Mantova, tysk Mantua, norditaliensk by midt på Poslettens bedste landbrugsjord 40 km syd for Verona; 48.800 indb. (2011).
Faktaboks
- Etymologi
-
Byens navn kommer af det antikke Mantua; den er muligvis opkaldt efter den etruskiske gud Mantus.
Tre søer omkranser den gamle bys velbevarede middelalder- og renæssancekerne og lægger afstand til byens nyere industri- og boligkvarterer. Søerne udgør hjertet i en regional naturpark, som i 1984 blev udlagt langs floden Mincio nordvest og sydøst for byen. I Mantova findes produktion af bl.a. fødevarer og byggematerialer samt kemisk industri. Legambiente, en italiensk miljøorganisation, placerede i 2005 Mantova på førstepladsen i en analyse af livskvaliteten i Italiens byer.
Byen er præget af, at den i 1400-t. var et kulturelt centrum; to af datidens mest fremtrædende kunstnere var knyttet til byen: L.B. Alberti og Andrea Mantegna. Kirkerne Sant' Andrea (1472) og San Sebastiano (1460-70), tegnet af Alberti, er hovedværker i europæisk arkitektur. Mantegna var knyttet til hoffet i Mantova fra 1459 og udførte udsmykningen af Camera degli Sposi ("Det malede værelse") i Castello di San Giorgio, der ligesom Palazzo Ducale indgår i Gonzagafamiliens store borgkompleks, påbegyndt i 1200-t; der er nu museum. Maleren og arkitekten Giulio Romano prægede byen i 1500-t.; hans betydeligste værk, Palazzo del Tè (1526-34), ligger uden for byen.
Imponerende iscenesættelser var en del af hofkulturen, og renæssancen var teatermæssigt Mantovas storhedstid. Mantegna forestod de storslåede virkemidler, ligesom også komponisten Claudio Monteverdi, hvis skelsættende opera L'Orfeo havde premiere i 1607, var knyttet til hoffet. Mantova blev tillige et knudepunkt for commedia dell'arte. Byen leverede i vidt omfang skuespillere til de europæiske hoffer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.