Roskildekrøniken, krønike, ofte kaldt den ældste Danmarkshistorie, skrevet på latin ca. 1138 ved Roskilde Domkirke. Krøniken beretter om kristendommens historie i Danmark fra kong Harald Klaks dåb i Mainz 826 til udnævnelsen af Eskil til ærkebiskop 1137/38.

Den ældre del bygger især på Adam af Bremen; fra slutningen af 1000-t. er den en selvstændig kilde, hvor hovedvægten ligger på Roskildekirkens historie. Fortsættelsen frem til Valdemar 2. Sejr er uden selvstændig kildeværdi.

Krøniken fik betydning for historieskrivningen ved ærkesædet i Lund, men stod fra 1200-t. i skyggen af Saxo. I 1900-t. blev den en hovedkilde for brødrene Curt og Lauritz Weibulls omvurdering af 1000-1100-t.s Danmarkshistorie.

Roskildekrøniken er udgivet af M.Cl. Gertz 1917-18 og i dansk oversættelse senest i 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig