Robert Guiscard

Robert Guiscard, Roberto il Guiscardo, ca. 1015-1085, syditaliensk fyrste, søn af Tancred af Hauteville (980-1041) fra Cotentinhalvøen, den del af Normandiet, hvor de fleste danske vikinger havde slået sig ned.

Tancred havde titel af baron og pligt til at stille med ti riddere hos hertug Richard 1. den Frygtløse. Baroniet var for lille til Tancreds 12 sønner, så flere af dem emigrerede sammen med talrige andre normannere til Middelhavet, hvor Robert Guiscard med stor militær og politisk kompetence lagde grunden til det normanniske herredømme over Syditalien.

Robert Guiscard blev hertug af Apulien i 1057, og ved at drive byzantinerne ud blev han tillige herre over Calabrien. Han blev anerkendt som hertug af pave Nicolaus 2. på en synode i Melfi i 1059. Efter konflikter med pave Gregor 7., der bandlyste Robert i en længere periode, blev de to allieret.

I 1081 invaderede Robert Guiscard Grækenland (med Gregor 7.s velsignelse) og slog den byzantinske hær under ledelse af kejser Alexios 1. Komnenos. Men han blev kaldt tilbage til Italien af Gregor, som blev angrebet af (den senere tysk-romerske kejser) Henrik 4. og måtte søge tilflugt i Castel Sant'Angelo i Rom. Robert Guiscard jog Henrik 4. på flugt og tog Gregor under sin beskyttelse.

Under en ny invasion af Grækenland slog han den venezianske flåde, hvilket kom til at koste dogen Domenico Selvo hans stilling. Herefter blev store dele af den normanniske hær ramt af sygdom, formentlig tyfus, som også tog livet af Robert Guiscard, inden han kunne fuldføre sin erobring af Det Byzantinske Rige.

Robert Guiscard havde fra sit første ægteskab, med normanniske Alberada, sønnen Bohemond (1.), som blev en af lederne af det 1. korstog og hertug af Antiochia.

I sit andet ægteskab, med longobardiske Sikelgaita af Salerno, fik Robert Guiscard sønnen Roger Bursa, som efterfulgte ham som hertug af Apulien og i 1092 blev gift med den danske enkedronning Edel.