Napoli, tysk Neapel, hovedstad for den italienske region Campania i bunden af Napolibugten; 1 mio. indb. (2004). Som hovedstad for staten Regno delle Due Sicilie, Begge Sicilier, inden dannelsen af det nuværende Italien, har havnebyen gennem flere århundreder tiltrukket fattige fra landet, og befolkningstætheden er derfor stor, op til 80.000 indb. pr. km2 i dele af byen. Flere gange har den været ramt af epidemier, senest i 1973, og af naturkatastrofer: Det seneste større jordskælv skete i 1980, og udbrud af Vesuv fandt sted i 1944.
Faktaboks
- Etymologi
-
Byens navn kommer fra det antikke græske navn Neapolis 'den nye by'.
- Også kendt som
-
Neapel
Hovedparten er beskæftiget inden for administrations-, finans- og servicesektoren. Desuden har fødevare-, manufaktur- samt bygge- og anlægssektoren mange ansatte, samtidig med at undergrundsøkonomien florerer. Byens erhvervsliv afspejler også med sin store turistindustri Napolis beliggenhed i et naturskønt område med øerne Capri og Ischia, byerne Amalfi og Sorrento samt den romerske ruinby Pompeji. Havnen omsætter årlig 9 mio. t gods og mere end 110.000 containere og har færgeforbindelse til Sardinien, Sicilien samt til en lang række små øer.
På trods af en række handlingsplaner i efterkrigstiden med bl.a. Cassa del Mezzogiorno er den sociale og økonomiske krise ikke stoppet. Nogle af de mest ambitiøse investeringer som fx stålværket, kunstgødningsfabrikken og cementfabrikken i Bagnoli står tilbage som industrikirkegårde, mens andre som bilfabrikkerne i Pomigliano d'Arco er under omstrukturering. I flere årtier har arbejdsløsheden været høj, især blandt unge. Mafiaorganisationen Camorra er en stor magtfaktor i byen (se mafia).
Napoli har bredt sig op i de omliggende bakker og når helt op til de vulkanske områder. Byen har en oldgræsk bykerne, en mindre ordnet, men tæt middelalderbydel ved havnen og en storladen residensbydel i den vestlige del, der er dannet først under spansk, senere under bourbonsk herredømme. Bybilledet er præget af en broget blanding af boliger, gadehandel og familievirksomheder ved siden af prostitution og narkohandel. En radikal sanering er under udførelse, især af den østlige bydel med et nyt bycenter, Centro direzionale, tegnet 1980 af den japanske arkitekt Tange Kenzo, restaureringer af byens historiske kerne, etablering af nye sportsanlæg og en arkæologisk park i bydelen Posillipo.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.