Hiroshima, japansk havneby ved Indlandshavet; 1,12 mio. indb. (2004); især kendt som målet for verdens første atombombe.
I dag er Hiroshima fuldt genopbygget, og en stor turisttilstrømning besøger bl.a. mindesmærkerne fra den dystre fortid: Fredsmindemuseet, Fredsmindehallen, Bombehallen og Fredsflammen, der alle ligger i mindeparken lige under eksplosionens centrum, ground zero. Hiroshima er igen en vigtig industriby med bl.a. skibsværfter, maskin-, tekstil- og fødevareindustri; bl.a. fremstilles her risbrændevinen sake.
Hiroshima blev i 1500-t. grundlagt som en borgby af feudalherren Terumoto Mori og var i Tokugawaperioden 1603-1868 det blomstrende centrum i Asanno-lenet. Ved Meijirestaurationen i 1868 blev byen desuden militært centrum og sæde for mange højere uddannelsesinstitutioner.
Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.
Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var Hiroshima en vigtig industriby og militært center (344.000 indb. i 1940). Den 6.8.1945, kl. 8.15 om morgenen lokal tid, blev byen genstand for et atombombeangreb, da det amerikanske B 29-bombefly Enola Gay kastede uranbomben Little Boy. Hiroshima blev reduceret til en ruinhob ved en kombination af trykbølge og varmestråling, og de omfattende brande resulterede i en ildstorm. Hertil kom den radioaktive stråling, hvis virkning i de følgende måneder øgede antallet af omkomne. Det anslås, at det samlede antal døde ved nedslaget og i løbet af den første kritiske fase på to til fire måneder kom op på mellem 70.000 og 100.000, muligvis 120.000.
Den 9.8.1945 faldt den anden og sidste atombombe i krigen over byen Nagasaki.
Se videoklip:
Viser 1-1 af 1
I forbindelse med artiklen om de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki savner jeg en vurdering af, hvor meget de to bomber forkortede krigen mellem USA og japan og hvor mange soldaters liv på begge sider samt civile japaneres liv, der blev blev sparet som følge af japanernes omsider erkendelse af, at slaget var tabt. Hvis krigen var fortsat havde Sovjetunionen jo også for alvor nået at komplicere situationen. De nåede vist kun at besætte nogle nordlige øer.
Viser 1-1 af 1
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki