Spoleto, italiensk by i Appenninerne 90 km nord-nordøst for Rom; 39.600 indb. (2010). Af byens talrige kirker og paladser må fremhæves borgen Rocca fra 1300-t. og den romanske domkirke fra 1000-1100-t. (ombygget i 1600-t.) med freskoer af bl.a. Filippo Lippi (1460'erne). Den 230 m lange bro Ponte delle Torri (1300-t.) fører over floden Tessino. I byen afholdes årlige teater-, musik- og balletfestivaler. Neden for bykernen ligger metalvare- og beklædningsindustri.

Spoletos ældste arkæologiske spor stammer fra 600-t. f.Kr.; i 241 f.Kr. blev byen latinsk koloni. Fra den antikke periode er der bevaret rester af bymure, både før-romerske og romerske, et teater, et amfiteater, en bro og en triumfbue, opført i 23 e.Kr., med et tempel ved siden af.

Spoleto blev bispesæde i 300-t., og efter at longobarderne ca. 570 havde gjort den til hovedby i et nyoprettet hertugdømme af samme navn, var den i en periode en af Italiens vigtigste byer. I første halvdel af 1200-t. kom Spoleto under Kirkestaten; i 1860 blev byen en del af det italienske kongedømme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig