• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kim Dae-Jung

Oprindelig forfatter GHe Seneste forfatter Redaktionen

Kim Dae-Jung, 3.12.1925-18.8.2009, sydkoreansk politiker; præsident 1998-2003. Kim var præsidentkandidat 1971, men tabte til Park Chung-Hee og blev herefter en af landets førende oppositionspolitikere.

I 1973 blev han kidnappet af sydkoreanske agenter og kom i husarrest. Han blev fængslet 1976 for undergravende virksomhed og gjort ansvarlig for Gwangjuoprøret 1980: Han blev dødsdømt, men løsladt i 1982 og var siden flere gange præsidentkandidat.

Kim blev præsident i 1998 og bestræbte sig på at åbne landets økonomi i forhold til omverdenen. Over for Nordkorea gennemførtes en såkaldt solskinspolitik, hvor man påbegyndte en tilnærmelse. Et højdepunkt var topmødet i Pyongyang i 2000, hvor Kim mødtes med Nordkoreas leder, Kim Jong-Il.

Samme år modtog Kim Nobels Fredspris for denne politik og for sin livslange kamp for demokrati og menneskerettigheder.

Hans politiske eftermæle blev plettet af vedholdende påstande om økonomiske uregelmæssigheder i forbindelse med åbningen af Nordkorea, og af at hans to sønner begge blev dømt for korruption.