Nordkorea. Må Korea stråle i 10.000 år! står der på banneret i forgrunden. På årsdagen for udbruddet af Koreakrigen afholdes hvert år på Kim Il-Sungpladsen i Pyongyang et masseoptrin, hvor festklædte nordkoreanere demonstrerer deres loyalitet over for regimet. Sådanne tilbagevendende manifestationer har til formål at opdyrke og vedligeholde en fysisk fornemmelse af, at ledelsen, landet og folket er en organisk enhed. Fotografi fra den 25. juni 1993.

.

Om Nordkoreas historie før ca. 1950, se Korea. Efter 2. Verdenskrig overgav japanerne kolonien Korea til de allierede, der havde aftalt en deling ved den 38. breddegrad; den nordlige del blev okkuperet af den sovjetiske hær. Den 9.september 1948 blev Den Demokratiske Folkerepublik Korea oprettet med Kim Il-Sung som leder og formand for Det Koreanske Arbejderparti (kommunistpartiet), hvorefter Den Røde Hær forlod landet. Kort forinden var den provestlige Republikken Korea (Sydkorea) blevet dannet. Opdelingen kom hurtigt til at afspejle den kolde krig, og den 25. juni 1950 udbrød Koreakrigen, da Nordkorea invaderede Sydkorea for at "befri" landet og genforene de to. Krigen havde Nordkorea og Kina, der intervenerede i november 1950, på den ene side og Sydkorea og FN på den anden. Koreakrigen blev afsluttet med våbenstilstandsaftalen den 27. juli 1953.

Nordkoreas situation efter 1953 blev præget af forholdet til nabolandene: I nord de to rivaliserende kommunistiske lande Kina og Sovjetunionen, hvis støtte man var afhængig af, og i syd et system, som orienterede sig mod især USA, der opretholdt en militær tilstedeværelse i Sydkorea. Nordkorea valgte en selektiv isolationspolitik og udviklede en statsideologi, juche, som fremhævede økonomisk, politisk og kulturel uafhængighed. Med lederkulten omkring Kim Il-Sung søgte koreanerne at etablere et politisk system i overensstemmelse med landets traditionelle politiske kultur, hvor en magtfuld leder skulle vise omsorg over for befolkningen, de loyale undersåtter. At Kim Jong-Il i 1994 og Kim Jong-Un i 2011 kunne overtage deres fædres lederrolle, viste, at det politiske system i højere grad bygger på den traditionelle koreanske politiske kultur end på kommunistisk ideologi.

Landets internationale isolation, som oprindelig var selvvalgt og fremhævet som en styrke, kom til at besegle Nordkoreas skæbne. Med Sovjetunionen og de øvrige socialistiske landes sammenbrud, Kinas overgang til en dirigeret markedsøkonomi og oprettelse af diplomatiske relationer med Sydkorea stod Nordkorea fra begyndelsen af 1990'erne reelt alene.

Den nordkoreanske selvhjælpsideologi, juche, overlevede ikke den kommunistiske verdens sammenbrud. Efter flere år med misvækst, oversvømmelser og tørke i 1990'erne måtte Nordkorea opgive selvforsyningsstrategien, og landet har siden begyndelsen af 1990'erne været afhængigt af udenlandsk bistand. Mens nabolandene gennemførte en politisk og økonomisk nyorientering, fastholdt det nordkoreanske regime en model tilsyneladende uden fleksibilitet. En relativt avanceret våbenteknologi er et af landets få aktiver, men er samtidig den faktor, der skaber konflikt med omverdenen. Regimet nægtede flere gange adgang for inspektører fra IAEA (International Atomic Energy Agency), og den fortsatte nordkoreanske militære forskning i bl.a. missilteknologi betragtedes med bekymring fra såvel Sydkorea som Japan; landet affyrede flere gange prøvemissiler ud over Det Japanske Hav, hvilket førte til alvorlige kriser med nabolandene, og regimet hævdede desuden at være i besiddelse af atomvåben. Sydkorea og Kina er de vigtigste udenlandske aktører i forhold til den Nordkoreanske reformproces. Afgørende for landets fremtid – og for en mulig genforening af Korea – er imidlertid USA's politik og rolle i regionen.

Det anspændte forhold til USA blev yderligere forværret da USA's præsident George W. Bush i 2002 betegnede Nordkorea som del af en "ondskabens akse" og da landet i 2006 foretog en atomprøvesprængning. I 2007 blev der indgået en aftale med IAEA, som gav adgang for inspektører med henblik på at afmontere atomvåbenprogrammet. Reaktoren i Yongbyon blev lukket ned og til gengæld fik landet økonomisk støtte og fødevarehjælp fra omverden. I løbet af 2008 forværredes landets forhold til omverden igen, bl.a. i forbindelse med testaffyringer af missiler, og der blev indført hårde sanktioner. I maj 2009 gennemførte Nordkorea igen en atomprøvesprængning, hvilket medførte omfattende fordømmelser fra hele verden, inklusive Kina. Fordømmelserne blev måneden efter fulgt op af yderligere sanktioner, bl.a. vedr. ransagning af nordkoreanske skibe i internationalt farvand. Nordkorea havde før vedtagelsen af santionerne i FN varslet, at man ville betragte ransagninger som en krigshandling, og umiddelbart efter vedtagelsen af sanktionerne i FN proklamerede landet, at det ville gennemføre et atomvåbenprogram.

Spændningen på Den Koreanske Halvø blev øget yderligere med sænkningen af det sydkoreanske flådefartøj Cheonan den 26. marts 2010; det blev konkluderet, at Nordkorea stod bag, om end landet selv benægtede det. Episoden førte juli samme år til skærpede sanktioner fra USA. I november 2010 afslørede Nordkorea, at landet havde sofistikeret udstyr til berigelse af uran og dermed en større kapacitet til at fremstille atomvåben end tidligere troet. Senere samme måned bombarderede Nordkorea den sydkoreanske ø Yeonpyeong og Sydkorea besvarede ilden. Spændningsniveauet vurderedes herefter til at være på sit højeste niveau siden Koreakrigen.

Efter Kim Jong-Ils død i 2011 overtog hans søn, Kim Jong-Un magten; det blev dermed understreget, at Nordkorea reelt er et monarki under ledelse af Kim-dynastiet. Kim Jong-Uns magtovertagelse ledsagedes af udskiftninger af adskillige personer i øverst i magthierarkiet. Hans kontrol med militæret blev slået fast med en atomprøvesprængning i februar 2013, som tjente til en yderligere isolering af Nordkorea. Også Kina, landets eneste allierede, kritiserede sprængningen. I januar 2016 proklamerede Nordkorea at man havde sprængt en lille brintbombe. Dels bidrog det til at øge spændingen i regionen, dels steg bekymringen for om landet snart vil være i stand til at fremføre nukleare våben med interkontinentale missiler. Sprængningen blev fordømt af det internationale samfund og også kritiseret kraftigt af Kina, der ikke var blevet orienteret på forhånd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig