Faktaboks

Enrico Letta
Født
20. august 1966

Enrico Letta (tv.) og den franske præsident, François Hollande. Foto fra 2013.

.

Enrico Letta er en italiensk politiker, premierminister 2013-2014 og leder af det store centrum-venstreparti Partito Democratico 2021-2023.

Enrico Lettas politiske virke før 2013

Enrico Letta var 1998-99 minister for europæiske anliggender; fra 1999-2001 var han industri- og handelsminister. Han var medlem af Europa-Parlamentet 2004-06, hvorefter han var sekretær for ministerrådet for Romano Prodis regering 2006-08. I 2009 blev han viceformand for Partito Democratico.

Italiensk regeringsleder

Efter det langvarige politiske dødvande i Italien efter valget i februar 2013 blev Enrico Letta i april 2013 udpeget til ny regeringsleder for en koalitionsregering. Letta er en moderat centrum-venstre-politiker og udpræget proeuropæisk. Allerede efter 10 måneder ved magten indgav Letta i februar 2014 sin afskedsbegæring efter voldsomme interne magtkampe i regeringen. Han efterfulgtes af Matteo Renzi, der selv havde spillet en aktiv rolle i partiets interne konflikt.

Herefter forlod Letta for en tid italiensk politik. Han meldte sig endog ud af Partito Democratico og flyttede til Paris, hvor han i 2015 blev dekan på universitetet Sciences Po.

Leder af Partito Democratico, 2021-2023

I 2021 blev han opfordret til at genindtræde som leder af Partito Democratico, hvilket han indvilgede i. Mario Draghi dannede kort efter regering, som Partito Democratico, nu anført af Letta, blev en del af. I løbet af Draghis regeringstid var Letta en af Draghis stærkeste støtter, og da regeringen brød sammen hen over sommeren 2022, og det resulterede i nyvalg, bedyrede Letta, at han ønskede at fortsætte Draghis politiske linje.

Ved valget i september 2023 tabte Letta og centrum-venstre imidlertid til højrefløjen, der kunne danne regering med Giorgia Meloni i spidsen, og Letta tog konsekvensen og trak sig som leder af Partito Democratico.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig