Sardinien | lex.dk – Den Store Danske

Stranden Li Cossi, Sardinien.

Colourbox.

Licens: Begrænset anvendelse

Bosa, Sardinien.

Colourbox.

Licens: Begrænset anvendelse

Sardinien.

Gyldendal.

Sardinien, Middelhavets næststørste ø (efter Sicilien); 24.090 km² og 1,675 mio. indb. (2014). Sardinien udgør en autonom region med særstatus inden for den italienske stat. Landskabet består af den store slette Campidano samt en mosaik af plateauer og bjergkæder og når i Gennargentu-bjergkædens højeste top, Punta la Marmora, op i 1834 m højde. Den største by og regionens administrative centrum er Cagliari, der samtidig er hovedby i provinsen af samme navn. Hovedbyerne i de øvrige fire provinser er Oristano, Sassari, Olbia og Nuoro.

Fra ca. 1945 til 1970'erne skete der en afvandring fra landdistrikterne, og befolkningen koncentrerede sig langs kysterne og i de to største byer. I 1960'erne og 1970'erne udvandrede 10 % af Sardiniens befolkning til Norditalien og det øvrige Europa, først og fremmest Tyskland, Frankrig og Belgien. Udvandringen aftog i løbet af 1980'erne, og befolkningstallet er nu stort set stabilt. 1960'ernes forsøg på at fremme den økonomiske udvikling ved at etablere såkaldte udviklingspoler, hvor store offentligt støttede industriforetagender skulle skabe grobund for små og mellemstore virksomheder, slog fejl i slutningen af 1970'erne, bl.a. som følge af energikriserne i 1973 og 1979.

Den sardiske økonomi er i dag præget af de traditionelle erhverv: vin-, oliven- og korkproduktion, fåre- og gedeavl samt udvinding af granit og marmor til byggeindustrien. Udviklingen hæmmes af en utilstrækkelig infrastruktur, vand- og elforsyning. Over 10 % af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget, men produktiviteten er lav pga. den stærke opsplitning i meget små brug. Hyrdevæsenet opsuger arbejdsløse fra andre erhverv, men den stadige vækst i antallet af dyr medfører en overudnyttelse af græsningsarealerne og en betydelig miljøbelastning. Turismen, der hovedsagelig er koncentreret langs kysterne, er i vækst, men indebærer en risiko for ukontrolleret bebyggelse og ødelæggelse af værdifulde naturområder. Costa Smeralda nord for Olbia er et af de mest mondæne turistområder i Europa.

Sardiniens historie

Sardinien fra palæolitikum til jernalderen behandles i artiklen om Sardiniens forhistorie. Den historiske periode begynder i 800-tallet f.v.t., hvor de første fønikiske bosættelser fandt sted.

Sardinien i antikken

De fønikiske kystkolonier kom ca. 500 f.v.t. under Karthagos herredømme. Rom erobrede øen i 238 f.v.t., da karthaginiensiske lejesoldater gjorde oprør kort efter ophøret af 1. Puniske Krig.

I 227 f.v.t. blev Sardinien sammen med Korsika omdannet til en romersk provins, men Rom måtte indtil slutningen af 100-t. f.v.t. føre talrige mindre krige for at opnå kontrol med øens bjergrige indre. De romerske byer var få og omfatter Turris Libisonis (det nuværende Porto Torres) i nord og mod syd Nora, Sulci og Carales (i nutiden øens hovedby Cagliari), som var provinsens hovedstad. Romerne udnyttede øens sølv- og jernminer, og Sardinien havde en central placering i Roms kornforsyning.

Øen blev kristnet allerede i 100-tallet.

Middelalderen

I 455 blev Sardinien erobret af den germanske folkestamme vandalerne og i 534 af Byzans. I middelalderen deltes øen i fire selvstyrende giudicati 'dommerriger': Arborea, Cagliari, Gallura og Torres.

Sardinien var under Pisas og Genovas herredømme fra 1000-tallet og under Aragoniens fra 1300-tallet trods en lang række folkelige opstande.

Nyere tid

Under Den Spanske Arvefølgekrig blev øen besat af Storbritannien i 1708 og overladt til Østrig ved Rastatt-traktaten i 1714, men overgik til fyrstehuset Savoyen i 1718 og udgjorde sammen med Piemonte Kongeriget Sardinien.

I 1700- og 1800-tallet var Sardiniens historie præget af banditvæsen, folkelige opstande, en liberal opinion i byerne og dramatiske sociale, juridiske og politiske omvæltninger; vicekongeembedet og øens autonome parlament blev nedlagt, feudalvæsenet ophævet, og de store fælles græsgange indhegnet og omdannet til privat ejendom.

Ved Italiens samling var Sardinien økonomisk og socialt underudviklet i forhold til det meste af det nye kongerige og præget af en egenartet kultur og stærke lokale traditioner, der gav næring til autonomistiske strømninger.

Under 1. Verdenskrig blev den sardiske infanterienhed Brigata Sassari "udslettet ti gange og genopstillet ti gange". Brigadens indsats styrkede sardernes selvbevidsthed, og i 1921 stiftede sardiske veteraner det endnu eksisterende selvstændighedsparti Partito sardo d'azione. Blandt de sardiske antifascister var den mest indflydelsesrige Emilio Lussu (1890-1975), som efter krigen var medvirkende til opdelingen af Italien i 20 regioner med forskellige grader af selvstyre.

Sardinien blev i 1948 en af fem italienske regioner med særlig udstrakt selvstyre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.