Det Store Spring Fremad

Folkerepublikken Kina blev etableret i 1949. Efter den første kinesiske femårsplan fra 1953 til og med 1957 lancerede Mao Zedong en ny strategi baseret på uafhængighed og selvforsyning, som kaldtes Det Store Spring Fremad. Kinas økonomi skulle fortsat ikke baseres på markedskræfter, men i stedet på Kinas største ressource, nemlig folket. Den centralistiske femårsplan-tænkning skulle dermed nedtones. Målet var at mobilisere folket eller masserne (som folket kaldes i den kommunistiske retorik) og sikre et større økonomisk udbytte ad den vej.

Målet var at skabe en konkurrence mellem de forskellige provinser i Kina om at være den mest produktive. Det skulle være vækst-motoren. På lavere niveauer skulle man arbejde i hold, og lønnen blev givet efter både arbejdsindsats og personlig indstilling. Der var imidlertid få incitamenter til at arbejde hårdere, fordi den enkelte var afhængig af, at hele arbejdsholdet præsterede. Årsagen var imidlertid også, at der var meget lidt at købe, hvis man endelig havde fået lidt flere penge.

Allerede i femårsplanens andet år i 1954 blev Gao Gang som dens hovedarkitekt afsat. Ved afslutningen på femårsplanen var der i Kommunistpartiet en udbredt holdning om, at det kinesiske landbrug endnu ikke var i stand til at producere det overskud, som var nødvendigt, hvis den forcerede industrialisering som i Sovjetunionen skulle blive til noget. Mange mente derfor, at landdistrikterne burde opprioriteres i den kinesiske økonomiske udvikling. For at få nye ideer til, hvilken vej man i stedet skulle gå efter den første delvist mislykkede femårsplan, lancerede Kommunistpartiet kampagnen "Lad hundrede blomster blomstre".

Kampagnen inviterede befolkningen til at kritisere den hidtidige centraliserede udviklingsmodel og samtidig komme med andre og bedre forslag til en sådan. Da befolkningen tog kampagnen alvorligt og begyndte at kritisere manglen på demokrati og regeringens fejltagelser, lancerede Kommunistpartiet imidlertid en mod-kampagne under navnet "Mod højredrejningen", som var vendt mod de alt for kritiske svar på "Lad hundrede blomster blomstre"-kampagnen. Godt nok måtte den kinesiske befolkning gerne kritisere, men kritikken måtte ikke rettes imod selve det kommunistiske politiske system. Det er holdning fra den kinesiske ledelses side gentages gang på gang, bl.a. af både Deng Xiaoping og Xi Jinping.

Det var i forbindelse med Det Store Spring Fremad (især i 1958-59), at de såkaldte folkekommuner blev skabt i Kina. Folkekommunerne var økonomiske og administrative enheder, der bestod af en samling af cirka ti landsbyer.

Ideen bag var, at der skulle ske en decentralisering af industrialiseringsprocessen, hvor også landsbyerne blev inddraget. I 1958 var der cirka 26.000 folkekommuner. Grundenheden i folkekommunen kaldtes arbejdsholdet, som bestod af 20-30 familier. Arbejdsholdet tog sig af jorden og udarbejdede produktions- og salgsplaner for afgrøder og husdyrprodukter. Næste organisatoriske trin i folkekommunen var brigaden bestående af 150-300 familier, som tog sig af de større landbrugsarbejder, vandingsanlæg, kanaler og mindre industrivirksomheder. Selve folkekommuneorganisationen skulle samle trådene, tage sig af administrationen, af de større industrivirksomheder i området, skolerne og koordinationen i forhold til andre folkekommuner.

Tanken med at lade industrialiseringen foregå i folkekommunerne (i stedet for omkring byerne, som femårsplanen havde lagt op til) var, at koblingen mellem lokalsamfundene og industrialiseringen blev større. Som resultat af strategien om Det Store Spring Fremad voksede der i 1958 over syv millioner små industrivirksomheder op i landsbyerne over det ganske Kina, hvori der produceredes alt fra cement og stål over kunstgødning til forbrugsvarer. Strategien, antog man, ville have som konsekvens, at Kina i løbet af omkring 15 år allerede ville have overhalet Storbritannien på det industrielle område.

Virkeligheden blev ganske anderledes. De mange små industrivirksomheder viste sig at være overordentligt ineffektive. De medførte et kolossalt ressourcespild på grund af manglende fagkundskab. Samtidig blev landbruget i nogen grad forsømt, og da der oven i købet stødte tørke til, var følgen af Det Store Spring Fremad-strategien, at eksperimentet endte i en menneskelig og økonomisk katastrofe. Maos viljebaserede industrialiseringsstrategi stødte ind i virkelighedens mur. Det var ikke nok, at arbejderne havde den rette revolutionære indstilling. Fagkundskaben og en hensigtsmæssig erhvervsstruktur var også i høj grad vigtig.

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde. Normen for en voksen person er cirka 2800 kalorier. Man regner med, at mellem 20 og 43 millioner kinesere omkom som følge af Det Store Spring Fremad-eksperimentet i form af industrialiseringen i folkekommunerne. Det skyldtes både den fejlslagne strategi og tørken.

Katastrofen medførte en fuldstændig omkalfatring af politikken fra Det Store Spring Fremad i en mere vækstorienteret retning. Genopretningen efter den fejlslagne Det Store Spring Fremad-strategi blev lagt i hænderne på den senere leder, Deng Xiaoping. Nu skulle der igen lægges mere vægt på ekspertise og mindre vægt på den rette kommunistiske indstilling. Mao mente imidlertid, at Dengs strategi fik Kina til at bevæge sig for langt væk fra kommunismen, og op gennem 1960’erne blev han stadigt mere utilfreds med den drejning, Kina var ved at tage. Det var baggrunden for, at Mao tog initiativet til Kulturrevolutionen.

Alt i alt er ”Det Store Spring Fremad”-kampagnen en af de blodigste i verdenshistorien. Det Store Spring Fremad fik således katastrofale økonomiske og menneskelige konsekvenser.

• Kulturrevolutionen