historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

historie, dels viden og fortælling om menneskers fortid, dels selve fortiden.

Ordet historie kommer af græsk historia, oprindelig 'undersøgelse, viden', siden også 'fremstilling, fortælling', af histor 'vidne, vidende, kyndig'.

Mennesket og historien

Overleverede sagn og myter fra de mest forskellige egne af Jorden vidner om menneskets behov for at forstå sig selv i relation til tiden. Der findes næppe en kultur eller et folk uden en skabelsesmyte. En afgørende betingelse for skridtet fra sagn og myte til historie var opfindelsen af skriften. Ved hjælp af den blev det muligt at fastholde samtidens begivenheder for eftertiden. De tidligste former for historieskrivning er faraonernes og de mesopotamiske herskeres indskrifter om sejrrige krige og slag. I selve sin oprindelsesfase var historien altså tæt forbundet med magtens legitimation. En anden tidlig form for historie er opstillingen af konge- og herskerlister; de kunne udvikle sig til egentlige årbøger, hvor vigtige begivenheder optegnedes i den enkelte konges regeringstid. Listerne kunne tjene som legitimation for en bestemt herskerlinje, men etablering af en kronologi må også ses i sammenhæng med bestræbelser på at frembringe en kalender.

Historie. De tidligste former for historieskrivning var bl.a. de mesopotamiske herskeres indskrifter om slag og sejre. Her et kort, der viser den mesopotamiske verden med skildringer af kong Sargon af Akkads felttog, 2300-t. f.Kr.

Skridtet fra en ren og skær opregning af enkeltstående begivenheder og opremsning af kongenavne til et forsøg på egentlig historieskrivning blev taget i det antikke Grækenland og er tæt forbundet med en ny måde at opfatte tilværelsen på, nemlig som tilgængelig for rationel undersøgelse uden henvisning til guddommelig indgriben. Med denne indstilling blev det muligt ikke alene at forholde sig til kritisk til hele den mytologiske tradition, men også at beskrive fortid og samtid både kritisk og meningsfuldt. Historieskrivningen fik sin klassiske form som fortælling og en vigtig opdragende, udviklende og belærende funktion. Den middelalderlige historieskrivning adskiller sig på væsentlige punkter fra den antikke, bl.a. gennem indførelsen af kristendommens lineære tidsbegreb. Med renæssancen genopdages de antikke idealer, og i de følgende århundreder kom den moralsk og filosofisk orienterede historieskrivning atter i højsædet. Sideløbende hermed opstod en antikvarisk interesse for alt gammelt; den lærde samler så dagens lys.

Et afgørende nybrud finder sted i 1800-t., da de moderne samfunds behov for specialister medførte reformer inden for universiteterne, som nu blev videnskabelige uddannelsessteder, og i den forbindelse blev også historie en videnskab. Historievidenskabens tilblivelse var tæt forbundet med de nye strømninger, der opstod i Tyskland i slutningen af 1700-t. og begyndelsen af 1800-t., som man har kaldt historismen, og som repræsenterede en ny måde at betragte verden på. Tilværelsen opfattedes som handling, liv og tilblivelse og led i en dynamisk udviklingsproces, og historie blev derfor selve nøglen til forståelsen af udviklingens gang og retning. Historisk tankegang fik dermed for første gang en central placering i kulturlivet, og historien blev en vigtig del af opdragelse og uddannelse. Samtidig fik historie og dermed historievidenskaben en vigtig identitetsskabende funktion i de nye nationalstater, der så dagens lys i kølvandet på Napoleonskrigene. I de moderne samfund indtager historievidenskaben ikke mere samme centrale plads som i 1800-t.; men den legitimerende, opdragende, identitetsskabende og også kritiske funktion, som historie i bredeste forstand har haft gennem tiderne, er ikke blevet mindre.

Historievidenskaben

Historievidenskabens formål er at beskrive og analysere de menneskelige aktiviteter i fortiden så præcist som muligt for derigennem at opnå en dybere forståelse. Historievidenskabens genstandsområde er studiet af de menneskelige samfund, som de har udfoldet sig over tid. En lang række videnskaber beskæftiger sig med samfund, som de er, historievidenskaben beskæftiger sig derimod med deres historiske dimension, med tilblivelsesprocessen, med ændring og udvikling gennem tiderne. Historievidenskaben er en dynamisk og syntetiserende videnskab, der i sine forklaringsmodeller og teoridannelser ofte henter inspiration fra andre kultur- og samfundsvidenskaber og bruger dem til eget formål.

Historievidenskaben er i dag opdelt i en lang række discipliner, der strækker sig fra politisk historie over økonomisk historie og socialhistorie til mentalitetshistorie og kulturhistorie, og hver af disse discipliner er igen udspecialiseret i en række underdiscipliner. Denne opsplitning er i sig selv udtryk for en historisk udvikling, idet de afspejler en stadig udvidelse af opfattelsen af historievidenskabens genstandsområde. Den oprindelige koncentration om den politiske historie føltes allerede i slutningen af 1800-t. som utilfredsstillende og utilstrækkelig. 1800-t.s almindelige historiske interesse resulterede også i oprettelsen af nationale arkiver og museer, og kulturhistorien blev derfor et forskningsfelt. Udviklingen af de moderne industrisamfund medførte desuden, at interessen i mellemkrigstiden for alvor blev rettet først mod den økonomiske historie, siden mod socialhistorien. Siden 1960'erne har udviklingen været nærmest eksplosiv. Forskellige samfundsgrupper har krævet og fået deres egen historie, fx arbejderne og kvinderne, og samtidig kan man iagttage en forskydning i selve det overordnede spørgefelt. Det er ikke mere kun menneskets materielle livsvilkår, men menneskets opfattelse af sig selv og den verden, det lever i, der bliver undersøgelsens genstand.

I historievidenskaben har den traditionelle anskuelse af historiens gang været det eurocentriske udviklingsperspektiv. Historie blev en videnskab, samtidig med at udviklingstanken blev den bærende idé, og da Europa befandt sig på sit absolutte højdepunkt politisk, økonomisk og kulturelt. De store omvæltninger i første halvdel af 1900-t. har for længst gjort det af med Europas dominerende position, men først i løbet af de senere år er det for alvor begyndt at slå igennem i historieopfattelsen, og en nytænkning af den historiske udvikling i et globalt perspektiv er endnu kun i sin vorden (se også kinesisk historieskrivning). Historieforskning er altså ikke en kortlægning af fortiden efter én gang fastlagte principper, men en dynamisk proces, der til stadighed anlægger nye perspektiver på fortiden. Historievidenskaben er endvidere traditionelt opdelt i historiske perioder, i antikkens historie, middelalderens historie, nyere tids historie og samtidshistorie. Specialiseringsgraden er naturligvis vekslende. Mens én historiker måske vil være tilfreds med at kalde sig middelalderhistoriker, vil en anden ønske prædikatet økonomisk historiker med speciale i middelalderen. Hver disciplin har sine specifikke metodiske problemer, sine specielle teoridannelser og sit særlige kildemateriale, ligesom hver historisk periode byder historikeren sine særlige arbejdsvilkår, betinget af kildematerialets omfang og beskaffenhed og af de kulturelle, økonomiske og politiske strukturer, der var de fremherskende i perioden. En historisk undersøgelse kan antage mange former med den minutiøse, kildenære mikrohistoriske analyse og den brede makrohistoriske syntese som de to yderpunkter. Men historievidenskaben bindes alligevel sammen ikke bare af formål og genstandsområde, men også af en grundlæggende konsensus om kildekritikken som fundamentet for historikerens arbejde.

