Robert Guiscard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Robert Guiscard, Roberto il Guiscardo, ca. 1015-1085, syditaliensk fyrste, søn af Tancred af Hauteville (980-1041) fra Cotentinhalvøen, den del af Normandiet, hvor de fleste danske vikinger havde slået sig ned.

Tancred havde titel af baron og pligt til at stille med ti riddere hos hertug Richard 1. den Frygtløse. Baroniet var for lille til Tancreds 12 sønner, så flere af dem emigrerede sammen med talrige andre normannere til Middelhavet, hvor Robert Guiscard med stor militær og politisk kompetence lagde grunden til det normanniske herredømme over Syditalien.

Robert Guiscard blev hertug af Apulien i 1057, og ved at drive byzantinerne ud blev han tillige herre over Calabrien. Han blev anerkendt som hertug af pave Nicolaus 2. på en synode i Melfi i 1059. Efter konflikter med pave Gregor 7., der bandlyste Robert i en længere periode, blev de to allieret.

I 1081 invaderede Robert Guiscard Grækenland (med Gregor 7.s velsignelse) og slog den byzantinske hær under ledelse af kejser Alexios 1. Komnenos. Men han blev kaldt tilbage til Italien af Gregor, som blev angrebet af (den senere tysk-romerske kejser) Henrik 4. og måtte søge tilflugt i Castel Sant'Angelo i Rom. Robert Guiscard jog Henrik 4. på flugt og tog Gregor under sin beskyttelse.

Under en ny invasion af Grækenland slog han den venezianske flåde, hvilket kom til at koste dogen Domenico Selvo hans stilling. Herefter blev store dele af den normanniske hær ramt af sygdom, formentlig tyfus, som også tog livet af Robert Guiscard, inden han kunne fuldføre sin erobring af Det Byzantinske Rige.

Robert Guiscard havde fra sit første ægteskab, med normanniske Alberada, sønnen Bohemond (1.), som blev en af lederne af det 1. korstog og hertug af Antiochia.

I sit andet ægteskab, med longobardiske Sikelgaita af Salerno, fik Robert Guiscard sønnen Roger Bursa, som efterfulgte ham som hertug af Apulien og i 1092 blev gift med den danske enkedronning Edel.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Marie-Louise Hammer
30/01/2013
Redaktionen
11/07/2012
Marie-Louise Hammer
11/07/2012
Oprindelig forfatter
HGam
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki