Snæfell er en udslukt vulkan nordøst for Vatnajökull på det østlige Island. Det 1833 meter høje, snedækkede bjerg knejser over et vidtstrakt plateau og kan ses langvejsfra. Planer om udbygning af vandkraft i området har givet anledning til en voldsom miljødebat. Ved Eyjarbakkar vil en planlagt dæmning bl.a. forstyrre et vigtigt fældningsområde for gæs; de udnytter stedets helt isolerede beliggenhed og en rig fjeldvegetation, som ellers er sjælden på højfjeldet i Island.