Kilder, kildekritik og arbejdsproces

Kildekritikkens formål er at sikre så pålidelig viden om fortiden som muligt. Historikeren studerer fortiden, og det materiale, han har til sin rådighed, er fortidens efterladenskaber, kilderne. Kildematerialet til en historisk undersøgelse er imidlertid ikke en given størrelse, men afhænger af de spørgsmål, historikeren søger besvaret i sin undersøgelse; man taler om det funktionelle kildebegreb. Den politiske historiker vil fx ofte finde svar på sine spørgsmål i officielle dokumenter, evt. suppleret med private dagbøger og breve, mens den økonomiske historiker måske er henvist til møjsommelig etablering af statistiske serier over prisudviklingen ved udskrifter fra toldregnskaber og skatteregistre. Det er med andre ord historikeren, der ud fra sin problemstilling udvælger, hvad der er relevant kildemateriale for netop hans undersøgelse, og uddrager de informationer, der kan give svar på netop hans spørgsmål.

Kilderne er ikke bare skriftlige. Samtidshistorikeren kan producere sit eget kildemateriale gennem interview med aktørerne. En anden variant af mundtlige kilder er den såkaldte oral history, der blev muliggjort med båndoptageren. Alt efter undersøgelsens art kan også ikke-skriftlige kilder af højst forskellig karakter inddrages: potteskår, redskaber, billeder, bygninger etc. I perioder som antikken, vikingetiden og middelalderen, hvor mængden af skriftlige kilder er begrænset, har udnyttelsen af det ikke-skriftlige materiale i løbet af 1900-t. betydet en væsentlig udvidelse af den historiske viden og bidraget til at mindske det traditionelle skel mellem arkæologi og historie.

Den klassiske kildekritik, som den blev udformet i begyndelsen af 1800-t., har rødder tilbage til 1600- og 1700-t.s filologiske tekstkritik og til de lærde samlere, antikvarerne, der som de første opstillede ægtheds- og sandhedskriterier for tekster. Man plejer at nævne de tyske historikere B.G. Niebuhr og Leopold von Ranke som den historiske kildekritiks grundlæggere. Deres problem var traditionens ægthed: I hvor høj grad kunne man stole på tidligere tiders historikere; var deres fremstillinger det rene digt, eller var det muligt at udskille de kilder, de byggede deres fremstillinger på? Formålet var at nå så tæt på fortiden som muligt og afskrælle senere fortolkninger, dvs. adskille samtidige og ikke-samtidige kilder.

Et centralt element i kildekritikken, som revolutionerede historieforskningen, er skellet mellem levn og beretning. Alle fortidens efterladenskaber er levn, men en særlig kategori inden for levnene er beretningerne. I beretningen har vi med Kr. Erslevs formulering "et menneske, der skyder sig ind mellem os og fortiden". Selvom denne opfattelse måske lyder lovlig bastant i nutidige ører, kan forskellen mellem en fredstraktat og et samtidigt brev, der beretter om traktaten, illustrere betydningen. I traktatens tilfælde har vi en lige så direkte adgang til begivenheden som fortidens mennesker, i brevets tilfælde er vores adgang indirekte, nemlig set gennem en anden persons fortolkning. Beretningen er imidlertid samtidig i sig selv et levn: Et brev, der er skrevet i fortiden. Hermed er der også givet en illustration af det funktionelle kildebegreb. Hvis historikerens spørgsmål er, hvordan fredsbetingelserne i det givne tilfælde var, er det traktaten, der bliver hans vigtigste kilde, men hvis spørgsmålet går på, hvordan freden blev opfattet i samtiden, er det brevet, som får denne funktion. I praksis er de fleste historikere henvist til at benytte sig af både levn og beretninger, om ikke andet så i form af andre historikeres fortolkninger, og kildekritikken opstiller derfor også en række procedurer for en sådan beretningskritik.

De kildekritiske principper er her gengivet i meget forenklet form. Kildekritikken selv har gennemgået en stadig udvikling siden Niebuhrs og Rankes dage, og relationen mellem historikeren, kilderne og fortiden opfattes nu som langt mere kompliceret og problematisk, end det her har kunnet antydes.

