Meijirestaurationen

Meijirestaurationen var en reformperiode i Japan i sidste halvdel af 1800-tallet. Egentlig betegner Meijirestaurationen revolutionen i 1868-1869, da Tokugawa-shogunatet blev bragt til fald, og kejseren fik tilbagegivet sin magt.

I bredere forstand dækker begrebet tiden 1854-1877, i nogle fremstillinger frem til 1890. I den periode blev Japan omstillet fra et lukket land ledet af et militærbureaukrati til et kapitalistisk industrisamfund med stormagtsambitioner og kejseren som politisk samlende figur.

Den 3.1.1868 førte samuraier fra Satsuma, Choshu, Tosa og Hizen len an i et kup og dannede et kabinet under kejser Mutsuhito. Siden valgte de meiji 'oplyst styre' som periodebetegnelse, og regeringsbyen Edo blev omdøbt til Tokyo.

I 1869 blev kejserens residens flyttet til Tokyo, og de sidste tilhængere af det gamle styre overgav sig. En årsag til kuppet var nogle ulige traktater, som USA og flere europæiske lande siden 1854 havde tvunget det gamle styre til at indgå. Under sloganet "rig nation, stærk hær" ville regeringen opbygge en nation, der var ligeværdig med stormagterne, og have traktaterne genforhandlet.

Alle spor af feudaltiden i religiøse og sociale strukturer skulle væk, befolkningen uddannes, og industrier, infrastrukturer og en værnepligtig hær opbygges. De første skridt til at blive stormagt blev taget i 1874 med indlemmelsen af Okinawa samt en ekspedition mod Taiwan. I 1877 gjorde en samuraihær, ledet af Takamori Saigo, oprør mod reformerne, men den blev nedkæmpet af den nye hær.