Kina. I forbindelse med Det Store Spring Fremad blev der blandt andet lanceret en kampagne til udryddelse af småfugle, idet man mente, at fuglene gjorde indhug i høstudbyttet. Denne kærre transporterer i 1370 døde spurve, og på banneret står: Krigstrofæer fra en enkelt dags kamp. Fuglene blev enten fanget i fælder eller udmattet til døde af folk, som frembragte konstant støj ved at slå på gryder og pander. Kampagnen gav bagslag, idet faldet i fuglebestanden førte til en tilvækst af de insekter, som fuglene levede af. Foto fra 1958.

.

Kina. Perioden fra ca. 1930 til 1949.

.

Kina. Allerede i 1700-tallet fremkom kejserlige advarsler mod opiums skadelige virkning på helbredet, men det var først, da importen i 1830'erne blev en økonomisk trussel, at der blev skredet hårdt ind med Opiumkrigen til følge. Efter nederlaget måtte kineserne fortsat acceptere importen, og det var først i Folkerepublikken efter 1949, at skikken med rygning for alvor gik tilbage. I 1990'erne er der igen opstået betydelige problemer i forbindelse med opium, heroin og lignende. Stik af opiumshule af G. Paterson fra midten af 1800-tallet efter tegning af T. Allom.

.

Kina. Hær og folk er som én stor familie — den officielle titel på dette billede fra 1974. I 1960'erne og 1970'erne blev Folkets Befrielseshær i propagandaen holdt frem som et forbillede for resten af samfundet, hvad politisk bevidsthed, uselviskhed og flid angik. Samtidig blev hæren fremstillet som symbolet på Kinas enhed på tværs af etniske skel. Her trakteres fire soldater med te af en ældre mongolsk kvinde. Scenen udspilles i en traditionel mongolsk jurte, idet dog kvindens moderne og revolutionære holdning fremgår af vægudsmykningen i baggrunden.

.

Kina. Den Kinesiske Mur er ca. 2500 kilometer lang og strækker sig gennem Kina fra Liaodonbugten til det vestlige Gansu. Den nuværende mur er bygget i det sene Mingdynasti i 1368-1644.

.

Kina. Qindynastiet.

.

Kina. Perioden ca. 700-1400.

.

Kina. Perioden ca. 1600-1900.

.

Kina. I nærheden af den første Qinkejsers grav (d. 210 f.v.t.) nær Xi'an blev der i 1977 udgravet denne grav med lerfigurer af krigere. Selve kejsergraven er endnu ikke udgravet; man regner med, at der også i andre retninger i forhold til graven kan gøres tilsvarende fund. Massehærens figurer er i fuld menneskestørrelse, og hver figur er udført med blandt andet individuelle ansigtstræk. Kejseren søgte således med alle midler at forlænge livet og opnå udødelighed.

.

Kina. Mao Zedong på Den Lange March. Kommunisterne iværksatte i 1934 en flugt vestover, som gennem et års ufattelige strabadser førte Den Røde Hær fra Sydøst- til Nordvestkina. Marchen kostede de fleste deltagere livet. De overlevende blev til gengæld det socialistiske Kinas helte og ledere. Mao var ved marchens begyndelse i unåde hos partiledelsen, men opnåede efterhånden en lederrolle både militært og politisk. Han var ofte syg og afkræftet og måtte enten bæres eller ride.

.

Den kinesiske histories territorium er ideelt set det moderne Kinas territorium med Taiwan, Hongkong, Macao og øerne i Det Sydkinesiske Hav og naturligvis de store områder mod nord, vest og syd, hvor der bor betydelige ikke-kinesisktalende minoriteter, og hvor især store områder i vest, for eksempel Tibet og Xinjiang, først blev en del af det kinesiske rige i 1700-tallet.

Inden de indgik i Kina, har mange af disse områder haft en rig og varieret historie, som fortjener en selvstændig plads i vor historiske viden om det nuværende Kina; men i både kinesisk og udenlandsk historieskrivning nævnes de oftest kun, når de har været en del af eller i krig med det kinesiske rige eller har været opfattet som en del af den dynastiske følge. En bivirkning er, at der i moderne kinesisk historieskrivning kan anes en tendens til, at så godt som alle krige indtil mødet med europæerne i 1800-tallet fremstilles som borgerkrige mellem folkeslag og stater, der nu er en del af Kina.

Overblik over Kinas historie

Periode Begivenhed
ca. 7000 f.v.t. De tidligste kendte bosættelser med agerbrug i Kina.
ca. 1650-ca. 1000 f.v.t. Shangdynastiet. Skriften udvikles i sen Shangtid.
ca. 1000-255 f.v.t. Zhoudynastiet. De vigtigste filosofiske retninger kan føres tilbage til perioden efter ca. 500 f.v.t.
221 f.v.t. Qindynastiet. Kejsertiden indledes.
206 f.v.t. Qin styrtes af Liu Bang, der bliver Handynastiets første kejser.
65 Kejserligt initiativ for at fremme buddhismens indførelse fra Centralasien.
220 Handynastiet falder. Kina opdeles.
589 Suidynastiet opnår magten i hele Kina.
618 Tangdynastiet etableres. Embedsmandsapparatet udbygges. Kulturel opblomstring, der kulminerer i første halvdel af 700-tallet
751 Kina lider nederlag til araberne ved Talasfloden i det sydlige Kasakhstan; den kinesiske fremtrængen mod vest standses.
755 An Lu-shans oprør. Xi'an plyndres. Kejseren flygter til Sichuan. Tangdynastiet svækkes afgørende.
907-996 Mellem Tangdynastiets sammenbrud og etableringen af Songdynastiet regerer fem kortvarige dynastier og 10 mindre stater i Sydkina.
1115-1234 Det manchuriske Jindynasti regerer i Nordkina.
1211 Mongolerne angriber Kina.
1271 Khubilai Khan grundlægger det mongolske Yuandynasti med hovedstad i Beijing.
1279 Songdynastiet falder.
1368 Mingdynastiet grundlægges. Nanjing bliver hovedstad.
1421 Beijing bliver hovedstad.
1405-1433 Admiral Zheng Hes ekspeditioner til Arabien, Afrikas østkyst og sydøstkyst.
1550'erne Portugisisk styre i Macao. Fra ca. 1600 begynder andre europæiske lande at handle med Kina.
1644 Mingdynastiet styrtes af manchuer, der opretter Qingdynastiet.
1839-1842 Opiumkrigen.
1850-1864 Taipingoprøret.
1855-1877 Muslimske oprør i dele af Kina.
1856-1860 Arrow-krigen. Kina i krig med Storbritannien og Frankrig.
1883-1885 Kinesisk-franske Krig.
1894-1895 Første Kinesisk-japanske Krig. Taiwan afstås til Japan.
1898-1901 Bokseropstanden.
1912 Qingdynastiet og dermed det kinesiske kejserdømme falder. Sun Yat-sen bliver præsident, men må gå i eksil i 1913.
1916-1928 Krigsherrer dominerer den politiske magt i Kina.
1921 Kinas Kommunistiske Parti (KKP) grundlægges.
1928-1949 Guomindang (GMD) under ledelse af Chiang Kai-shek styrer formelt Kina.
1931 Japan erobrer Manchuriet.
1932 Manchuriet bliver selvstændigt som Manchukuo, men er reelt en japansk lydstat.
1934-1935 Den Lange March.
1937 Japan angriber Kina. Nanjing-massakren.
1946-1949 Borgerkrig mellem GMD og KKP.
1949 Oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik.
1950 Kinesiske tropper rykker ind i Tibet.
1950-1953 Koreakrigen. Kina deltager på Nordkoreas side.
1958-1960 Det Store Spring Fremad-kampagnen forsøger at øge produktionen. Det mislykkes, og den fejlslagne politik medfører en hungerkatastrofe.
1959 Tibetansk opstand i Lhasa nedkæmpes.
1960 Kina bryder med Sovjetunionen.
1966-1976 Kulturrevolutionen.
1971 Folkerepublikken Kina får sæde i FN.
1972 Præsident Nixon besøger Kina.
1976 Zhou Enlai og Mao Zedong dør. Opgør med Firebanden.
1978 Deng Xiaoping bliver Kinas reelle leder. Reformpolitikken indledes.
1989 Studenterdemonstrationer i Beijing og begyndende organisering af utilfredse arbejdere. Demonstranterne nedkæmpes af militæret. Vestlige sanktioner mod Kina. Jiang Zemin bliver generalsekretær for KKP.
1997 Deng Xiaoping dør. Hongkong gives af Storbritannien tilbage til Kina.
2001 Kina bliver medlem af WTO.
2002 Hu Jintao bliver generalsekretær for KKP.
2008 De olympiske lege afholdes i Beijing.2012
2012 Xi Jinping bliver generalsekretær for KKP, genvælges i 2017 og 2022.
2020 Der konstateres covid-19 udbrud i Wuhan.
2022 Det kinesiske befolkningstal begynder at falde.

Dynastier i den tidligste historie og kejsertiden

De ældste kinesiske skrifttegn er fundet på dyreknogler, der har været anvendt ved orakeltagning, fra 2. årtusind f.v.t. De stammer således fra den sene periode af Shangdynastiet, som er det første dynasti, man med sikkerhed har kendskab til, og som blev grundlagt i 1600-tallet f.v.t. Med skriften i den sene Shangperiode begynder den egentlige kinesiske historie, der traditionelt er opdelt i dynastier. Dynastiet før Shang, Xiadynastiet, er kendt fra senere skriftlige kilder, men er endnu ikke med sikkerhed knyttet til arkæologiske fund. Shangdynastiet varede frem til 1000-tallet f.v.t. og var centreret i den nordlige del af Henanprovinsen, men dets udstrækning er ikke præcist fastslået. Shangstaten var baseret på slægtsorganisationer med kongen som den centrale figur og med en personificeret guddomskult, som kongekulten var en del af. Shangdynastiet efterfulgtes af Zhoudynastiet (1000-tallet-255 f.v.t.). Sammen med Xia har disse tre dynastier en særlig plads i den kinesiske historie og tænkning, en gylden periode med ideale samfundsformer, som eftertiden skulle stræbe efter at ligne.

Kinesiske dynastier og udvalgte kejsere, regeringsperioder og statsoverhoveder

Periode
ca. 1650 f.v.t. Xia (mytologisk)
ca. 1650-ca. 1000 f.v.t. Shang
ca. 1000-255 f.v.t. Zhou
1040-771 f.v.t. Vestlig Zhou
770-256 f.v.t. Østlig Zhou
770-476 f.v.t. Forårs-og Efterårsperioden
475-221 f.v.t. De Stridende Staters Periode
221-206 f.v.t. Qin
206 f.v.t.-9 e.v.t. Vestlig Han
9-25 e.v.t. Xin (Wang Mangs interregnum)
25-220 Østlig Han
220-280 De Tre Kongedømmers Periode
220-265 Wei
221-263 Shu-Han
222-280 Wu
265-316 Vestlig Jin
316-420 Østlig Jin
420-589 De sydlige dynastier
420-479 Liu Song
479-502 Qi
502-557 Liang
557-589 Chen
386-581 De nordlige dynastier
386-535 Nordlig Wei
535-557 Vestlig Wei
534-550 Østlig Wei
550-577 Nordlig Qi
557-581 Nordlig Zhou
581-618 Sui
618-907 Tang
907-960 De fem dynastier
907-923 Senere Liang
923-936 Senere Tang
936-946 Senere Jin
947-951 Senere Han
951-960 Senere Zhou
960-1279 Song
960-1127 Nordlig Song
1127-1279 Sydlig Song
916-1125 Liao
1038-1227 Xi Xia
1115-1234 Jin
1271-1368 Yuan
1271-1294 Khubilai Khan
1368-1644 Ming (regeringsperioder)
1368-98 Hongwu
1398-1402 Jianwen
1402-1424 Yongle
1424-1425 Hongxi
1425-1435 Xuande
1435-1449 Zhengtong
1449-1456 Jingtai
1456-1464 Tianshun
1464-1487 Chenghua
1487-1505 Hongzhi
1505-1521 Zhengde
1521-1566 Jiajing
1566-1572 Longqing
1572-1620 Wanli
1620 Taichang
1620-1627 Tianqi
1627-1644 Chongzhen
1644-1912 Qing (regeringsperioder)
1644-1661 Shunzhi
1661-1722 Kangxi
1722-1735 Yongzheng
1735-1795 Qianlong
1795-1820 Jiaqing
1820-1850 Daoguang
1850-1861 Xianfeng
1861-1874 Tongzhi
1875-1908 Guangxu
1908-1912 Xuantong (Puyi)
1912-1949 Republikken Kina (præsidenter)
1912 Sun Yat-sen
1912-1916 Yuan Shikai
1916-1917 Li Yuanhong
1917-1918 Feng Guozhang
1918-1922 Xu Shizhang
1922-1923 Li Yuanhong
1923-1924 Cao Kun
1948-1949 Chiang Kai-shek
1949 Li Zongren
1949- Den Kinesiske Folkerepublik (præsidenter)
1954-1959 Mao Zedong
1959-1968 Liu Shaoqi
1983-1988 Li Xiannian
1988-1993 Yang Shangkun
1993-2003 Jiang Zemin
2003-2013 Hu Jintao
2013- Xi Jinping

Med Qindynastiets grundlæggelse i 221 f.v.t. begyndte kejsertiden, der sluttede med Qingdynastiets fald i 1912. I en fjerdedel af den periode eksisterede der ikke en samlet stat, og det var først med Yuandynastiets erobring i 1279 af den sydlige del af Kina, at enheden blev grundfæstet.

De vigtigste dynastier efter Qin var Han (206 f.v.t.-220 e.v.t.), Tang (618-907), Song (960-1279), det mongolske dynasti Yuan (1271-1368), Ming (1368-1644) og det manchuiske Qing (1644-1912). Ind imellem disse har der været perioder med flere riger. I alt regner man med 23 legitime dynastier.

Samfund, erhverv of befolkning

Omkring midten af det sidste årtusinde f.v.t. var der sket en udvikling bort fra en mere arkaisk økonomi, idet spredte politiske og økonomiske enheder med nogen grad af fælles dyrkning af jorden gradvis gav plads for privat ejendomsret, først og fremmest i yderområderne, hvor ny jord blev opdyrket. Samtidig blev der indført bedre gødskning, dræning og kunstvanding, hvoraf nogle af de store anlæg fra den tid stadig er i brug i Sichuan. Med den mere intensive drift af jorden steg befolkningstallet, som blandt andet blev grundlaget for de massehære, der kom til at præge krigsførelsen i stedet for tidligere tiders mere høviske og ritualistiske former. Denne udvikling blev også hjulpet på vej af ny teknologi, blandt andet fremstilling af støbejern, der gjorde det forholdsvis billigt at fremstille stik- og slagvåben og ikke mindst projektiler til armbrøsten, der blev et vigtigt våben indtil indførelsen af ildvåben i nyere tid.

I perioden efter den første folketælling var den vigtigste ændring i landbrugsproduktionen ekspansionen mod syd og dyrkningen af de rige jorder, ikke mindst fra midten af første årtusinde e.v.t., da risdyrkning med udplantning frem for direkte såning begyndte at blive udbredt. Samtidig betød fremkomsten af markeder uden for de kontrollerede byer friere forhold for handelen, og omkring de buddhistiske klostre opstod der så småt et penge- og bankvæsen. Der findes ingen tal for befolkningens størrelse i den periode, men den har formentlig haft betydelige op- og nedgange, indtil den under Song vurderes til at være nået op over 100 mio. indbyggere.

I Song skete det sidste store gennembrud i det traditionelle landbrug med indførelsen af den hurtigt modnende ris fra Champa i det sydlige Vietnam, som muliggjorde flere afgrøder, herunder ikke mindst ris og hvede, på samme jord i samme år. Indførelsen af de amerikanske afgrøder, majs, kartofler, jordnødder, tobak mv., der dukkede op efter 1500, synes at have strakt sig over så lang tid, at de ikke i kejsertiden har haft den samme effekt som Champarisen. Som tekstilplante var hamp længe den vigtigste, men bomuldsdyrkning kom for alvor i gang mod slutningen af Song og bredte sig efterhånden mod nord. Alt i alt var det kinesiske landbrug under Song på et højt niveau.

I byerne udfoldede der sig en blomstrende handel og tilsvarende manufaktur. Kommercialiseringen blev kraftigt understøttet af et udviklet kreditsystem og et pengesystem. De første statslige papirpenge blev tryk i 1024 og kom til at spile en stor rolle i udviklingen af vareøkonomien. Således var forudsætningerne for en økonomisk revolution og et moderne gennembrud til stede i Songdynastiet flere hundrede år før, det fandt sted i Europa. Grundene til at det ikke fandt sted, har været livligt diskuteret i forskningsverdenen. Forklaringerne strækker sig fra blokeringer af kulturel art til den centraliserede politiske orden.

En folketælling fra 1381 viste ca. 60 mio. Det steg formentlig til op mod det tredobbelte i perioden frem mod 1600, men faldt så kraftigt under krige, kriser og uvejr i første halvdel af 1600-tallet. Efter en betydelig stigning blev der i 1749 optalt ca. 175 mio. indbyggere, mens de 300 mio. blev nået mod slutningen af 1700-tallet. I midten af 1800-tallet. regnes med ca. 430 mio. Tallet faldt igen, blandt andet på grund af de omfattende oprør i 1851-1865, således at der regnes med ca. 400 mio. ved slutningen af kejserperioden i 1912.

Ved begyndelsen af de tre sidste dynastier, Yuan, Ming og Qing, er der med rimelig sikkerhed konstateret store nedgange i befolkningstallene ikke mindst på de centrale sletter, hvilket ses af omfattende foranstaltninger, der blev sat i værk for at tiltrække bønder fra andre egne til at genoplive produktionen. Sult og sygdom fulgte også dårlige høstår på grund af vejret, græshopper o.l. Igennem de sidste ca. 500 år, hvorfra der findes gode kilder til lokale forhold, kan man se, at der i mange områder i hvert fald i den nordlige del har været dårlige år med to til tre års mellemrum og alvorlig hungersnød et par gange på 100 år. Den totale fødevareproduktion har i lange perioder, også ca. 1650-1800, da befolkningen steg kraftigst, været tilstrækkelig. Problemet har været at få fødevarerne derhen, hvor der var brug for dem. Det var en af regeringens opgaver at sørge for hjælp i sådanne situationer, og i nogle perioder, særlig i 1700-tallet., er det påvist, at den kunne organisere et betydeligt nødhjælpsarbejde, og der var for eksempel tale om skattefritagelser i dårlige høstår. Fra ca. 1800 synes produktionen dog ikke at have holdt trit med befolkningsudviklingen.

I Kina er der gjort talrige opfindelser, og nogle har fået stor betydning for verdens teknologiske udvikling. I vore dage nævner kineserne selv papir, kompas, krudt og bogtryk. Det er medvirkende til, at kineserne i nogen grad med rette hævder, at de indtil ca. 1500 udgjorde det mest avancerede samfund i verden. Af de fire nævnte opfindelser var det dog kun papiret, opfundet i begyndelsen af første årtusinde e.v.t., samt bogtrykkerkunsten, særlig fra Songperioden, der udviklede sig selvstændigt i Kina til at kunne få større indflydelse på samfundets udvikling. Trykte skrifter var en forudsætning for udbredelse af undervisning og eksaminer samt for den litterære udvikling, især da forlagsvirksomhed blev en lukrativ forretning i 1500-tallet. Undersøgelser af læseevnen viser, at betydelige kredse har haft tilstrækkelig kendskab til læsning og skrivning til i hvert fald at kunne udføre deres daglige opgaver.

Det kinesiske samfund har fra tidlig tid været centreret omkring byer. Særlig er Songperioden kendt for en livlig økonomisk aktivitet baseret på byerhverv som håndværk og handel, og ikke mindst i 1500-tallet var der store industrilignende værksteder med flere hundrede ansatte. Byerne har også haft betydning for de bønder, der boede i deres nærhed. De kunne sælge på markederne, blandt andet produkter fra hjemmeindustri, der kunne udnytte arbejdskraften i de perioder, hvor den ikke kunne bruges i landbruget. I denne proces af øget kommercialisering af samfundet skete der ændringer i bøndernes stilling. Så selvom der også siden Song har været store godser og tendenser til koncentration af jord dyrket af fæstere, har den kinesiske bondes mentalitet været selvejerens. Med for eksempel arvefæste har jordejerens rolle snarere været at opkræve afgifter og stå inde for skattebetalingerne end at stå for selve landbrugsdriften.

Den kinesiske befolkning har fra den klassiske periode været opdelt i fire grupper i et hierarki: øverst de lærde embedsmænd, der stod i spidsen for samfundet som fyrstens tjenere, dernæst den jordejende bondeklasse, så håndværkerne og som de nederste købmændene. Opdelingen betød, at for eksempel købmandsfamilier gerne så et medlem af familien som embedsmand eller i hvert fald i alliance med embedsmænd. Det kan være forklaringen på, at de nye virksomheder, der opstod i slutningen af 1800-tallet., havde stærk tilknytning til embedsmandsstanden. Afhængigheden af bureaukratiet svækkede virksomhederne, da deres kapital blev anvendt til andre formål end til virksomhedernes drift. Man skal dog være varsom med at slutte, at købmænd automatisk har været på bunden af den sociale rangstige, og at handel har været ugleset i den kinesiske dagligdag.

Samtidig med den traditionelle inddeling af befolkningen bør adelen nævnes. Det tidlige Zhou var et slægtssamfund, hvor magt og position var bestemt med fødslen. Dette blev ganske vist svækket i den sene Zhouperiode og afskaffet i Qin, men helt op i Tangtiden var en adel med godser og indflydelse i regering og lokalsamfund et væsentligt element i samfundets økonomiske og politiske liv. I de senere dynastier udgjorde de mange efterkommere af kejsere, og under Qing også manchuerne efterhånden som deres militære effektivitet svandt ind, en overklasse af snyltere.

Der har endvidere eksisteret en stand af slaver. De har i perioder, hvor slaveriet var forbudt, været registreret som familiemedlemmer, og der har helt op til vore dage været forskellige underprivilegerede grupper, nogle defineret historisk, andre ud fra deres profession. Således indførte mongolerne i 1200-1300-tallet en opdeling af befolkningen i ca. 80 arvelige professionelle grupper, som i forenklet form fortsatte under det følgende Mingdynasti med arvelig position, for eksempel bonde, håndværker eller soldat.

Kvindens stilling i samfundet har været lavere end mandens i den periode, hvori der foreligger skriftlige kilder. Frem mod Songdynastiet skete ændringer, der blandt andet fratog kvinderne retten til selvstændig formue, og det var også under Song, at skikken med at snøre kvindens fødder begyndte. Vi har endnu ikke et samlet overblik over kvindens stilling, men litterære værker vidner om, at nogle få kvinder har kunnet få en uddannelse.

Regering og samfund i Kinas historie

I Zhoustaten herskede lokale fyrster og adelige over arvelige områder og anerkendte Zhoukongens overhøjhed. Fra midten af perioden foregik der specielt i grænseområderne og senere i de erobrede områder en udvikling af administrative enheder, hvor fyrsten kunne indsætte sine egne folk uafhængigt af familiebånd, og det er fra de samme områder, at der først høres tale om skatteopkrævning og bøndernes ejendomsret til den jord, de dyrkede. Det var en brydningstid, hvor særlig de lavere fyrstetjenere uden lukrative arvelige stillinger var på vej frem. Herunder opstod en række filosofiske skoler med forskellige forslag til indretningen af samfundet; den vigtigste var konfucianismen, som med sin understregning af, at alle mennesker uanset oprindelse både kunne give og modtage undervisning og dermed gøre sig fortjent til de højeste poster, førte til et radikalt brud med den afhængighed af klan- og familietilhørsforhold, der hidtil havde præget samfundet. Et andet kendetegn ved konfucianismen var den tanke, at den gode fyrste ved sit blotte eksempel kunne sikre en god regering, uafhængig af lovgivning. Konfucianismen opstillede en række krav til menneskelige relationer, der med sin holden fast ved ritualer og sin læggen vægt på hierarkiske forhold har været med til at give konfucianismen ry for at være mod forandringer. Det er næppe korrekt, men kineserne har selv bidraget til dette indtryk, for eksempel ved mødet med den vestlige kultur i 1800-tallet.

En anden vigtig filosofisk skole, som fik indflydelse på samfundsudviklingen, var legalismen, der lagde vægt på love, som skulle gælde for alle; legalismen var grundlaget for Qinstaten. Den blev under Han afløst af konfucianismen som den bærende statstænkning, men en række træk fra legalismen blev i senere perioder bevaret. Lovtekster, som i nogen grad byggede på Qin- og Hanperiodens lovgivning, blev samlet i store lovsamlinger i løbet af det første årtusinde e.v.t. Nyere undersøgelser af kinesisk ret, der traditionelt har været karakteriseret ved først og fremmest at udgøre en straffelov, tyder på en meget sofistikeret juridisk praksis.

Med konfucianismen og legalismen ses modsætningen i kinesisk statsopfattelse mellem tiltroen til "regering ved mennesket" kontra "regering ved lov", som er dukket op med jævne mellemrum i den kinesiske debat siden Han og også har betydning i vore dages ændringer i det kinesiske samfund.

Den tredje filosofi, som normalt omtales i denne forbindelse, er daoismen, der i højere grad ser mennesket og menneskelivet som en del af naturen. Daoismen får som statsbærende filosofi betydning i en kort periode ca. 400 e.v.t.

Legalisterne fremmede som grundlaget for en stærk militærstat landbruget på bekostning af handel. Kontrol over befolkningen søgtes opretholdt ved opdeling i enheder på fem husstande med gensidigt ansvar over for loven. En konfuciansk klassiker, der giver et idealiseret billede af regeringen under Zhou, nævner ligeledes opdeling af befolkningen i grupper baseret på ti husstande. Sådanne opdelinger optræder i mange senere dynastier i en eller anden form som enheder for en lokal selvforvaltning. Hvis den numeriske opdeling kunne gennemføres, ville den neutralisere de traditionelle opdelinger, som kunne være basis for uformelle, men reelle magtforhold, og derved give centralregeringen og dens lokale repræsentanter bedre kontrol helt ned på landsbyniveau. De eksempler, man kender, tyder dog på, at den praksis sjældent har kunnet leve op til herskernes ambitioner. Et berømt tilfælde er de kontroversielle reformer i 1000-tallet ved Wang Anshi, hvis grundlæggende tanke var, at staten, der på det tidspunkt var udsat for et stærkt pres på nordgrænsen, bedst kunne styrkes, hvis byrderne blev bedre fordelt, og bønderne fik mulighed for at arbejde fri for udsugende embedsmænd, godsejere og pengeudlånere. I tilgift til reformer, hvor staten aktivt styrkede den økonomiske aktivitet, blev befolkningen opdelt i enheder på ti husstande til sikring af lov og orden og som grundlag for udskrivning af en milits i stedet for en dyr og ineffektiv stående hær. Reformerne blev hurtigt afskaffet eller modificeret, da Wang Anshis modstandere kom til magten.

Under Ming blev der oprettet et registreringssystem, hvor befolkningen blev opdelt i enheder på 110 husstande, hvis ledere, der på omgang blev fundet blandt de ti rigeste husstande, havde ansvaret for, at skatter blev betalt, offentlige arbejder udført og til en vis grad også, at ro og orden blev opretholdt, uddannelse gennemført mv. Folk skulle forblive, hvor de var registreret, og systemet forudsatte i almindelighed et samfund uden ændringer, et ideal, der hverken blev efterlevet i Mingtiden eller i andre perioder af Kinas historie. Selvom der også senere ses forsøg på at oprette sådanne organisationer, er perioden efter ca. 1500 karakteriseret ved fraværet af mere ambitiøse projekter med sigte på at kontrollere lokalsamfundene. På den tid, da centralmagten i for eksempel Europa blev stærkere, synes det, som om de kinesiske herskere opgav tidligere tiders ambitioner.

Over den lokale selvforvaltning fandtes et bureaukrati. Allerede fra Zhou ses en stadig udvikling, men bureaukratiet var i lang tid knyttet til krigeradel og godsejere. Det er først med Tangperioden, at det finder den form, som bliver kendt, først i Korea og Japan og langt senere i Vesten.

Eksamenssystemet blev et vigtigt grundlag for embedsmandsrekrutteringen; det var dog først under Song, at eksamenssystemet gav den sociale status, som det siden blev kendt for.

Uddannelse i først og fremmest den neokonfucianske fortolkning af klassiske tekster blev i resten af kejserperioden en vigtig vej til politisk, økonomisk og social position, men aldrig den eneste. Der var således perioder, hvor mange embeder blev solgt enten for at skaffe penge eller som et bevidst forsøg på at reducere indflydelsen fra de personlige bånd, som eksamenssystemet kunne fremme. Eksaminer gav adgang til embeder, men mod slutningen af dynastierne var der langt flere kandidater med eksamen, end der var stillinger. Kandidaterne fandt så beskæftigelse med undervisning eller som specialiserede sekretærer for embedsmænd, eller de blev hjemme for at forvalte familiens ejendom og position i lokalsamfundet, der herved blev styrket i forhold til centralmagten. I bureaukratiet har der de sidste tusinde år været overvægt af civile, men i urolige perioder skete der en militarisering af samfundet med blandt andet private hære og borge, og militæret eller militært orienterede civile embedsmænd spillede i perioder en betydelig rolle.

Over bureaukratiet har kejserens person været vigtig for regeringens førelse; der er imidlertid talrige eksempler på kejsere uden indflydelse enten på grund af uduelighed, eller fordi andre enkeltpersoner eller regeringsorganer reelt har taget magten. Det kunne være enkekejserinder, for eksempel Wu Zetian i slutningen af 600-tallet og Cixi i slutningen af 1800-tallet, andre kejser- eller kejserindeslægtninge, adelige, eunukker, etniske fæller, embedsmænd eller bureaukratiet selv. I de perioder, hvor der har været såvel nordlige som sydlige stater, synes der at have været en tendens til, at kejserens person var vigtigere i nordlige dynastier end i sydlige, hvor store adelsslægter havde større indflydelse.

En forudsætning for udbygningen af staten med dens behov for at beherske sine resurser var opkrævning af skatter. Den ældste kendte skat fra Zhouperioden var en personskat (kopskat). Dette var den almindelige form indtil Tang og blev særlig i 500-600-tallet e.v.t. knyttet sammen med ideelle forestillinger om tildeling af lige store jordlodder til hver enkelt person. Ved personens død faldt jorden eller hovedparten af den tilbage til staten. Der er tvivl om, i hvor høj grad sådanne systemer har fungeret. Fra slutningen af 700-tallet e.v.t. blev personbeskatningen efterhånden afskaffet til fordel for en jordbeskatning; den fortsatte dog i form af nogle hoveriydelser til staten og dens repræsentanter. Under store skattereformer fra 1500-tallet og frem blev jordskatten og hoveriydelserne i nogen grad kombineret, således at der tales om en enhedsskat. En anden vigtig skatteform har været forbrugsskatter, der for alvor begyndte i 100-tallet f.v.t. med skat på salt og jern. I perioder har forbrugs- og handelsskatterne været statens vigtigste indtægtskilde, især under Song, og fra midten af 1800-tallet under de oprør, der hærgede store dele af landet, blev der indført en afgift på alle varer, som passerede toldstationer. Den afgift kom i slutningen af dynastiet til at udgøre over halvdelen af statens indtægter.

Der har i perioder været tale om underbeskatning. Især efter en urolig periode var lave skatter hensigtsmæssige for at få økonomien genoprettet. Perioder med lave skatter ses således ofte i forbindelse med etableringen af nye dynastier. Underbeskatningen kunne blive vanskelig at ændre senere på grund af respekt for de love, der var udstedt af et givent dynastis første kejser. Til de udgifter, der skulle afholdes, blev udskrevet uofficielle, men ofte almindeligt anerkendte afgifter, og byrden på den enkelte skatteyder kunne således være betydelig. De uofficielle afgifter og skatteydernes bestræbelser på at slippe for dem har givet god grobund for korruption, og regeringens pludselige udskrivninger af store beløb til for eksempel krigsførelse eller kejserens luksusforbrug har vanskeliggjort kapitalkrævende erhvervsudvikling såsom den begyndende industrialisering i 1800-tallet.

Kina og omverdenen

1405-1433 begav den kinesiske admiral Zheng He sig ud på en række søekspeditioner i Sydøstasien og Det Indiske Ocean. Ifølge visse kilder nåede dele af flåden Amerika 71 år før Columbus. Hovedskibet var, som det ses på modellerne, mange gange større end Columbus’ skib Santa Anna (nederst til venstre). Modellerne er fotograferet i 2007 i Ibn Battuta Mall i Dubai.

.
Licens: CC BY SA 2.0

Det traditionelle syn på Kina som et lukket land er ikke en sandhed uden modifikationer. Den kinesiske kultur ekspanderede fra sit kerneområde på sletterne omkring Huang He og bifloden Wei. De væsentligste perioder for militær ekspansion mod nord og vest var i 100-tallet f.v.t., 600-tallet e.v.t., 1200-1300-tallet (mongolerne) og 1600-1700-tallet, men derudover har der været en langsommere ekspansion såvel politisk som befolkningsmæssigt først mod syd i det første årtusinde e.v.t., i de sidste par hundrede år mod nordøst, således at disse områder i dag overvejende har hankinesisk befolkning.

Kinesiske kilder, som er de vigtigste til det meste af Øst-, Central- og Sydasiens tidlige historie, vidner om kontakter hertil, ligesom der også er optegnelser og andre indikationer på kontakt med Vestasien i romertiden. Generelt opfattede kejsermagten sig som universitets centrum eller alt under himlen (tianxia). Det dannede grundlaget for et tributsystem, hvor nabolande og stater anerkendte Kinas særlige indflydelse og rolle ved at betale tribut. Dette system overflødiggjorde principielt en udenrigspolitik baseret på relationer mellem ligeværdige parter, hvilket englænderne oplevede i 1793, da Qianlong-kejseren afviste den engelske konges anmodning om etablering af diplomatiske relationer.

Kina har også været genstand for religiøse påvirkninger udefra. Buddhismen kom til Kina i Hantiden fra Indien og gennem Centralasien og var i nogle hundrede år fra midten af det første årtusinde den vigtigste åndelige strømning i Kina med indflydelse på såvel det politiske centrum som dagligdagen. Kinesiske munke drog i denne periode til Indien, og mange buddhistiske skrifter blev oversat til kinesisk. Deres rejseberetninger antyder, at der har været en livlig trafik til både Centralasien og oversøiske områder, særlig til Sydøstasien. Samtidig rejste japanske og koreanske munke til Kina for at studere buddhismen.

I Tang- og Songperioderne var der arabisk-muslimske købmandssamfund på Kinakysten, og under mongolerne eksisterede rige forbindelser til det øvrige Asien og Europa, ligesom udlændinge strømmede til for at handle og leve i Kina. Da det amerikanske sølv i 1500-tallet kom ud på verdensmarkedet, blev Kina en vigtig del af verdensøkonomien, da en væsentlig del af sølvet kunne optages i den kinesiske økonomi, hvor det blandt andet blev anvendt ved skattebetalinger.

Under Ming-dynastiet, udrustede Yongle-kejseren en række flådeekspeditioner med flere hundrede skibe og tusindevis af soldater, der under admiral Zheng He sejlede til den arabiske halvø og den østafrikanske kyst. Visse forskere hævder, at dele af flåden sejlede hele vejen til Amerika og således opdagede dette kontinent før Columbus. Det er dog tvivlsomt, og der findes ikke arkæologiske beviser for denne påstand. Yongles efterfølgere standsede ekspeditionerne. Skibsværftet i Nanjing blev nedlagt, og der blev nedlagt forbud mod at sejle på det åbne hav og mod at handle med udlændinge.

Forsøgene på at afskære befolkningen fra kontakt med omverdenen lykkedes aldrig helt, men det bidrog hos kejsermagten til en forestilling om, at landet var isoleret. Denne selvforståelse blev styrket i mødet med europæerne, der dukkede op i større tal i løbet af 1500-tallet. De første europæere indordnede sig under de betingelser, som den kinesiske regering stillede, så længe der kunne tjenes penge på handel, men fra ca. 1800 begyndte de at kræve diplomatiske kontakter på lige betingelser og med permanente diplomatiske repræsentationer. Samtidig begyndte især briterne at finansiere deres indkøb af te med salg af opium, dyrket i Indien, frem for som tidligere med sølv. Dette førte til økonomiske problemer i Kina, der endte med forbud mod opiumimporten og den efterfølgende Opiumkrig 1839-42. I kinesisk historieskrivning regnes krigen stadig for indledningen til den moderne periode, men samtidig som begyndelse til de ca. 100 år, da udenlandske magter fik større og større indflydelse, og hvor Rusland fik tillagt store områder, som russerne tidligere havde anerkendt som kinesiske.

1856-60 kom det atter til krig med Storbritannien og senere også med Frankrig. Det var i den såkaldte Arrow-krig om handelsrettigheder. Krigen blev et ydmygende nederlag for Qingstyret og kulminerede i 1860 med britiske troppers afbrænding af det kejserlige sommerpalads ved Beijing. Et resultat af krigen blev systemet med traktathavne og udvidelse af handelsrettigheder.

Senere bestræbelser på at holde sammen på det rige, som manchuerne i 1700-tallet havde samlet, førte til forsøg på at modernisere landets økonomi og forsvar og lidt senere omkring år 1900 også uddannelsessystemet. Det skete i visse områder, men landsdækkende initiativer var ikke mulige. Den opdeling af landet, der fortsatte nogen tid efter kejserdømmets ophør, var i realiteten begyndt i midten af 1800-tallet med de store oprør og udlændingenes fremtrængen.

Kinesernes nederlag i krigen med Japan i 1895 førte i 1898 til reformer, der i første omgang blev bremset af enkekejserinde Ci Xi. Men efter nederlaget i 1901 til de europæiske magter efter Bokseropstanden blev der iværksat et mere systematisk reformprogram inden for regering og administration og af uddannelserne. En begrænset folkelig deltagelse i lokale forsamlinger blev også påbegyndt, men inden disse reformer slog igennem, begyndte landet at falde fra hinanden efter en militæropstand, der begyndte i Wuhan den 10. oktober 1911 og efterhånden bredte sig over det meste af landet. Udsendinge fra 16 provinsforsamlinger mødtes i Nanjing i slutningen af december 1911 og valgte Sun Yat-sen til Kinas nye præsident fra den 1. januar 1912. Godt en måned senere, den 12. februar, abdicerede kejseren.

Republikkens første år

Den nye kinesiske republik, som afløste Qingdynastiet, overtog et økonomisk tilbagestående land. Regionale selvstændighedsbevægelser truede rigets enhed, og udenlandske magter havde via deres koncessioner og de ulige traktater betydelig magt over udviklingen inden for deres forskellige indflydelsessfærer. Hertil kom, at den konfucianske ideologi ikke længere var i stand til at forene samfundets intellektuelle elite.

Den koalition af politiske kræfter, som havde bragt Qingdynastiet til fald, brød hurtigt sammen. Sun Yat-sen, som var leder af Tongmenghui 'Den Revolutionære Alliance', var den 1. januar 1912 tiltrådt som provisorisk præsident, men Qingstyret nægtede at kapitulere. I stedet gav det den fremtrædende general Yuan Shikai fuldmagt til at danne en republikansk regering. Yuan fik snart udmanøvreret Sun Yat-sen og blev præsident i marts 1912. Ved valget i december 1912 til Kinas første parlament vandt Sun Yat-sens parti, der nu var omdøbt til Guomindang (GMD) 'Det Nationale Folkeparti', en klar sejr, men Yuan fik undertrykt oppositionen med snigmord, trusler og bestikkelse. I slutningen af 1913 blev GMD forbudt, og Sun Yat-sen gik i eksil. Yuan Shikai baserede nu sin magt på militæret og på udenlandske magter, og i 1914 blev parlamentet opløst.

1. Verdenskrigs udbrud i 1914 gav Japan mulighed for større indflydelse i Kina, og i 1915 konfronterede Japan Kina med 21 krav, hvis fællesnævner var en vidtgående udvidelse af de japanske særrettigheder i Kina. Tabet af prestige udadtil svækkede dog ikke Yuan Shikais ambitioner, og i slutningen af 1915 iværksatte han en plan om genetablering af kejserdømmet med sig selv som ny kejser. Men da han i januar 1916 lod sig indsætte, blev modstanden for stor, og efter blot to måneder opgav han atter monarkiet. Protesterne fortsatte imidlertid, provins efter provins erklærede sig uafhængig af Beijing, og i juni 1916 døde Yuan Shikai; efter 1916 ophørte landet reelt med at fungere som en enhed.

Den politisk-militære ustabilitet i årene efter 1916 påførte befolkningen store lidelser. Ikke desto mindre var det i den periode, at en kinesisk industrialisering for alvor tog fart. Verdenskrigen var en igangsættende faktor, men fremgangen fortsatte også efter 1918.

Nationalisme og kommunisme i Kina

Selvom Kina i 1917 var blevet tilknyttet de allierede, besluttede stormagterne ved fredsforhandlingerne i Versailles at overgive Tysklands særrettigheder på den kinesiske halvø Shandong til Japan i stedet for at tilbageføre området til kinesisk suverænitet. Denne ydmygelse udløste den 4. maj 1919 store studenterdemonstrationer i Beijing. Protestbevægelsen, som havde udspring i Beijing Universitet, indgik i en kulturel fornyelsesbevægelse, der ønskede at gøre op med den konfucianske tradition. Centralt i bevægelsen stod tidsskriftet Xin Qingnian 'Ny ungdom', redigeret af Chen Duxiu, som også Mao Zedong var tilknyttet. 4. maj-bevægelsen er en samlet betegnelse for hele dette syndrom af nytænkning. Med udgangspunkt i denne bevægelse blev Kinas Kommunistiske Parti (KKP) dannet i 1921 med Chen Duxiu som leder.

Sun Yat-sen havde efter fordrivelsen i 1913 fortsat sin politiske kamp og forsøgte med udgangspunkt i Guangzhou at skabe grundlag for et genforenet Kina. Sovjetunionen havde tilbudt sig som allieret i Sun Yat-sens kamp, hvilket resulterede i et tæt samarbejde mellem GMD og KKP og dannelsen af Den Forenede Front mellem de to partier i 1924. Kernen var det nye Whampoa Militærakademi, hvis første leder blev Chiang Kai-shek, mens kommunisten Zhou Enlai blev direktør for akademiets politiske afdeling.

Efter Sun Yat-sens død i 1925 fortsatte den revolutionære bevægelse med at brede sig. Der skete en eksplosiv tilgang til de KKP-dominerede fagforeninger samt en opblomstring af revolutionære bondebevægelser i landsbyerne. Den 1. juli 1926 begyndte Den Nordlige Ekspedition mod krigsherrerne i Central- og Østkina. Felttoget blev ledet af Chiang Kai-shek, der havde overtaget ledelsen af GMD efter Sun Yat-sens død. I slutningen af 1926 kontrollerede GMD syv provinser i Central- og Østkina.

I begyndelsen af 1927 brød Chiang Kai-shek med KKP, og i april udløste han et kup i Shanghai, hvor hundredvis af kommunister og fagforeningsledere blev dræbt. GMD stod i første omgang splittet, men samledes hurtigt igen, og kommunisterne blev drevet under jorden eller flygtede til Sydkinas mest uvejsomme bjergområder. GMD's fremmarch fortsatte, og den 10. oktober 1928 blev den nye regering indsat som Kinas nationalregering med hovedstad i Nanjing og med Chiang som præsident.

Nanjingårtiet

Perioden 1928-1937 kaldes ofte Nanjingårtiet, men i realiteten kontrollerede GMD i 1928 kun en del af det østlige og centrale Kina, mens resten af landet fortsat blev behersket af krigsherreregimer, der blot formelt var underlagt regeringen i Nanjing. Dette billede ændredes ikke væsentligt i perioden. Bortset fra de lokale krigsherrer stod Nanjing-regeringen over for to nye fjender: dels kommunisterne, dels japanerne, som i 1931 havde erobret Manchuriet.

Efter massakrerne i 1927 lykkedes det KKP at etablere et baseområde på grænsen mellem Hunan og Jiangxi, og i 1930 dannedes Det Sydvestlige Jiangxis Sovjetregering under Maos ledelse. Chiang Kai-sheks tre første "omringelses- og nedkæmpningsfelttog" mod Den Røde Hær i 1930-1931 endte alle med nederlag. I 1931 blev den første nationale sovjetkongres afholdt i Jiangxibaseområdet. Mao blev indsat som regeringsleder, men i realiteten var hans magt for nedadgående, idet KKP's øverste ledelse, de såkaldte 28 bolsjevikker, var mere sovjetloyale end Maos grupper og skeptiske over for hans bondebaserede guerillametoder. KKP's baseområder havde på dette tidspunkt ca. 9 mio. indbyggere, heraf 3 mio. i selve Jiangxi-Sovjetten, og en hær på op mod 150.000 mand.

Efter yderligere to felttog lykkedes det i 1934 Chiang at sætte Den Røde Hær under stærkt pres. KKP besluttede at evakuere fra Jiangxi og brød i oktober 1934 med 100.000 mand Chiangs omringelse i en flugt vestover. Dette blev begyndelsen til Den Lange March i 1934-1935, som førte Den Røde Hær fra Sydøst- til Nordvestkina og samtidig førte til Maos overtagelse af partiledelsen. Da resterne af Den Røde Hær havde etableret sig i Nordvestkina, stod Chiang klar til at give KKP dødsstødet; men Japans voksende pres mod Kina ændrede historien.

Japanernes erobring af Manchuriet i 1931 satte en kædereaktion af konflikter i gang mellem Kina og Japan. For GMD blev det et alvorligt tilbageslag for bestræbelserne på national samling. Op gennem 1930'erne fortsatte den japanske fremrykning i Nordkina, mens Chiang primært satsede på fortsat at få bekæmpet KKP. I 1936 blev han dog af sine egne generaler tvunget til forhandling om standsning af borgerkrigen. Zhou Enlai repræsenterede KKP ved forhandlingerne, som førte frem til Den Anden Forenede Front mellem GMD og KKP i 1937-1945.

Kina i 2. Verdenskrig

GMD's og KKP's styrker tilføjede japanerne enkelte mindre nederlag, men i hovedsagen var Kina magtesløs over for et japansk stormløb, der ved udgangen af 1938 havde delt landet i tre dele: Japan kontrollerede Østkina fra Manchuriet i nord til Guangzhou i syd, landets relativt mest velstående og industrielt udviklede område. I det fattige Central- og Sydvestkina herskede GMD, mens KKP kontrollerede et baseområde i det ekstremt fattige og tyndtbefolkede Nordvestkina med Yan'an som hovedsæde. Kommunistiske guerillaenheder havde til gengæld stort held med at infiltrere landområderne bag de japanske linjer i Nordkina, og i løbet af krigen blev disse områder KKP's vigtigste magtbasis. Efter 1938 voksede spændingerne igen mellem GMD og KKP, og efter et militært sammenstød i januar 1941 ophørte samarbejdet i praksis.

Efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 sluttede Kina sig til de allierede med formelle krigserklæringer mod Japan og Tyskland. Chiang Kai-sheks strategi var at lade USA besejre Japan for sig og benytte den amerikanske militærhjælp til at opbygge GMD's styrker med henblik på opgøret med KKP efter krigen. Han var derfor ikke interesseret i amerikanernes bestræbelser på at reorganisere GMD's militær til en mere aktiv kamp mod japanerne.

Mao styrkede sin position i KKP i løbet af 2. Verdenskrig, og ved partiets syvende kongres april 1945 blev "Mao Zedong-Tænkningen" knæsat som KKP's styrende ideologi.

Den Kinesiske Borgerkrig i 1946-1949

Straks efter den japanske kapitulation i august 1945 indledtes et kapløb mellem GMD's og KKP's styrker om at overtage de områder, som japanerne havde kontrolleret. Mao satsede på Manchuriet, som var besat af sovjetiske styrker, og i efteråret blev 100.000 mand under KKP's kommando overført hertil. Denne satsning blev afgørende for udfaldet af borgerkrigen. Da Sovjetunionen trak sig ud af Manchuriet i foråret 1946, havde KKP etableret en magtbasis i landsbyerne, der lagde grunden til den endelige sejr i 1949.

Både USA og Sovjetunionen forsøgte at mægle mellem KKP og GMD. Men hverken Chiang Kai-shek eller Mao var for alvor interesseret i en ny fredsordning. Chiang Kai-shek var overbevist, at han med amerikansk støtte ville vinde over de dårligere udrustede kommunistiske styrker. Mao var på trods af stærkt pres fra Stalin heller ikke til sinds at slutte fred, da han var overbevist om, at kommunisterne baseret på folkelig opbakning og en bedre strategi ville kunne vinde over GMD. Det skulle vise sig, at Mao havde ret, hvilket var stærkt medvirkende til at give ham et skær af ufejlbarlighed.

Borgerkrigen for alvor ud i april 1946. I borgerkrigens første år havde GMD tilsyneladende overtaget og kunne i marts 1947 indtage KKP's hovedsæde i Yan'an. Men trods overlegenhed i mandskab og udrustning var Chiangs styrker spredt over for mange områder. KKP's styrker, fra 1946 Folkets Befrielseshær, havde derfor mulighed for at afskære GMD-garnisonerne fra forsyninger og nedkæmpe dem enkeltvis. I 1948 vendte krigslykken for kommunisterne med afgørende sejre i Manchuriet og Nordkina, og Beijing blev indtaget i januar 1949. Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Den Kinesiske Folkerepublik på Tiananmen i Beijing, mens Chiang Kai-shek evakuerede resterne af sine hære til Taiwan.

Den kommunistiske sejr i 1949 skyldtes en række faktorer. En hovedrolle spillede den japanske besættelse, som havde gjort det muligt for KKP at opbygge styrkepositioner bag de japanske linjer, samtidig med at partiet fik en stærk patriotisk profil. En anden vigtig faktor var KKP's voksende erfaring med at gennemføre sociale reformer i landsbyerne, hvilket styrkede tilslutningen til partiets politik. For GMD's vedkommende blev regimet under borgerkrigen svækket af korruption, økonomisk kaos og udbredt demoralisering. Desuden spillede Chiang Kai-sheks egne fejlagtige militære dispositioner ind, hvorimod de kommunistiske styrker drog fordel af at være ledet af dygtige generaler, herunder ikke mindst den senere forsvarsminister Lin Biao. Den Kinesiske Republik havde ikke magtet at indfri de vældige opgaver, som var blevet lagt på dens skuldre ved etableringen i 1912. Nu blev det KKP's tur til at forsøge.

Den Kinesiske Folkerepubliks første år

På grund af USA's fortsatte støtte til Chiang Kai-sheks GMD-regime på Taiwan havde den nydannede Folkerepublik intet andet valg end med Maos ord at "læne sig til én side", nemlig Sovjetunionen. Indenrigspolitisk kan KKP's strategi, som den blev fremlagt i fællesprogrammet af september 1949, beskrives som moderat socialisme. Målsætningen omfattede en jordreform, industriel udvikling og ligestilling til kvinderne; på længere sigt skulle landbruget omformes til kooperativer, og industrien socialiseres.

De umiddelbare opgaver i 1949-1950 var inflationsbekæmpelse og genopbygning af det krigshærgede land. To store reformer prægede samfundslivet, dels ægteskabsloven af 1950, som gav kvinder ret til at eje jord og lettede adgangen til skilsmisse, dels jordreformen, som omfordelte godsejernes jord til jordløse og fattige bønder. Reformen blev ledsaget af omfattende vold mod den gamle overklasse i landsbyerne, og omkring 1 mio. godsejere blev dræbt. I byerne koncentrerede man sig om at få gang i industrien igen, og private virksomhedsejere blev opfordret til at arbejde loyalt for det nye system.

Kinas involvering i Koreakrigen i 1950-1953 kom til at påvirke udviklingen væsentligt. Da den USA-dominerede FN-styrke havde trængt Nordkoreas hær tilbage nær den kinesiske grænse, reagerede Kina med at indsætte store hærstyrker på Nordkoreas side og presse FN-styrkerne tilbage til den 38. breddegrad. Internationalt betød krigen, at Kina blev yderligere isoleret fra Vesten og mere afhængig af venskabet med Sovjetunionen. Mistænksomheden mod alt vestligt voksede, og kampagner mod "spioner" og "kontrarevolutionære" bidrog til etablering af et socialt overvågningssystem, hvor kravet var tilslutning til det nye regime.

Det sovjetiske forbillede kom i forgrunden med den første femårsplan (1953-1957). I de følgende år blev tempoet i socialiseringen flere gange accelereret på Maos initiativ, og i begyndelsen af 1956 var såvel kooperativiseringen af landbruget som statsovertagelsen af industrien stort set afsluttet. I mellemtiden havde Kina med sin deltagelse i Bandungkonferencen i 1955 markeret et ønske om nærmere tilknytning til Den Alliancefri Bevægelse i den tredje verden.

Khrusjtjovs opgør med Stalintiden i 1956 samt uroligheder i Østblokken tvang de kinesiske ledere til at skifte kurs. Med De Hundrede Blomsters Kampagne (1956-1957) ønskede Mao at vinde de intellektuelle for KKP gennem større ytringsfrihed. I foråret 1957 viste kritikken af partiet sig at være mere dybtgående end oprindelig antaget, og hundredtusinder af intellektuelle blev nu straffet som "højreorienterede".

I november 1957 besøgte Mao Moskva, men under overfladen ulmede en konflikt mellem Kina og Sovjetunionen, og de kinesiske ledere søgte en mindre bureaukratisk og mere vækstbefordrende model som alternativ til den sovjetiske.

Det Store Spring Fremad

Resultatet af disse overvejelser var Det Store Spring Fremad, en massebevægelse for social og politisk omformning, kombineret med en massiv produktionsstigning. Hjertet i kampagnen var folkekommunerne, som blev dannet i anden halvdel af 1958. Folkekommunerne skulle kombinere landbrug, industri, handel, uddannelse og milits, og deres hovedopgave var at anvende Kinas vigtigste resurse, menneskelig arbejdskraft, til direkte kapitaldannelse gennem anlægsarbejder, jernudsmeltning mv. Efter en lovende begyndelse viste de negative effekter sig hurtigt. Jernet var dårligt, og koordineringen af de mange initiativer umulig. I de "tre bitre år" i 1959-1961 udviklede krisen sig til regulær hungersnød, der kostede millioner af mennesker livet. Helt op til 40 mio. vurderes at være blevet myrdet, arbejdet ihjel, sultet til døde eller på anden vis være omkommet som følge af kampagnen. Efter at konflikten med Sovjetunionen i 1960 var brudt ud i lys lue, stod Kina nu mere isoleret end nogensinde efter 1949.

I 1958 havde partiets økonomer advaret mod Det Store Springs strategi, men partiet inkl. de organisatoriske ledere Liu Shaoqi og Deng Xiaoping havde som helhed stået bag Mao. I 1959 skabte Maos rasende reaktion på forsvarsminister Peng Dehuais kritik af Maos politik under Det Store Spring Fremad imidlertid en atmosfære af frygt og mistillid i KKP's øverste organer. Det tætte sammenhold blandt de revolutionære veteraner begyndte at vise sprækker.

Kulturrevolutionen i Kina

Under Kulturrevolutionen holdt Mao på Tiananmen-pladsen ofte taler til rødgardisterne. Her ses han sammen med premierminister Zhou Enlai (t.v.) og forsvarsminister Lin Biao, der begge holder ”Maos lille røde” i hånden. Det lille hæfte, der indeholdt Maos vigtigste kulturrevolutionære sentenser, blev udgivet i flere hundrede millioner eksemplarer.
Byline: AFP/Ritzau Scanpix.

I første halvdel af 1960'erne førte KKP en mere forsigtig økonomisk politik med en mere ligelig fordeling mellem økonomiens hovedsektorer. Der blev eksperimenteret med markedsreformer og inden for landbruget blev den massive fokusering på kollektivisering afblæst. En række ledere med Deng Xiaoping, Liu Shaoqi og Chen Yun i spidsen stod for genoprejsningen af økonomien og de nye reformtiltag.

Mao holdt sig i begyndelsen af perioden i baggrunden, men fra 1962 begyndte han i stigende grad at ytre kritik af den førte politik. Han støttede sig i stigende grad på sin nære allierede forsvarsminister Lin Biao samt den kulturrevolutinære fløj ledet af Firebanden. Fra udgangen af 1964 var konflikten i partiet uigenkaldelig mellem Mao og hans allierede på den ene side og partiorganisationen ved især Liu Shaoqi og Deng Xiaoping på den anden. I maj 1966 lancerede Mao Den Store Proletariske Kulturrevolution, hvis dobbeltmål var at eliminere Maos modstandere blandt ældre topledere og give ungdommen mulighed for revolutionære erfaringer gennem deltagelse i Rødgardistbevægelsen.

Under Kulturrevolutionens aktive kampfase i 1966-1968 gik millioner af skolebørn og unge, organiseret i rødgardistgrupper, til angreb på alt, hvad der kunne minde om Kinas gamle kultur eller vestlig indflydelse, samt mod intellektuelle og partiledere. Liu Shaoqi blev fængslet og døde af mishandling i 1969. Deng Xiaoping blev sat i husarrest og senere sendt til Jiangxi, hvor han arbejdede på en traktorfabrik. Fra begyndelsen af 1967 kom rødgardistfraktioner imidlertid i kamp med hinanden, og situationen blev stedse mere kaotisk, indtil hæren i 1968 blev sat ind og afvæbnede rødgardisterne. På KKP's niende kongres i 1969 fremstod Folkets Befrielseshær som partiets vigtigste magtbasis, og Lin Biao blev promoveret som Maos efterfølger.

På den udenrigspolitiske front skærpedes konflikten med Sovjetunion og i 1969 udbrød der militære sammenstød ved Ussurij-floden mellem kinesiske og sovjetiske tropper. Mao anså i stigende grad Sovjetunionen som Kinas primære fjende.

Maos sidste år

Under indtryk af positive signaler fra USA, besluttede Mao og premierminister Zhou Enlai i 1970 at lægge udenrigspolitikken radikalt om og bryde Kinas isolation ved at åbne for en dialog med USA. I 1971 besøgte den amerikanske sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger Kina for at forberede præsident Richard Nixons besøg i 1972 og Shanghai-kommunikéet, som lagde op til en normalisering af forholdet mellem de to lande. I oktober 1971 fratog et flertal i FN's Generalforsamling Taiwan Kinas sæde i FN og dermed i Sikkerhedsrådet og overdrog det til Folkerepublikken Kina.

Samme efterår udspillede et drama sig på højeste plan i Beijing. Lin Biao forsøgte ifølge den officielle fremstilling at myrde Mao, og da det mislykkedes, prøvede han i september 1971 at flygte i fly til Sovjetunionen. Flyet styrtede ned, og Lin Biao omkom.

I Kina var Kulturrevolutionen dog endnu ikke slut. På den tiende partikongres i 1973 konsolideredes den kulturrevolutionære fløj, samlet omkring Firebanden med Maos kone, Jiang Qing, i spidsen, men den havde ikke magt til at forhindre rehabiliteringen af en række partiledere, blandt andre Deng Xiaoping, der i 1973 blev udnævnt til vicepremierminister. I praksis kom Deng til at fungere som premierminister, da Zhou Enlai på dette tidspunkt var svækket af sygdom. Der var således lagt op til en voldsom magtkamp i forbindelse med den aldrende Maos øjensynlig nært forestående død. Zhou Enlais død i januar 1976 udløste store demonstrationer i Beijing mod de kulturrevolutionære. Deng blev udpeget som bagmanden bag disse demonstrationer og afsat fra alle sine poster. Den kulturrevolutionære fløj havde imidlertid kun begrænset tilslutning i partiorganisationen og slet ikke i hæren. Efter Maos død i september 1976 lykkedes det den af Mao personligt udpegede partileder og premierminister, Hua Guofeng, med hjælp fra hæren at isolere Firebanden, som blev arresteret og fordømt i en efterfølgende kritikkampagne.

I årene under og umiddelbart efter Kulturrevolutionen blev bevægelsen af mange intellektuelle i Vesten og den tredje verden set som eksempel på en folkelig, ikke-bureaukratisk socialisme. Efter Deng Xiaopings magtovertagelse i 1978 begyndte afsløringer af Kulturrevolutionens skyggesider at komme frem, og i dag er der udbredt enighed om både i og uden for Kina, at Kulturrevolutionen var en katastrofe for landet. Op imod 1 mio. mennesker mistede livet på grund af forfølgelse eller deltagelse i fraktionskampe. Den økonomiske vækst blev sat tilbage, og uddannelsessystemet led stor skade. De mange kursskift under Kulturrevolutionen førte til udbredt politisk apati og kynisme i befolkningen, og KKP satte en meget stor del af sin prestige over styr.

Deng Xiaopings æra

Hua Guofeng blev i april 1976 udnævnt til premierminister, og oktober samme år overtog han formandsposten i KKP efter Mao. I 1976-1977 lanceredes Hua som "den strålende leder" i medierne, men i realiteten var hans magtbasis spinkel. Han havde ikke deltaget i den lange march og blev af partiveteranerne anset for at mangle revolutionære erfaringer og pondus. Det svækkede hans position i forhold til hæren, hvor generaler fra borgerkrigens tid stadig dominerede. Hans forholdsvise svage opbakning i parti og hær, betød at han ikke kunne forhindre rehabiliteringer af de mange kadrer, der var blevet udrenset under Kulturrevolutionens. I 1977 blev Deng Xiaoping rehabiliteret for anden gang, og i 1978 skete der en gradvis nedbrydning af Huas magt. I efteråret 1978 blev 1976-demonstrationerne omvurderet og udråbt til en "revolutionær begivenhed"; ligeledes blev ofrene for Antihøjre-bevægelsen i 1957 rehabiliteret. I Beijing og andre byer vidnede opklæbningen af kritiske vægaviser om begyndelsen til en folkelig prodemokratisk bevægelse. I december 1978 overtog Deng og hans tilhængere for alvor det politiske initiativ, da de på det skelsættende tredje centralkomitéplenum fik vedtaget en omlægning af KKP's kurs. Fremover skulle økonomisk udvikling være hovedopgaven, ikke maoistisk klassekamp. Bøndernes vilkår blev forbedret, og de fik større frihed til privat produktion ved siden af den kollektive. Frie markeder blev tilladt både i by og på land. Sammenblandingen af politik, administration og økonomisk ledelse blev erkendt som et problem. I forhold til udlandet indledtes den åbne dørs politik, der betød øget samhandel med udlandet og begyndende udenlandske investeringer i Kina. På mange områder kom det tredje plenum til at sætte dagsordenen for Deng Xiaoping-æraens reformpolitik, og mødet har siden fået status i de kinesiske medier som et afgørende vendepunkt i Kinas moderne historie. Herefter fungerede Deng Xiaoping, omend uformelt, som Kinas øverste leder.

I 1979 oprettede Kina og USA fulde diplomatiske forbindelser, samtidig med at vietnamesiske styrker trængte ind i Cambodja for at eliminere det kinesiskstøttede Pol Pot-regime. Kina reagerede i januar 1979 med et militært angreb på Vietnam, der nød støtte fra Sovjetunionen, og kinesisk udenrigspolitik lignede mere og mere en uformel alliance med USA imod hovedfjenden Sovjetunionen. På hjemmefronten blev Demokratibevægelsen slået ned i foråret 1979, og dens mest kendte fortaler, Wei Jingsheng, blev idømt 15 års fængsel.

Deng balancerede mellem de reformivrige og de mere ortodokse medlemmer af den øverste ledelse, og vigtige reformer blev prøvekørt i provinser, kontrolleret af Dengs folk; således blev "ansvarssystemet", hvor bønderne i realiteten fik privat råderet over deres jord, afprøvet i provinserne Sichuan og Anhui, før systemet blev gjort landsdækkende i 1980'ernes første år kulminerende i 1982-beslutningen om at opløse folkekommunerne. I 1979 blev de "særlige økonomiske zoner" etableret med det formål at tiltrække udenlandsk kapital og øge Kinas eksport. I 1980 overtog en af reformfløjens mest succesrige folk, Zhao Ziyang, premierministerposten fra Hua Guofeng, og en anden reformmand, Hu Yaobang, overtog partilederposten i 1981 (først som formand for KKP, fra 1982 som generalsekretær).

Etbarnspolitikken blev lanceret i 1980, samme år som Firebanden blev stillet for retten og idømt dødsstraffe, der dog blev konverteret til livsvarigt fængsel. Også i 1980 fremlagde Deng Xiaoping på et internt partimøde forslag om vidtgående politiske reformer. Kernen i Dengs forslag var en klar adskillelse mellem på den ene side KKP's politisk-ideologiske arbejde og på den anden administrative og økonomiske funktioner. Ved lokalvalgene i Folkekongressen i 1980 blev grænserne for kritik og initiativ nedefra udvidet. Men den liberale bølge i 1980 udløste 1980-81 en modoffensiv fra de ortodokse kommunister, og i 1982-1983 havde de igen i en periode stor indflydelse i partiledelsen; samtidig begyndte det nære samarbejde med USA at kølnedes, og Kina søgte hen imod en position præget af neutralitet i forhold til supermagterne USA og Sovjetunionen.

I 1984 blev tempoet med hensyn til de økonomiske reformer atter skruet op; mens tyngdepunktet i 1979-1984 havde ligget på reformer i landbruget, hvor bøndernes gennemsnitlige levestandard var blevet fordoblet, kom industrien nu i fokus. 1984 var også året, da Kina og Storbritannien indgik aftale om overdragelse af Hongkong til Kina i 1997. I de følgende år kom Kina ind i en periode med høj økonomisk vækst, og samhandelen med omverdenen voksede ligeledes hurtigt. Men samtidig tog de sociale spændinger til, efterhånden som forskellen mellem vindere og tabere i reformprocessen blev synlig. Nogle provinser og regioner begyndte at ligne de østasiatiske "tigerøkonomier", mens andre sad fast i fattigdommen. Inflation og korruption bidrog til en stemning af usikkerhed og skepsis. Med den relativt større ytringsfrihed efter midten af 1980'erne voksede også kritikken af KKP's magtmisbrug blandt intellektuelle og studerende. En række studenterdemonstrationer i 1986-1987 førte til en voldsom reaktion fra den ortodokse fløj i partiet, og Deng Xiaoping ofrede den reformivrige Hu Yaobang på partilederposten. Det lykkedes imidlertid Deng at rokere Zhao Ziyang ind på partilederposten, mens teknokraten Li Peng overtog Zhaos premierministerpost. På KKP's 13. kongres i oktober 1987 blev reformkursen genoptaget.

I 1988 tog spændingerne i samfundet igen til. Inflation udløste bølger af panikindkøb, og i sommeren 1988 besluttede regeringen at bremse prisreformen og den økonomiske vækst. Internt i systemet var Zhaos stjerne nu for nedadgående, og Li Pengs stigende, men Zhao ville ikke opgive reformkursen uden kamp.

På baggrund af splittelsen i topledelsen øjnede intellektuelle kritikere i foråret 1989 en mulighed for at trænge igennem med deres budskab, og der opstod i realiteten en alliance mellem Zhao-gruppen i topledelsen og de kritiske intellektuelle. Den gærende kritik slog over i store studenterdemonstrationer, udløst af Hu Yaobangs død den 15. april 1989. I løbet af maj bredte denne nye demokratibevægelse sig til over hundrede kinesiske byer, og millioner af byboere sluttede op omkring studenternes demonstrationer. Regeringen indførte undtagelsestilstand i Beijing den 20. maj 1989, men det stoppede ikke demonstrationerne, og KKP's aldrende ledere med Deng Xiaoping i spidsen valgte derfor at sætte hæren ind.

Natten til den 4. juni 1989 blev op mod 200.000 soldater sat ind mod demokratibevægelsen i Beijing. Mange hundrede civile blev dræbt på Tiananmen-pladsen, og tusinder blev såret. Kort efter blev Zhao Ziyang og hans støtter officielt afsat fra deres poster, mens myndighederne indledte en klapjagt på systemkritikere, studenterledere og arbejdere, der havde forsøgt at danne uafhængige fagforeninger. Shanghais partisekretær, Jiang Zemin, blev indsat som ny partileder. Begivenhederne udløste international kritik og sanktioner mod Kina. Som modtræk knyttede Kina sig nærmere til de vaklende regimer i Østeuropa og Sovjetunionen, men da disse brød sammen i 1989-1990, øgedes Kinas internationale isolation faretruende. De internationale sanktioner blev dog lempet igen i løbet af 1990-1992, og Kinas ledere manøvrerede sig med stor dygtighed ud af isolationen, idet de prioriterede Kinas plads i den østasiatiske vækstregion øverst på den udenrigspolitiske dagsorden.

Den kinesiske ledelse førte i 1989-1991 en stram økonomisk politik, som bragte inflationen under kontrol, men i foråret 1992 opfordrede Deng Xiaoping til nye reforminitiativer og øget vækst. Det skete under en inspektionsrejse til det sydlige Kina, herunder Shenzhen, hvor han antydede, at Jiang Zemin måtte gå af, hvis han modsatte sig fortsatte økonomiske reformer. Beskeden blev opfattet af Jiang Zemin såvel som udenlandske investorer og var med til at bryde Kinas isolation.

1992 og resten af århundredet var præget af en ekstremt hurtig økonomisk udvikling med rekordhøje vækstrater. Samtidig indførtes der vigtige økonomiske reformer: den private sektor udviklede sig hastig, og statssektoren var ikke længere altdominerende. Der blev indført markedsreformer, hvor priserne i hovedsagen blev bestemt af markedet. Det politiske system var imidlertid stadig autoritært, selvom det intellektuelle og åndelige klima var blevet noget friere efter tilbageslaget i 1989-1991. Dengs død den 19. februar 1997 havde ikke umiddelbart nogen betydning for den politiske stabilitet i landet, da den alderdomssvækkede leder i sine sidste leveår ikke deltog aktivt i det politiske liv.

Overordnet ændrede Deng-æraen Kina fra et totalitært samfund, der krævede aktiv tilslutning af alle medborgere, til et autoritært system, som begrænsede undertrykkelsen til de mest åbenmundede kritikere. Trods KKP's fortsatte politiske dominans var statsapparatet blevet væsentlig moderniseret. Internationalt formåede Kina ikke blot at sikre sine grænser, men også at indgå i et hurtigt voksende økonomisk samarbejde specielt i forhold til nabolandene i Øst- og Sydøstasien.

Kina under Jiang Zemin

Fra 1997 til 2002 stod Jiang Zemin med ansvaret. Han tilhørte "tredje generation" (efter Mao Zedong og Deng Xiaoping) af ledere. Den 1. juli 1997 kunne Jiang som Kinas repræsentant forestå den britiske kronkoloni Hongkongs tilbagevenden til kinesisk suverænitet, og i september samme år fremlagde han på kommunistpartiets 15. kongres en plan for privatisering af hovedparten af den statsejede industri. Den store finanskrise i Asien, som begyndte i efteråret 1997, gjorde det imidlertid sværere at sælge de ofte dybt forgældede statsvirksomheder. Dog lykkedes det for premierminister Zhu Rongji at afvikle og i nogle tilfælde sammenlægge de mest tabsgivende virksomheder. Kinas økonomiske vækst blev ikke påvirket af finanskrisen i samme omfang som en række andre lande i Østasien, men i slutningen af 1990'erne var økonomien dog præget af deflation og voksende arbejdsløshed. Samtidig var store indkomstforskelle blevet almindelige.

Den politiske kontrol blev nidkært opretholdt, og der er blevet slået hårdt ned på alle tilløb til uafhængige organisationer eller medier. Da en gruppe borgere i 1998 ansøgte om tilladelse til at oprette Kinas Demokratiske Parti, blev de idømt lange fængselsstraffe. En langt større og helt overraskende udfordring for den kinesiske ledelse kom imidlertid fra den nyreligiøse Falun Gong-bevægelse, som i 1999 organiserede en sit-in med omkring 10.000 deltagere foran partiets og regeringens hovedsæde i Beijing; bevægelsen blev efterfølgende forbudt og massivt undertrykt. En tredje udfordring mod systemet kom fra tusindvis af lokale protester overalt i Kina rettet mod korruption, skatter eller manglende arbejdsløshedsunderstøttelse.

Kun ved en enkelt lejlighed tillod regeringen protestdemonstrationer. Da amerikanske missiler i maj 1999 under bombekampagnen mod Jugoslavien i forbindelse med Kosovokrisen ramte den kinesiske ambassade i Beograd og dræbte flere kinesiske diplomater, udløste det en bølge af raseri og ophidset nationalisme i den kinesiske ungdom, og den amerikanske ambassade i Beijing blev i dagevis belejret af demonstranter. En ny krise mellem Kina og USA opstod i 2001, da et amerikansk overvågningsfly kolliderede med en kinesisk jager over Det Sydkinesiske Hav. Den kinesiske selvrespekt fik til gengæld oprejsning med IOC's beslutning samme år om at gøre Beijing til værtsby for De Olympiske Lege 2008, ligesom Kinas optagelse i WTO, endeligt bekræftet i 2001, varslede nye fremskridt for Kinas integration i verdenssamfundet.

Økonomisk var udviklingen i Kina under Jiang Zemin præget af stærk fremgang, hvilket i betydelig grad løftede levestandarden for store dele af den kinesiske befolkning. Samhandelen med udlandet voksede ligeledes kraftigt, og Kina blev i stigende grad en integreret del af den globale økonomi. Den voldsomme vækst havde dog en bagside i form af stigende forurening, voksende sociale uligheder, korruption og millioner af omkringrejsende løsarbejdere uden sociale rettigheder.

Hu Jintao-æraen

Jiang Zemin trådte tilbage som partileder ved kommunistpartiets 16. kongres i efteråret 2002 og som præsident i 2003. En "fjerde generation", anført af Hu Jintao, overtog ledelsen af landet. De skyhøje økonomiske vækstrater fortsatte, og det samme gjorde Kinas samhandel med udlandet. Det var især eksporten, der steg, hvilket skabte store ubalancer i samhandelen med navnlig USA og EU. Den ensidige fokusering på økonomisk vækst skabte fortsat økologiske ødelæggelser og stigende social polarisering med tusindvis af protestdemonstrationer fra fattige bønder og arbejdere til følge. Disse demonstrationer forblev på det lokale niveau og udgjorde ikke nogen fundamental trussel mod styret. Internationalt lagde Kina sig siden årtiets begyndelse tæt op ad USA i "krigen mod terror", idet den kinesiske regerings undertrykkelse af muslimske "separatister" i Kinas vestlige provins Xinjiang blev sammenkædet med anti-terror-kampen. Netop kampen mod "separatister" i Xinjiang og Tibet førte til kritik fra omverdenen. I foråret 2008 kom det til etniske uroligheder i Tibet mellem han-kinesere og tibetanere; der var flere dræbte og styret slog ned med hård hånd. I juli 2009 var der voldsomme uroligheder i Xinjiang; officielt blev 156 dræbt.

Perioden var præget af stigende nationalisme, og især Japan blev mål for nye, kortvarige, udbrud af nationalistisk vrede blandt den kinesiske ungdom. I marts 2005 vedtog den kinesiske Folkekongres en anti-løsrivelseslov rettet mod Taiwan, som blev truet med militær indsats, dersom den "fredelige genforening" af Taiwan med Kina ikke lod sig realisere.

Hu Jintao var ikke nogen stærk leder. Medlemmerne af det stående udvalg havde deres egne politikområder. For eksempel havde Zhou Yongkang sikkerhed som sit område. Det involverede kontrol over Kinas politistyrker og retsvæsenet samt Kinas sikkerhedstjenester. Det gav Zhou rige muligheder for at deltage aktivt i interne fraktionsstridigheder. De nåede toppunktet i optakten til 18. partikongres i 2012, hvor der skulle vælges nyt stående udvalg og generalsekretær. Chongqings karismatiske partisekretær, Bo Xilai, var kandidat til at indgå i det stående udvalg, men da hans hustru angiveligt myrdede en britisk forretningsmand blev han arresteret og senere dømt for korruption. Hændelsen skabte store rystelser i det politiske system.

Xi Jinping ved magten

Trods den politiske krise blev Xi Jinping som planlagt valgt til generalsekretær i 2012 og til præsident i foråret 2013. Han brugte krisen til at iværksætte en antikorruptionskampagne, der gik i gang umiddelbart efter partikongressens afslutning. Xi Jinping ønskede tydeligvis at styre Kina på en helt anden måde end sin forgænger Hu Jintao. Han afskaffede gradvist den kollektive ledelse af partiet og centraliserede magten om sin egen person. I 2017 blev han genvalgt til en ny periode som generalsekretær, og i foråret 2018 fik han fornyet sit mandat som præsident for en ny fem-årig periode. Politbureauet og dets stående udvalg blev sammensat med et flertal af Xi-loyalister. Det lykkedes ligeledes for Xi at få afskaffet tidsbegrænsningen på præsidentembedet for sig selv og vicepræsident Wang Qishan.

Undertrykkelsen af uighurerne i Xinjiang fortsatte og skabte stigende kritik i den vestlige verden. Kritikken blev yderligere skærpet, da Xi slog hårdt ned på demonstrationer i Hong Kong ved at indføre en National Sikkerhedslov, der fjernede illusionen om Hong Kongs politiske autonomi og og gjorde Hong Kongs domstole afhængig af love og forordninger vedtaget i Beijing. Loven var målrettet handlinger og tale, der sigtede mod løsrivelse, undergravning af statsmagten, terroraktiviteter og samarbejde med udenlandske kræfter, og tillod kinesiske sikkerhedsorganer at operere i Hong Kong.

I januar 2020 viste det sig, at der var udbrudt en ny smitsom sygdom i millionbyen Wuhan, Sygdommen fik betegnelsen covid-19 og bredte sig med lynets hast. Den kinesiske regering reagerede med en drastisk nedlukning af Wuhan og store dele af Hubei-provinsen. Sygdommen spredte sig til resten af verden og skabte store belastninger af nationale sundhedssystemer. I Kina indførte man en såkaldt ”nul-tolerance” politik, der betød massive nedlukninger og udgangsforbud i områder af Kina, hvor der blev konstateret tilfælde af covid-19. Det kulminerede i Shanghai i foråret 2022, hvor byen blev lukket ned i ugevis. I slutningen af 2022 ophævede den kinesiske regering pludseligt alle restriktioner, angiveligt foranlediget af demonstrationer i Shanghai og andre byer, hvor der blev rejst krav om Xi Jinpings afgang.

Midt under covid-19 krisen blev Xi Jinping i november 2022 valgt til en ny periode som generalsekretær, og i marts 2023 blev han genvalgt som præsident. Han sammensatte et nyt stående udvalg udelukkende med egne loyale medarbejdere og tilsidesatte endnu en gang princippet om en kollektiv ledelse med deltagelse af forskellige fraktioner. Reglen om, at ledere ikke kan vælges til politbureauet efter fyldt 68 år blev afskaffet, og der blev sammensat en topledelse, var er ældre end under forgængerne Hu Jintao og Jiang Zemin.

Xi er ligeledes det klare centrum for KKP’s ideologiske arbejde, og der er bestræbelser på at løfte hans ”tanker om Kina med socialistiske karakteristika i en ny æra” op på linje med Mao Zedong-tænkningen. Et væsentligt emne i Xis taler og bøger er den ”kinesiske drøm”, der handler om, at Kina skal genvinde sin fordums indflydelse og magt politisk, økonomisk og ikke mindst kulturelt og civilisatorisk. En del af drømmen er hundredeårsmålet om, at Kina i 2049, hundrede år efter Folkerepublikkens Kinas dannelse, skal have udviklet sig til en stærk, moderne og socialistisk nation med en verdensklassehær. Uden tvivl er Xi inspireret af tianxia begrebet, der definerede det imperiale Kina som verdens centrum.

Udenrigspolitisk har Kina under Xi bevæget sig ind i en konfrontationskurs med USA og dets allierede. Det handler bl.a. om indflydelse og magt i Det Sydkinesiske Hav og i det kinesiske nærområde, hvor Kina ønsker at genvinde Taiwan, hvilket USA blokerer med sin politiske og militære støtte til ø-staten. I 2013 indførte Xi med sit Belt and Road initiativ en ny geopolitisk dimension i rivaliseringen mellem Kina og USA. Initiativet går ud på en re-aktivering af det gamle silkevejsnet, der helt op til Mingdynastiet skabte handelsforbindelser mellem Kina og Europa hen over det euroasiatiske fastland. Det nye silkevejsprojekt handler især om milliardstore kinesiske investeringer i infrastruktur såsom havne, jernbaner, vejanlæg, broer, etc. Sigtet er at knytte de deltagende lande tættere til Kina økonomisk og handelspolitisk. Siden 2020 har Ukraine-konflikten ligeledes spillet en rolle i den voksende stormagtsrivalisering, idet det er USAs og vestens opfattelse, at Kina støtter Ruslands krav og aggression. I stigende grad danner der sig et billede af et samarbejde mellem Kina og Rusland mod den traditionelle vestlige dominans. Her mener Xi, at Kina er en repræsentant for det undertrykte globale syd.

Den kinesiske økonomi er under Xi gået ned i væksttempo. Det skyldes ikke kun effekten af covid-19 epidemien. Der også tale om krise i ejendomssektoren og en for høj intern gældsætning. Endvidere har Xi defineret en ny økonomisk strategi, der vil omdirigere ressourcer fra traditionelle sværindustrielle vækstsektorer til højteknologi og innovation. På det felt føler Kina sig presset af amerikansk blokering af eksporten af avancerede chips til Kina. På grund af det reducerede væksttempo, vil tidspunktet, hvor Kinas nominelle BNP overhaler USA's, blive udsat til en uvis fremtid.

Der er uklarhed om, hvor længe Xi Jinping vil sidde ved magten i Kina. Der er i modsætning til tiden under Jiang Zemin og Hu Jintao ikke en klar arvtager i sigte. Xi er for indeværende (70), og der er meget, der tyder på, at han planlægger genvalg ved partikongressen i 2027 og præsidentvalget i 2028. Argumentet er, at det kun er en stærk leder som Xi, der kan realisere den kinesiske drøm og stå op i mod vesten og USAs hegemonibestræbelser.

Autoritært samfund

Overordnet er processen mod et mere pluralistisk og mindre autoritært samfund, der startedes af Deng Xiaoping i 1980’erne, blevet sat i bakgear. Der er ikke længere tale om, at KKP skal trække sig tilbage fra den daglige politik og koncentrere sig om overordnede ideologiske spørgsmål. Tværtimod har partiet under Xis ledelse overtaget flere og flere magtbeføjelser fra regering og stat. Xi har indført en partiopbygningskampagne, der fordrer, at alle regeringskontorer og virksomheder skal have en particelle, hvis de ikke allerede har det. Det gælder også private virksomheder, NGO’er og joint ventures mellem kinesiske og udenlandske virksomheder. Det centraliserede, autoritære politiske system kombineres med en ny form for teknonationalisme, bakket op af massive statslige investeringer i teknologi og innovation. Målet er at gøre Kina mindre afhængig af udlandet. Udenrigspolitisk har Xi ændret Deng Xiaopings dictum om at føre en forsigtig udenrigspolitik under sloganet taoguang yanghui (skjul din styrke og hold en lav profil). I 1980’erne og 1990’erne ønskede Kina at lære af vesten i forbindelse med indførelse af økonomiske reformer. Det har ændret sig under Xi. Nu mener den kinesiske ledelse, at udlandet, navnlig det globale syd, med fordel kan lære af Kinas succesfulde modernisering og økonomiske udvikling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Peter Ole Kvint

Denne artikel bygger ikke på troværdige kilder. De amerikanske spioner var vrede på kommunisterne og var ikke neutrale kilder.

"Mange hundrede civile blev dræbt på Tiananmen-pladsen, og tusinder såret."
Dette er meget langt fra virkeligheden. Pladsen blev rømmet fredeligt.

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Redaktionen har ikke tilstrækkelig faglig indsigt i området til at kunne vurdere dit ændringsforslag/din kommentar. Når vi får knyttet en fagansvarlig med den rette baggrund til fagområdet, vil vi lade vedkommende tage stilling til kommentaren.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig