Denne artikel omfatter Maltas forhistorie indtil ca. 1000 f.v.t. Senere perioder behandles i artiklen om Maltas historie.

De ældste spor af mennesker på de øer, der i dag udgør republikken Malta, er fra ca. 5000 f.v.t., da bønder indvandrede fra Sicilien.

Tempeltiden i neolitikum

I neolitikum udvikledes på Malta en særegen kultur med verdens ældste stenbyggede templer. Deres opførelse begyndte ca. 3600 f.v.t. med ret små templer med trekløverformet grundplan bygget af mindre sten. Hurtigt udvikledes arkitekturen, og templer af imponerende dimensioner opførtes. I alt kendes 16 templer. Det største, Ġgantija påGozo fra ca. 3300 f.v.t., har til trekløverformen føjet endnu et par halvrunde rum. Det fremstår som to femkløverformede tempeldele, der åbner sig til en 50 m bred facade. Murene er bevaret til en højde af 7 m og er bygget af tonstunge sten. Ofte er templernes sten og stenbyggede altre udsmykket med spiralmønstre og relieffer af dyr. Til tempelkunsten hører også figurer af fede kvinder, bl.a. en næsten 3 m høj stenskulptur fra Tarxien, samt fallosfigurer. Tempelfolkets grave var klippegrave; ved Ħal Saflieni nær Tarxien er gravrummene udformet, så de nærmest udgør en kopi af et tempel med udhuggede portaler. Ved Brochtorrf's Circle på Gozo byggedes i tilknytning til gravhuler tempellignende rum, hvor der udførtes ritualer med de afdødes knogler.

Kobberstenalder og bronzealder

Ca. 2500 f.v.t. afsluttedes tempeltiden med ankomsten af et nyt folk, der brugte kobber og bronze til våben og redskaber, og som brændte de døde. Gravurner anbragtes i gravpladser, bl.a. i de delvis opfyldte ruiner af Tarxien-templet. Senere i bronzealderen, ca. 1500-700 f.v.t., opførtes befæstede bopladser på højtliggende plateauer. Bedst bevaret er Borġ-in-Nadur med rester af kæmpemæssige mure; her er endvidere fundet mykensk keramik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig