Campania.

.

Campania, syditaliensk region ved Det Tyrrhenske Hav; 13.595 km2, 5,8 mio. indb. (2014). Denne aflange region når i øst og nordøst langt op i Appenninerne; i øst udgør det nedre løb af floden Garigliano grænsen til Lazio. Hovedstaden er Napoli. De største byer foruden Napoli er Caserta, Benevento, Avellino og Salerno, der også giver navn til regionens øvrige provinser.

Tilnavnet Campania felice ('Det Lykkelige Campania') henviser til områdets naturskønhed, især landskaberne langs Det Tyrrhenske Hav med vulkanen Vesuv, Napoli- og Salerno-bugten samt øerne Capri og Ischia, og til det milde klima og den frugtbare og intensivt dyrkede slette ved Napoli med talrige gartnerier.

En stor del af den stats- og EU-støttede industriudvikling i Syditalien i sidste halvdel af 1900-t. er foregået omkring Napoli i et bælte langs motorvejsnettet mellem Capua og Caserta i nord og Salerno i syd. Her opstod over 25 år ca. 65.000 nye arbejdspladser, bl.a. i fly- og bilsamlefabrikker (FIAT, IVECO) og anden produktion af transportmidler (jernbanemateriel); desuden ved kysten statsstøttede stålværker og virksomheder. De vigtigste brancher er elektromekanik og landbrugsafledt fødevareindustri (frugt og grønt, pasta, tomatkoncentrat, tobak). Napolis og Salernos havne hører til Italiens mest trafikerede og har ruter til bl.a. Sardinien og Sicilien. Foruden industri er turisme et vigtigt erhverv, ligeledes koncentreret langs kysten.

De øvrige områder i regionen er mindre frugtbare og økonomisk uudviklede med landbrug præget af småbrug og en lav grad af mekanisering. Der er stor arbejdsløshed, især blandt unge, og forskellen mellem det rige kystområde og det øvrige Campania er øget.

I den østlige del af Campania når Appenninerne op i 2000 m højde ved Monte Milotto (2050 m). Undergrunden i regionen er aktiv med vulkaner og hyppige jordskælv; det seneste alvorlige fandt sted i 1984.

Historie

Græske kolonister grundlagde fra 750 f.Kr. de første byer i Campania, heriblandt Cumae og Napoli. Den etruskiske ekspansion i området blev standset af grækerne i et søslag ved Cumae i 474 f.Kr., og fra midten af 400-t. trængte oskisktalende stammer ned fra Appenninerne og erobrede store dele af Campania. Roms indflydelse blev mærkbar fra 300-t. f.Kr., men først efter Forbundsfællekrigen 90-88 f.Kr., da områdets indbyggere fik romersk borgerret, forsvandt de lokale sprog til fordel for latin. Campania oplevede en velstandsperiode i de første århundreder e.Kr., da Puteoli var Italiens største havn. Langs kysten havde mange rige romere prægtige sommervillaer, og navnlig Baiae var et fashionabelt badested. Et jordskælv i 62 e.Kr. anrettede ødelæggelser i mange campanske byer, og i 79 e.Kr. begravedes ved Vesuvs udbrud de tre byer Pompeji, Herculaneum og Stabiae.

I senantikken og tidlig middelalder blev Campania erobret af gotere, longobardere og byzantinere, inden normannerne indlemmede området i kongedømmet Sicilien. Senere blev Napoli hovedstad i kongedømmet Begge Sicilier, der eksisterede indtil Italiens samling i 1861.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig