Feng Yuxiang, 6.11.1882-1.9.1948, kinesisk krigsherre. Feng, der i sin ungdom konverterede til kristendommen, kontrollerede i begyndelsen af 1920'erne store dele af Nordkina, inklusive Beijing, men blev fordrevet af Zhang Zuolin. Han fik derpå støtte fra Sovjetunionen og allierede sig med Guomindang. I 1928 erobrede Feng atter Beijing, og året efter frigjorde han sig fra Guomindang, men blev snart efter tvunget i eksil. I 1933 ledte han et mislykket forsøg på at føre en hær af frivillige mod japanerne. Feng rejste i 1947 til USA, hvor han ihærdigt kritiserede Chiang Kai-shek. Han omkom ved en brandulykke ombord på et sovjetisk skib i Sortehavet.