Historieforskningen er en aktiv proces, hvor historikeren gennem sine spørgsmål og hypoteser forsøger at rekonstruere fortidige sammenhænge. Historien vokser ikke af sig selv frem af de støvede arkivalier, og ikke alle historikere benytter sig af arkiver overhovedet. Ideelt set kan historikerens arbejdsproces beskrives som problemstilling, indsamling af kildemateriale, analyse og syntese; i praksis ser det dog meget anderledes ud. De enkelte elementer vil til stadighed indvirke på hinanden, problemstillingen må revideres, nye kilder inddrages osv. Det er ofte sagt, at hver generation skriver historien på ny, og et blik på historieskrivningens historie kan kun bekræfte dette. Historikeren er et produkt af sin egen tid, hans spørgsmål udspringer af netop den tid, og perspektivet på fortiden forskydes til stadighed. Samtidig er historikeren jo også et menneske med sym- og antipatier og mere eller mindre eksplicitte politiske og etiske holdninger, som naturligvis må sætte deres præg på hans fortolkninger. Tanken om en objektiv, værdifri historieskrivning er da også forladt, også som ideal, og erstattet af en erkendelse af det subjektive element som et grundvilkår i al humanistisk forskning. Alligevel er indstillingen hos de enkelte historikere meget forskellig, men de fleste vil stadig kunne samles om, at historie er en videnskab i dette ords brede betydning, dvs. en disciplin styret af strengt metodiske antagelser, en regelbundet erkendelsesform.

Historieskrivningens ældre stadier

Kronologisk begynder den lange udvikling frem til den nuværende vestlige historieforståelse i de antikke Middelhavskulturers forestillinger om guddommes afgørende indgriben i menneskenes verden. I Grækenland kom en sådan historisk bevidsthed til udtryk i de mundtligt overleverede myter, der omkring 700 f.Kr. samledes i Iliaden og Odysseen, som tillægges Homer. Læs videre om historieskrivningens ældre stadier.

Historien bliver videnskab

Fagets professionelle udøvere i 1800-t. arbejdede i tiltagende grad ud fra forestillingen om, at menneskene gennem deres fornuft havde skabt én kollektiv historie, og at det var muligt ved fornuftens hjælp at erkende denne historie. I det nye fag tilstræbtes en forening af 1700-t.s historiske retninger til en ny videnskab om det menneskelige, som bevidst lagde afstand til videnskaberne om naturen. Læs videre om historien som videnskab.

Historien i 1900-t.

Idealet om en scientific history, der udelukkede det irrationelle fra videnskabens genstandsfelt, imødekom et udtalt behov hen imod år 1900 for en indsnævring af kløften mellem historie og andre videnskaber. Oplevelsen af de ekspanderende industrisamfund var en udfordring til at søge andre forklaringer på historiens gang end enkeltindividers handlinger i statsligt regi. Læs videre om historien i 1900-t.

Dansk historieskrivning

Historieskrivningen i Danmark har fulgt de internationale hovedtendenser. Det ældste kendte forsøg på en sammenhængende Danmarkshistorie er Roskildekrøniken fra ca. 1140. Saxo Grammaticus forenede ca. 1200 nordiske fortælletraditioner og kirkelig historieskrivning i storværket Gesta Danorum. Læs videre om dansk historieskrivning.

Historiefagets fremtid

Historiens vilkår præges ved overgangen til 2000-t., ikke mindst i Danmark, af den ejendommelighed, at dens identitet som fag er knyttet til et begrebsapparat, kildekritikken, der blev til i 1800-t., da opfattelsen af videnskabelighed var en anden end i dag. Læs videre om historiefagets fremtid.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
27/09/2013
MHansen
26/09/2013
Redaktionen
29/06/2011
Oprindelig forfatter
IFlo
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki