Surtsey

Surtsey blev dannet ved et undersøisk vulkanudbrud, som begyndte den 14. november 1963 og fortsatte frem til juni 1967. Udbruddet var et storslået sceneri med en op til 9 kilometer høj eruptionssky og med kulsort tefra, som slyngedes 500 meter i vejret. De andre Vestmannaeyjar er nogle tusind år gamle. Den næstyngste er 5.000 år gammel, så en ny ø er en meget sjælden begivenhed. Surtsey ligger ca. 20 km fra de største Vestmannaeyjar og ca. 30 km fra det islandske fastland.

Efterhånden opstod øen, hvor der tidligere var 130 meter dybt vand. Stedet ligger på en vulkansk riftzone, der udgår fra Vatnajökull. Da øen var størst, var den 270 ha. Surtsey blev tidligt totalfredet og er nu optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Allerede i marts 1964 var Surtsey 174 m høj og havde et areal på cirka 100 ha. Dens lavamarker eroderes dog ned af havet, og i 2013 var kun halvdelen af øens oprindelige areal tilbage.

Surtsey var en af de sjældne chancer for at følge en ny ø fra dens fødsel. Et andet eksempel er den tropiske øgruppe Krakatau.

I 1968 var Surtsey endelig blevet så stabil og kølig, at biologer og geologer kunne gå i land i længere tid. Især botanikeren Sturla Friðriksson (1922–2015) kom til at spille en stor rolle i arbejdet. Man kan sige, at øens oprindelige befolkning er forskerne. De har lige fra begyndelsen fulgt dens udvikling. Nye bakterier, alger, svampe, planter og dyr – alt er blevet registreret.

Allerede i marts 1964 blev der fundet dele af blomsterplanter langs øens kyst, bl.a. arktisk-kokleare (Cochlearia groenlandica), men også flere arter af tang. I opskyl af tang langs kysten gemte der sig frø af græsser, mælde og kurvblomster. I november 1964 blev der fundet dele af yderligere ni blomsterplanter. I 1966 kom det senere så dominerende klitgræs marehalm (Leymus arenarius), og i 1967 blev den første etablerede blomsterplante set; det var arktisk strandsennep (Cakile edentula). Den blomstrede og satte frugt. Arten er enårig og skal derfor spire frem fra frø hvert år. De små planter voksede i tephra og rådden tang. Måske var frøene blevet spredt med havet gemt i en lille ”ø” af tang; frøene kunne overleve turen, fordi de tåler saltvand.

I de følgende år ankom endnu flere strandplanter, bl.a. strandarve (Honckenya peploides). Den er flerårig og kan derfor bedre klare de barske vinterstorme som rodfæstede skud. I perioden fra 1965 til 2019 blev der set 75 arter af blomsterplanter. I 2019 var 62 af dem stadigvæk til stede, og 40 af dem havde endda faste populationer. I begyndelsen – 1965-1979 – gik det stærkt, men derefter gik koloniseringen i stå. Først efter etableringen af mågekolonien i 1986 kom der igen fart på. Fuglene gødede jorden ved kolonien, der blev et optimalt voksested for gødnings-elskere, fx flere græsarter.

Derfor steg planternes antal igen, men løjede allerede af igen i 1992-1995. Den første bølge af strandplanter måtte vige for mågeklat-elskerne. I dag er der derfor langt flest arter ved mågekolonien. 1967 var også det første år, hvor der blev set mosser; deres sporer var måske bragt til øen af forskerne, og i 1970 kom de første laver, men blomsterplanterne har haft langt den største betydning for øens udseende. I de første år med vulkansk aktivitet blev successionen af planter og dyr flere gange ”bombet” tilbage af nye udbrud og kraftige nedfald af aske.

Det allerførste insekt blev indsamlet i 1964; det var dansemyggen Diameza zernyi. Den er kendt fra Alperne som pionerart i smeltevandssøer. Samme år blev der set en sommerfugl, smutugle (Agrotis ypsilon), som kan trække over store afstande. I 1965 og 1966 blev der fundet henholdsvis seks og 12 nye arter af smådyr (insekter, springhaler og edderkopper). Mange af de først ankomne insekter levede i den rådne tang og ådsler; og de måtte være blevet ført til øen af vind, flydende plantedele, fugle eller drivtømmer. Indsamlingen af insekter og andre leddyr fortsatte ikke konstant, men i 2002 kom der igen gang i arbejdet, og i 2006 noterede forskerne omkring 170 arter af smådyr. Langt flere var blevet set igennem årene, måske 350 arter bare i perioden fra 2002 til 2006, men en del forsvandt igen. Ferskvandsinsekter blev også blæst over til øen, men de overlevede ikke pga. manglen på ferskvand.

Måger var de første besøgende fugle. De blev allerede set lande to uger efter det første udbrud. Andre kystfugle, fx strandskade (Haematopus ostralegus) og ride (Rissa tridactyla), fulgte hurtigt efter, men ingen byggede rede. I de første år var det måske umuligt at yngle på øen pga. hyppig fygning med aske. Dernæst kom fuglekolonierne: mallemuk (Fulmarus glacialis) i 1975 og senere de store kolonier af sildemåge (Larus fuscus), sølvmåge (Larus argentatus) og svartbag (Larus marinus) 1985–1986. En del trækfugle gør desuden hvert forår og efterår stop på øen. I 1967 blev der i forårstrækket set 28 arter af trækfugle på Surtsey. De fleste var kystfugle, men en enkelt skovhornugle (Asio otus) blev også noteret.

Betydningen af fuglekolonien for spredning af små, hvirvelløse arter til øer ses klart. Antallet af nye insektfund steg netop kraftigt efter mågekoloniens begyndelse. Insekter spredes til øen af fugle, drivende plantedele og vind, og fuglene skaber med deres guano et miljø dels til planter og deres planteædere og dels til nedbrydere. En del måger fløj også i de første år til andre øer efter mos og andet redemateriale, og gemt i dette kan der have været smådyr. Omvendt så har smådyrene også gjort det muligt for flere fuglearter at kolonisere øen. Snespurv (Plectrophenax nivalis) besøgte øen fra dens fødsel, men byggede først rede i 1996. Den voksne fugl lever ganske vist af frø, men ungerne kræver animalsk kost. Den første egentlige insektædende fugl kom i 2002, hvor hvid vipstjert (Motacilla alba) slog sig ned på øen. Den lever næsten udelukkende af smådyr. Dens tilstedeværelse er derfor et bevis på, at øen har fået en mere stabil og rig fauna af smådyr.

I dag har Surtsey et fødenet, som vi kender det fra andre øer og kystområder med havfugle og sæler. Det ”grønne net” begynder med grønne planter (salttolerante strandplanter, planter, der foretrækker urolig jordbund og kvælstof-elskende græsser) og deres fotosyntese, planteædere (især bladædere og frø- og frugtædere) og bestøvere (især fluer og sommerfugle). Det ”brune net” begynder med dødt organisk materiale (tang, fuglefjer, drivtømmer, døde havfugle og fisk). Det ”blå net” begynder med havfugle og sæler og deres guano og ådsler. Det brune og blå net samles dernæst af nedbrydere. Endelig samles alle tre net af rovdyr (fx rovbiller, edderkopper og måger, enkelte rovfugle er endda blevet set på øen), snyltere (fx snyltehvepse, mider, lus og lopper) og patogener (fx plantesygdomme). Øens første net var det brune, dernæst kom det blå og endelig det grønne.

• Islands geografi
• ø-økologi