Montecassino, (italiensk, efter den nærtliggende by Cassino, latin Casinum), 516 m højt bjerg 80 km nordvest for Napoli.

I 529 grundlagde Benedikt fra Nursia her benediktinerordenens første kloster. Klostret blev middelalderen igennem gentagne gange stormet og ødelagt af longobarder, saracener og normanner, men hver gang genopført på samme sted. I 1349 blev det ramt af jordskælv, men genopbygget gennem de følgende århundreder. I 1944 var Montecassino et stærkt befæstet nøglepunkt i det tyske forsvar, der skulle hindre de allierede i at trænge frem til Rom. Under de meget hårde kampe om bjerget, hvor bl.a. allierede fly kastede 1400 t bomber, blev klostret totalt ødelagt; inden da var dog de fleste skatte, herunder bibliotekets kostelige bogsamling, ført til Vatikanet, hvorfra hovedparten siden er kommet tilbage.

I perioder, navnlig under abbed Desiderius (1058-87), var Montecassino et vigtigt kunstcenter, der bl.a. formidlede byzantinsk indflydelse i Italien. Et eksempel er kirken Sant'Angelo in Formis nær Capua, hvis freskoudsmykning fra ca. 1080 formentlig er inspireret af en lignende, nu forsvundet udsmykning i Montecassino.

Efter 2. Verdenskrig blev Montecassino genopført under devisen "Som det var, hvor det var", og det fremtræder i dag i det store og hele i den form, det fik i løbet af renæssancen fra 1500-t. og frem; kirken i barok er fra 1600-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig