Faktaboks

Aldo Moro

Aldo Romeo Luigi Moro

Født
23. september 1916, Maglie i Apulien
Død
9. maj 1978, Rom

Aldo Moro var en italiensk politiker og juraprofessor, en af de ledende skikkelser i Democrazia Cristiana (DC), det kristelig-demokratiske parti, der dominerede efterkrigstidens politik i Italien indtil 1992. Moro var ministerpræsident fra 1963-1968 og igen 1974-1976. Den 16. marts 1978 blev han bortført på åben gade i Rom af terrororganisationen De Røde Brigader. 55 dage senere, den 9. maj, blev han fundet dræbt i Roms centrum ikke langt fra DC's og kommunistpartiet Partito Comunista Italianos (PCI's) partihovedkvarterer.

Moro blev første gang indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1946. Han opnåede efterhånden mange ministerposter og endte med at være leder af fem forskellige regeringer. I sin første periode som ministerpræsident fra 1963-1964 stod han i spidsen for den første centrum-venstre-regering med deltagelse af Pietro Nennis socialister. Mellem 1969 og 1972 var Moro udenrigsminister. I 1976 blev han udnævnt til sit partis præsident og plæderede for en tilnærmelse mellem DC og PCI.

Fra sit fangenskab hos De Røde Brigader har Moro efterladt sig et stort antal breve og et politisk testamente, hvori han lagde kraftig afstand til sit parti. Kort efter drabet blev forløbet beskrevet i en dokumentarfortælling af forfatteren Leonardo Sciascia, L'Affaire Moro (1978, udvidet udgave 1983, oversat til engelsk som The Moro Affair i 1987).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig