Faktaboks

Marco Polo
Født
1254, Venedig, Italien
Død
8. januar 1324, Venedig, Italien

Marco Polo med sine ledsagere på karavanevejen til Kina. Illustration i Abraham Creques' Atlas Catalan fra 1375; Bibliothèque nationale, Paris.

.

Marco Polo var en venetiansk rejsende og rejseforfatter.

Marco Polo, der tilhørte en velhavende købmandsfamilie, ledsagede i 1269 sin far, Nicolò, og onkel, Maffeo, på en rejse over land til Kina, hvor Marco Polo blev i 17 år, 1275-92. Nicolò og Maffeo havde tidligere været i Kina, men var blevet sendt hjem for at skaffe en europæisk præst, hvilket dog mislykkedes.

Kina regeredes fra 1264 af den mongolske kejser Khubilai Khan, der gerne tog fremmede i sin tjeneste, og Marco Polo knyttedes til den kejserlige administration. Han foretog i den egenskab adskillige rejser rundt om i Kina og Burma for at indsamle oplysninger til brug for kejseren.

I 1292 fik han mulighed for at vende tilbage til Europa, idet han knyttedes til det følge, der skulle ledsage en mongolsk prinsesse, som skulle giftes med den persiske khan. På rejsen hjem, der blev foretaget med skib fra det sydlige Kina, besøgte han bl.a. Sumatra, Sri Lanka og den indiske vestkyst.

Marco Polos beretninger

Få år efter sin hjemkomst til Venezia i 1295 blev han taget til fange af genoveserne under en krig mellem hans egen by og Genova. Som krigsfange i Genova 1298-99 mødte han en kendt romanceforfatter, Rustichello fra Pisa, der nedskrev hans beretninger ikke blot om de egne, som han kendte af selvsyn, men også om dem, fx Japan, som han kun havde hørt om.

Marco Polos beretning vakte stor interesse i samtiden, hvilket fremgår af det meget store antal middelalderlige håndskrifter på forskellige sprog, der er bevaret, men den blev også modtaget med en vis skepsis; det var svært at se, om bogen var en ny romance eller virkelig den "beskrivelse af verden", som han selv kaldte den. Det Kina, hvis administration, byer, kanaler, havne og håndværk han fortalte om, og som han åbenlyst beundrede, var rigere og bedre ordnet end samtidens Europa. Moderne forskning har imidlertid vist, at Marco Polo fortæller om forhold, han selv havde oplevet, var en god iagttager og en troværdig beretter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig