arbejderhistorie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

arbejderhistorie, studier i og fremstilling af arbejderklassens vilkår. I begrebet ligger en udvidelse af den klassiske benævnelse arbejderbevægelsens historie, der afspejler den nyere forsknings stærke vægtning af arbejderklassens sociale, kulturelle og bevidsthedsmæssige vilkår og udviklingen af øget metodisk debat og samarbejde på tværs af traditionelle faggrænser.

Arbejderhistorie er mere end en historisk specialdisciplin. Dens udøvere bygger altovervejende på Karl Marx' forståelse af det kapitalistiske klassesamfund. Arbejderhistorie drejer sig om dette samfunds største befolkningsgruppe, den i traditionel historieskrivning oversete arbejderklasse, og dermed også om selve samfundets livsgrundlag, arbejdet. Dens emne er arbejderklassens forhold til det øvrige samfund og dens indsats og betydning for samfundets historiske udvikling. Arbejderbevægelsen har siden sin etablering prioriteret arbejderhistorien højt, da analyserne af gode og dårlige erfaringer såvel som studiernes agitatoriske og legitimerende funktion blev tillagt stor værdi. Sidstnævnte hensyn har dog ofte resulteret i en ukritisk og selvbekræftende historieskrivning.

Før 1960 udøvedes arbejderhistorie først og fremmest af bevægelsens egne, ofte ikke-faglærte historikere eller sympatisører, mens den kun sjældent blev taget op i akademiske forskningsmiljøer. I Danmark som i det meste af Vesteuropa indtraf imidlertid et omslag, der i 1970'erne gjorde arbejderhistorie til et meget eftertragtet studieområde ved humaniora og samfundsvidenskaberne og resulterede i hundredvis af afhandlinger. Den universitære interesse er siden blevet fastholdt, om end i et mere beskedent omfang. Siden 1970'erne er der også sket en målrettet formidling af arbejderhistorie inden for skolesystemet og til en bredere offentlighed, ligesom der er udviklet et vidtforgrenet samarbejde mellem faghistorikere og arbejderbevægelsen.

De vigtigste centre for dansk arbejderhistorie er Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (grdl. 1909) og Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (grdl. 1970).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
EStrP
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki