samtidshistorie

Samtidshistorie er den nyeste historie. Det er et begreb inden for historiefaget. Ordet kom i brug i mellemkrigstiden i Tyskland og i den angelsaksiske verden.

Periodeafgrænsningen, der løbende ændres, sættes forskelligt, fx med begyndelsestidspunkt ved den bevidst erfarede historie blandt samfundets ældste borgere. En sådan grænse betyder ved indgangen til 2020'erne, at tiden omkring 2. Verdenskrig udgør samtidshistoriens nedre grænse (selv om man i praksis ser, at 1. Verdenskrig fortsat også anvendes). Afgrænsningen viser, at det især er udforskningen af den politiske historie, som har defineret samtidshistorien, idet denne skelnen er skabt med 2. Verdenskrigs afslutning og den kolde krigs begyndelse som udgangspunkt.

Det er karakteristisk for samtidshistorien, at kildemængden ofte er meget stor og i visse tilfælde utilgængelig pga. hensynet til nulevende personer eller til statens sikkerhed. Den korte afstand til forskningens genstand betyder, at det kan være vanskeligt at skabe overblik, fordi historien fortsat indgår i et uafsluttet udviklingsforløb. Endvidere bliver samtidshistorien ofte opfattet som politisk kontroversiel af personer, der har egen erindring om begivenheder, beslutninger og personer.

I de seneste årtier er samtidshistoriebegrebet endvidere blevet problematiseret og udvandet af en påstand om, at i virkeligheden er al historieskrivning udtryk for samtidshistorie. Den bærende pointe i denne opfattelse er, at historierefleksion og –skrivning altid sker med et nutidigt/samtidigt afsæt. Det er nutidens problemstillinger, der definerer historikerens spørgsmål til og syn på historien, ligegyldigt om han/hun arbejder med middelalder, mellemkrigstid eller tiden efter Murens fald.