• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

diskursanalyse

Oprindelige forfattere GS og JHTi Seneste forfatter Redaktionen

diskursanalyse, opr. sprogvidenskabelig disciplin, der beskæftiger sig med talte teksters opbygning og funktion (se tekstlingvistik).

Under indflydelse af poststrukturalisme og den sproglige vending (se the linguistic turn) samt den franske idéhistoriker Michel Foucault har forskellige former for diskursanalyse siden midten af 1980'erne været til debat inden for human- og samfundsvidenskaberne. Centralt for de forskellige opfattelser af diskursbegrebet er, at de mønstre af sproglig karakter, som mennesker har til rådighed i sociale sammenhænge, ses som tids- og stedsbundne fænomener, der former og begrænser tanker og handlinger. De kan derfor ses både som skabt af og skabere af social orden.

Inden for historie har begrebet diskursanalyse indtil videre især fundet anvendelse i den teoretiske diskussion om forholdet mellem forsker og forskerobjekt, mellem sprog og virkelighed.

Inden for politologi anvendes diskursanalyse som samfundsanalyse i bl.a. studiet af international politik. Den politologiske diskursanalyse forstår virkeligheden gennem sproget, dvs. gennem de dominerende diskurser, men opfordrer samtidig til altid at være kritisk over for dominerende diskurser, idet sådanne "etablerede sandheder" er knyttet til bestemte magtforhold; der findes ingen sandhed blot og bart, kun "sandhedsregimer". Diskursanalysen har til opgave at afdække magtforholdene bag dominerende diskurser og vise, hvorledes de belyser bestemte aspekter af virkeligheden, men overser andre. Denne dekonstruktion baner vejen for frigørelse fra etablerede magtforhold. I international politik er diskursteori især blevet brugt til at dekonstruere den dominerende teori, realismen.