Gwangju, by i den sydvestlige del af Sydkorea; 1,46 mio. indb. (2010). Byen er en af landets ældste og har i 2000 år været center for handel og administration. Den industrielle udvikling indledtes med bygningen af jernbanen til Seoul i 1914 og tog yderligere fart i 1960'erne med bl.a. en stor bilproduktion. Gwangju har mange gamle templer og historiske mindesmærker; i 1980 blev den kendt som center for Majoprøret; se Sydkorea (historie). Under ledelse af den senere præsident Chon Doo-Hwan blev opstanden blodigt nedkæmpet. Byens første undergrundsbane blev åbnet i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold 2002.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.