2. Verdenskrig. En amerikansk frontfotograf fastholdt det øjeblik, da amerikanske marineinfanterister 23.2.1945 rejste Stars and Stripes på øen Iwo-jima efter et af Stillehavskrigens blodigste slag.

.

Iwo-jima, Io-jima, den største af Vulkanøerne i den vestligste del af Stillehavet; 20 km2. Øerne blev annekteret af Japan i 1891 og var under 2. Verdenskrig en vigtig militærbase.

Efter tre måneders bombardementer blev Iwo-jima i februar 1945 invaderet af det amerikanske marinekorps, som her udkæmpede et af Stillehavskrigens blodigste slag. 4000 amerikanere og 20.000 japanere faldt under de månedlange kampe. Øens højeste punkt, Suribashi, blev indtaget 23. februar, og et billede af marinere, der rejser Stars and Stripes på bjergtoppen, gik verden rundt og blev symbol på de allieredes endelige sejr og på marinekorpsets råstyrke og tapperhed. I 1968 blev Vulkanøerne givet tilbage til Japan.

Iwo-jima er også navnet på en anden, mindre kendt japansk ø syd for Kyushu. Navnet kommer af det japanske ord for svovl, og indtil 1964 blev der udvundet svovl på øen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig