Kinas Kommunistiske Parti

De 13 delegerede på KKP’s første kongres i Shanghai i juli 1921 repræsenterede små grupper i Shanghai, Beijing, Wuhan, Changsha/Hunan, Jinan samt en gruppe, der studerede i Japan.

De 13 repræsenterede en samlet gruppe på i alt 57 partimedlemmer. Kongressen valgte et eksekutivt bureau med Chen Duxiu (sekretær) og Li Da (propaganda) som de ledende figurer. Begge deltog i øvrigt ikke i mødet. Det gjorde derimod to repræsentanter for den internationale kommunistiske bevægelse (Komintern), der havde base i Moskva og var domineret af Stalin og Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP.

Stalin og Komintern mente ikke, at Kina var moden til en socialistisk revolution. En sådan revolution fordrede i deres optik et kapitalistisk samfund med veludviklede produktivkræfter og en selvstændig arbejderklasse. Derfor måtte Kina først gennemgå en borgerlig revolution, og da det dominerende parti i Kina på daværende tidspunkt var Guomindang (Nationalistpartiet), skulle KKP indgå en alliance med dette parti for at gennemføre en sådan revolution. I 1923 aftalte KKP følgelig et samarbejde med Guomindang, som betød, at medlemmer af KKP meldte sig kollektivt ind i Guomindang. KKP havde på det tidspunkt 420 medlemmer.

Efter sammenbruddet af alliancen med Guomindang var KKP i stigende grad henvist til at rekruttere ny medlemmer i landområderne. Det skete især i en række baseområder, hvor KKP organiserede de lokale bønder i såkaldte sovjetter og gennemførte jordreformer. Den største og mest kendte af disse sovjetter blev dannet af Mao i Jianggangshan-området i Jiangxi provinsen.

Partiets topledelse med en række Moskva-støttede partifunktionærer i spidsen befandt sig under jorden i Shanghai. Chiang Kai-shek blev i stigende grad opmærksom på den ekspanderende Jiangxi-sovjet og indledte i 1931 en række felttog, de såkaldte omringelsesforsøg, med henblik på at erobre området. Det lykkedes ved hjælp af en succesfuld guerilla-strategi for kommunisterne at slå de første fire omringelsesforsøg tilbage.

I 1933 flyttede partiledelsen til Jiangxi-sovjetten. Der opstod hurtig uenighed med Mao, som blev sat i husarrest. Den militære strategi blev ændret til en mere konventionel krigsførelse, der imidlertid slog fejl. I efteråret 1934 var Chiang Kai-sheks tropper så tæt på at erobre baseområdet, at partiledelsen besluttede at begive sig ud på den legendariske lange march til det mere sikre baseområde i Yan’an i Shaanxi-provinsen i det nordvestlige Kina. Under et krisemøde i partiet i januar 1935 blev Mao rehabiliteret og indsat i KKP’s øverste militære og politiske ledelse. Da Mao og den øvrige ledelse nåede Yan’an i oktober 1935 med resterne af KKP's Røde Hær, var Mao’s prestige og indflydelse i partiet steget, om end han endnu ikke var valgt til den formelle leder af partiet.

Efter afslutningen af 2. Verdenskrig og den japanske besættelse af Kina, stod Mao og partiledelsen med et nyt dilemma. Stalin pressede på for at få etableret en ny forenet front mellem KKP og Guomindang. Det drejede sig ikke længere primært om nødvendigheden af et samarbejde med henblik på at gennemføre en borgerlig revolution. Hovedsynspunktet bag Stalins holdning var, at KKP's Røde Hær ikke ville være i stand til at vinde over de militært bedre udrustede og talmæssigt større Guomindang-styrker, hvis det kom til en borgerkrig. Men Mao var overbevist over, at kommunisterne ville sejre i en militær konflikt og ville under ingen omstændigheder gå med til et fornyet samarbejde.

I 1956 afholdt KKP sin 8. kongres, hvor der herskede fred og fordragelighed i toppen af KKP. Topledelsen bestod af Mao, Liu Shaoqi, Zhou Enlai, Zhu De, Deng Xiaoping, Chen Yun og fra 1958 Lin Biao.

Viceformand for KKP og formand for Den Nationale Folkekongres Liu Shaoqi var nummer to i magthierarkiet, efterfulgt af premierminister Zhou Enlai, Zhu De i egenskab af vice præsident og næstformand i militærkommission, eksekutiv vice premierminister Chen Yun, leder af partisekretariatet Deng Xiaoping og vice premierminister Lin Biao.

Imidlertid skabte Det Store Spring Fremad (1958-1960) en spirende uenighed blandt de syv topledere. Det Store Spring Fremad var Maos forsøg på at accelerere den socialistiske udvikling og forkorte overgangen til det kommunistiske samfund. Det Store Spring Fremad slog fejl og forårsagede økonomisk krise og hungersnød med millioner af dødsfald til følge.

Som konsekvens trak Mao sig tilbage som præsident for Folkerepublikken Kina og overlod posten til Liu Shaoqi. I en periode blandede han sig ikke i den økonomiske politik, som blev overladt til Chen Yun og Deng Xiaoping. De rullede Det Store Spring Fremad og folkekommunebevægelsen tilbage og fik økonomien på fode igen ved hjælp af en række reformer.

Mao opfattede reformerne som en tilbagerulning af selve det socialistiske projekt og som genindførelsen af kapitalistiske træk i den kinesiske økonomi. Han kritiserede i stigende reformpolitikken og de kolleger i partitoppen, der tegnede den.

I 1965 indledte Mao i alliance med forsvarsminister Lin Biao og i alliance med den kulturrevolutionære fløj i partiet, også kaldet Firebanden, en voldsom kampagne med kritik mod borgerlige og revisionistiske elementer i partiet.

Kampagnen, der mobiliserede en omfattende rødgardistbevægelse, udviklede sig til Kulturrevolutionen, der i en periode skabte kaotiske tilstande i Kina. En lang række partiledere med Liu Shaoqi og Deng Xiaoping i spidsen blev udrenset. