Da Frederik 2. døde i 1250, var hohenstaufernes rolle udspillet. Efter blodige magtkampe gav paven i 1265 kongeriget Sicilien til Karl 1. af Anjou, der med hård hånd ville gennemføre sin politik, men ved Den Sicilianske Vesper i 1282 blev franskmændene fordrevet fra Sicilien, og Peter 3. af Aragonien tog magten. Kejser- og pavemagtens tilbagegang åbnede vejen for selvstændiggørelsen af de norditalienske byer, der var i hænderne på guelfere eller ghibellinere. Byernes økonomiske opgang fortsatte i stigende tempo. Firenze og især Milano udviklede sig til europæiske storbyer med titusinder af indbyggere, og fx Firenzes uldindustri krævede import af råvarer fra Brugge, senere fra Spanien og England; de florentinske klæder blev kendt over hele Europa for deres høje kvalitet. Langsigtede investeringer gav basis for en udvidet pengeøkonomi. Firenze og Venedig prægede guldmønter (floriner og dukater) og udviklede et bankvæsen med kreditter, veksler og statslån til udlandet, især England. De florentinske banker gik i spidsen og ydede gennem deres filialer lån til paverne og til engelske og franske konger, der konkurrerede om uldhandelen. Købmandsgilder og håndværkerlav regulerede nøje investeringer, kvalitet og priser. Deres rigdom og indflydelse gjorde det i mange byer muligt for dem at tage magten. I 1293 fik Firenze således sin egen republikanske forfatning, der udviklede sig til et folkestyre med repræsentanter fra gilder og lav som styrende organ indtil 1430'erne, hvorefter Medicislægten gradvist tiltog sig magten i byen.
Alle byer udviklede efterhånden egne statsforfatninger, hvor konsulerne i løbet af 1200-t. blev afløst af en såkaldt podestà og/eller en capitano del popolo, folkets beskytter. Disse valgte embedsmænd fik større eller mindre politisk magt over byrådet. Mange byer kom i kortere eller længere tid i hænderne på udefrakommende kirkelige eller kejserlige embedsmænd. Tit skete det, at byernes condottièri eller andre valgte embedsmænd i perioder tog magten som despoter (signori) og standsede de heftige partistridigheder, fx i Milano.
Den kommercielle udvikling førte ofte til handelskrige mellem byerne, selvom man med alliancer og diplomati prøvede at bevare ligevægten. Specialiseringen blev dyrket i stort omfang; fx producerede Milano jernvarer og våben, Pisa læder og kvæg, Lucca silke; Siena blev bankby og Bologna centrum for universitetslivet. Genovas mægtige patricierfamilier søgte at dominere handelen på Orienten i konkurrence med Venedig, hvilket ofte medførte blodige krige. Venedig gik i løbet af 1200-t. af med sejren og blev Italiens førende stat, regeret af en kreds af adelsfamilier fra købmandsadelen.
I 1303 blev pave Bonifacius 8. taget til fange af Filip 4. den Smukke af Frankrig, og i 1309 blev pavestolen flyttet til Avignon i Provence, hvorefter de italienske købmandshuse i stigende udstrækning sendte repræsentanter dertil, og banker oprettede filialer. Pavedømmet blev afhængigt af den franske konge og organiserede en omfattende skatteopkrævning over hele Europa. Pave Johannes 22. prøvede energisk at føre krig mod alle ikke-guelfere, og alle ghibelliner i Pisa og Lucca samt familien Visconti i Milano, huset Savoyen i Piemonte, kong Frederik 2. af Sicilien og alle frafaldne i Kirkestaten blev udsat for bandlysning og bekriget med våben.
Johannes 22. foragtede den humanistisk orienterede kong Robert 1. den Vise af Neapel, men allierede sig alligevel med kongen og gjorde ham til kejserlig vikar i Italien i 1317. Paverne satte store pengesummer ind på en generobring af landet, hvilket gav grobund for, at lokale erobrere i kortere perioder dominerede større eller mindre områder.
I Rom forsøgte adelsmanden Cola di Rienzo i 1347 uden held at genskabe den romerske republik med sig selv som tribun, og Kirkestaten forsøgte i den efterfølgende periode at genoprette sin autoritet med blodige midler. Mange despoter, som havde taget magten over dele af Kirkestatens gamle område, etablerede sig i byerne, fx Malatesta i Rimini og Montefeltro i Urbino.
Hungersnød, forskellige condottierers hærgen samt pesten 1348-49 (den sorte død) gjorde store indhug i befolkningen. Til trods herfor prægede byernes købekraft og muligheden for import landet i midten af 1300-t. Efterhånden kunne såvel en del gamle, rige familier som nye kræfter takket være banker og kapital trække ny arbejdskraft til byerne, mens byernes opland i længere tid led under et befolkningstab. Generelt steg lønningerne for faglærte arbejdere, mens ufaglærte ofte klagede over høje madpriser.
I store dele af det pesthærgede Europa fik jøderne skylden for pesten; der opstod blodige pogromer, men i modsætning til den jødiske befolkning i det meste af det øvrige Europa havde jøderne i Italien igennem hele middelalderen levet under gode kår med stor og kvalificeret specialisering inden for mange forskellige erhverv, inden de ved middelalderens slutning blev ramt af forfølgelser.
I de italienske byer blev en ny borgerlig kultur grundlagt, som blev mønstergyldig for hele Vesteuropa. Milano kappedes med Venedig om at udrydde de mange despoter i det nordlige Italien, fx Scalaslægten i Verona og Carraraslægten i Padova. Derimod overlevede Gonzagaerne i Mantova og Esterne i Ferrara sammen med et utal af mindre despotfamilier, navnlig i Romagna og Umbrien. I Venedig holdt den aristokratiske forfatning sig, og i Firenze fortsatte folkestyret under Guelferpartiets førerskab. Kirkestaten var i fuldstændig opløsning efter Cola di Rienzos mislykkede forsøg på at genrejse Roms storhed, og kongeriget Neapel med Sicilien gik økonomisk stærkt tilbage. Den opløsning, som tog sin begyndelse med longobardernes fremtræden, fortsatte helt frem til renæssancen, og en af de få prominente patrioter, digteren Francesco Petrarca, sørgede i digtet Italia mia over det splittede hjemland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.