Caffè Grecos midterrum "Omnibussen". Foto Steen Fastholm.

.

Caffè Greco. Det store lokale bagtil. Foto Steen Fastholm.

.

Caffè Greco, Antico Caffè Greco, kunstnercafé i Rom i Via Condotti nr. 86. Caféen blev etableret i 1760, og den blev hurtigt mødestedet for mange af de kunstnere, der gæstede Rom i kortere eller længere tid. Her kom alverdens kendte malere, digtere, komponister og skribenter og drak deres kaffe eller Falernervin, læste aviser og gjorde hinandens bekendtskab.

Her kunne man således møde kultfigurerne Byron, Shelley og Goethe, men også Mark Twain, Wagner, Gounod, Bizet, Anatole France, Gogol, Thorvaldsen, H.C. Andersen, Ingemann, Oehlenschläger, Johanne Louise Heiberg, Holger Drachmann, Henrik Ibsen og Jonas Lie. Som de fleste andre kunstnere havde H.C. Andersen sin postadresse her, når han var i Rom.

Caféens midterrum er ganske smalt og går under navnet "Omnibussen". For enden af "Omnibussen" ligger et lokale, som i dag er et lille museum. Her er der udsmykninger på væggene udført af de besøgende kunstnere.

På H.C. Andersens tid i 1830'erne var dette lokale forbeholdt de lidt ældre stamgæster, der sad grupperet ved fire lange marmorborde. Ved de to af dem sad oftest russiske og tyske kunstnere, ved et tredje bord englændere og amerikanere. Det havde været Shelley, Keats og Byrons bord, og her sad Flaxman, Gibson, Turner m.fl. Bagest i lokalet kunne den skandinaviske koloni være samlet omkring det fjerde bord, bl.a. digterne Ludvig Bødtcher og Henrik Hertz, filosoffen Zeuthen, billedhuggeren Bissen og malere som Jerichau og Sonne.

Bertel Thorvaldsen, der havde sit værksted ikke så langt herfra, ved Piazza Barberini, fejrede sin "romerske fødselsdag" her hvert år - den 8. marts.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig