Brescia

Brescia domineres af en middelalderlig borg og mange levn fra romertiden, bl.a. et tempel fra 73 e.v.t. Der er fundet huse med fine rester af mangefarvede mosaikgulve og vægmalerier samt en berømt statue af en sejrsgudinde, der skriver på et skjold. Fra middelalderen stammer borgen, domkirken (rundbygning fra 1100-tallet) og det oprindelige rådhus, Broletto. I centrum findes adskillige renæssancepaladser og den nuv. domkirke fra baroktiden i 1600-1700-tallet. Byen er berømt for sine 70 fontæner.

Traditionelt har Brescia haft en stor håndværksproduktion på grund af omegnens rige malmforekomster (bresciansk stål); især har produktionen af lette våben altid været en betydelig indtægtskilde. Byen har i dag maskin-, fly- og bilindustri samt tekstilindustri (trikotage), der er baseret på traditionerne for forarbejdning af silke og uld. Brescia er centrum for en udbredt småindustri i oplandets landsbyer og udgør sammen med omegnskommunerne et sammenhængende industriområde, hvor ca. halvdelen af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for industrien.

Brescia var under navnet Brixia de keltiske cenomanners hovedby; den blev ca. 200 f.v.t. erobret af romerne. I 400-tallet e.v.t. blev den hærget af hunnerne og senere indlemmet i det longobardiske rige.

I 1100-tallet blev Brescia en fri bykommune, der i 1167 tilsluttede sig Den Lombardiske Liga mod den tyske kejser. I 1200-1400-tallet var Brescia under skiftende herskere, "tyranner", bl.a. Scaligerifamilien fra Verona og slægten Visconti fra Milano. Mellem 1426 og 1797 var den under republikken Venedigs herredømme.

Efter fransk dominans i Napoleonstiden tilfaldt Brescia sammen med Lombardiet Det Østrigske Kejserrige i 1814. Et oprør mod østrigerne i 1849 mislykkedes, og byen sluttede sig i 1859 til det kommende italienske kongerige og blev samtidig del af provinsen Lombardiet.

• Brixia