Honshu. Landskab på det centrale Honshu. De stejle, skovklædte bjerge afløses i en skarp overgang af terrasserede rismarker, bebyggelsen ligger på kanten af bjergskråningen, og agerjorden når helt op til husgavlen; alle tre landskabselementer er karakteristiske udtryk for det uhyre pres på landbrugsjorden, som har kendetegnet Japan i mange hundrede år.

.

Honshu, den største af de fire japanske hovedøer; 230.000 km2, 103 mio. indb. (2005). En meget stor del af Japans befolkning bor på Honshu, og her ligger alle de vigtigste centre for handel, industri, administration og kultur. Aktiviteterne ligger især i et 700 km langt bybånd fra Tokyo i øst til Hiroshima i vest langs med Stillehavet og Indlandshavet.

Som i det øvrige Japan er terrænet domineret af bjerge af vulkansk oprindelse; i nord-syd-gående retning løber en række vulkanske strøg, og store dele af den i gnsn. meget tætbefolkede ø er ubeboede skovområder. Bebyggelsen, rismarkerne og industrien ligger på de flade sletter mellem bjergene og langs med kysten; de er dannet af vulkansk nedbrydningsmateriale og er ganske frugtbare. Klimaet er tempereret til subtropisk med store forskelle mellem nord og syd og mellem øst og vest. Se også Japan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig