Shandong.

.

Shandong, Shantung, provins i det østlige Kina; 156.700 km2, 95,8 mio. indb. (2010). Hovedstad: Jinan. Siden 1980'erne er Shandong blevet en af Kinas hurtigst voksende regioner og et økonomisk kraftcenter. To tredjedele af provinsen ligger på Den Nordkinesiske Slette med Huang He (Den Gule Flod) og Kejserkanalen. Denne vestlige del af provinsen er en frugtbar, tætbefolket flodslette. Mod øst rejser højlandet sig mod Shandongmassivet, der engang var en ø og stadig rager op som en sådan over det omgivende lavland, der er dannet af Huang Hes aflejringer. Det højeste punkt, Tai Shan (1524 m), er et af Kinas hellige bjerge.

Shandong har et varmt tempereret monsunklima med mere end 200 frostfrie dage. Den årlige nedbør varierer fra 550 til 1200 mm og er størst i de sydøstlige egne. Nordvestlige vinde gør vintrene kolde og tørre, mens SØ-monsunen giver varme, regnfulde somre. 60% af provinsen er opdyrket, og mange steder dyrkes der tre afgrøder på to år. Shandong er en af Kinas vigtigste producenter af hvede, bomuld, olieplanter, frugt, grøntsager, kød og havprodukter. Desuden dyrkes majs, hirse, vandmeloner og frugter; i hele provinsen dyrkes vindruer, som bl.a. bliver til vin, brandy og vermouth. Hertil kommer jordnødder, som især dyrkes på Shandonghalvøen.

En sjettedel af Kinas kystlinje ligger i Shandong. Her hentes en lang række produkter, bl.a. fra havbrug. Provinsen er førende i eksport af rejer, kammuslinger og andre delikatesser fra havet.

Shandong har en lang tradition for tobaksdyrkning og for den brunlige tussah-silke, fremstillet af de vilde silkesommerfugles kokoner (herfra navnet shantungsilke). Området er kendt som stedet, hvorfra Kinas lertøj, porcelæn og silkeproduktion stammer, og der er flere berømte centre for kunsthåndværk. Øl fra Qingdao er landets mest kendte.

Shandong har en betydelig mineproduktion; resurserne af kul, olie, jern, bauxit og diamanter er af national betydning. Provinsen har en del sværindustri og Kinas tætteste vejnet. Et stort jernbanenet er vokset op om landbrugs- og industricentrene med forbindelser til Beijing og Shanghai foruden Qingdao og Yantai, havnebyer for udenrigshandelen.

Shandong regnes blandt de ældste og vigtigste områder for den kinesiske kulturs udvikling. Gennem de seneste ca. 1000 år har Shandong været vigtig for transporten af forsyninger fra syden til Beijing og den nordlige grænse, normalt ad Kejserkanalen, men i perioder også langs kysten. Fra slutningen af 1700-t. var der større oprør; bl.a. havde Bokseropstanden i 1900 sit udspring i Shandong. Provinsen var fra slutningen af 1800-t. tysk interesseområde.

Shandongspørgsmålet

Som britisk allieret under 1. Verdenskrig overtog Japan kontrollen med Shandong efter Tyskland. Versaillestraktatens anerkendelse i 1919 af Japans kontrol udløste stærke protester fra Kina. Først med Washingtonkonferencen 1921-22 trak Japan sig ud mod en erstatning fra Kina. Spørgsmålet var i Kina en medvirkende årsag til dannelsen af Fjerde maj-bevægelsen 1919 og af Kinas Kommunistiske Parti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig