Ili Kasakh Autonome Distrikt, formelt selvstyrende område i Kina oprettet 1954 i den nordvestlige del af Xinjiang mod grænsen til Kasakhstan og Mongoliet. 350.000 km2, 3,88 mio. indb. (2000), hvoraf han-kinesere udgør 45%, kasakher 25% og en række øvrige minoriteter, bl.a. uygurer og mongoler, resten. Området har sit navn fra floden Ili, der udspringer i Tian Shan-bjergene og danner en frugtbar flodslette på sin vej mod vest til Kasakhstan, hvor den udmunder i Balkhasjsøen. I Ilidalen ligger hovedstaden Yining, der er præget af både kinesisk og russisk byggestil. Grænsen til Mongoliet udgøres af de skovklædte Altajbjerge, som afvandes til Kasakhstan af floden Ertix (Irtysj). Altaj rummer store mineralforekomster, specielt guld. Hovedparten af kasakher og mongoler lever fortsat af halvnomadisk kvægavl (får, heste, kvæg, kameler) på græsstepperne og Tian Shan- og Altajbjergenes skråninger. Hovedparten af de tilflyttede han-kinesere lever enten i byerne, bl.a. som minearbejdere, eller som agerbrugere inden for systemet af statsfarme. 1871-81 hørte Ili-regionen til Rusland, og i Sovjetperioden var den russiske indflydelse meget stærk.