Viterbo er en italiensk by 70 km nordvest for Rom; den har 67.600 indbyggere (2019). Byen er centrum i en udpræget landbrugsregion, og dens næringsliv er domineret af handel med landbrugsprodukter samt fødevareproduktion og fremstilling af keramiske varer. Viterbo har en af regionen Lazios bedst bevarede middelalderlige bykerner. Inden for bymuren ses den middelalderlige byplan især i kvarteret San Pellegrino, hvor huse fra 1200-tallet har bevaret tårne og udvendige trapper. Det pavelige palads fra 1257-1266 dominerer bybilledet.

Viterbos historie

Den oprindelig etruskiske by blev romersk ca. 310 f.v.t. I middelalderen var Viterbo omstridt af kejser og pave. Den blev i 1200-tallet tilflugtssted for paverne i urolige perioder; 1257-1281 var den deres permanente residensby, og i det nyopførte pavepalads foregik flere pavevalg. I 1270 gennemtvang Viterbos bystyre valget ved at isolere og udsulte kardinalerne i paladset, da en ny pave efter to år endnu ikke var valgt.

Efter pavesædets overflytning til Avignon i 1309 mistede Viterbo sin betydning og tilfaldt Kirkestaten i 1435. Byen udsattes for omfattende bombardementer under 2. Verdenskrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig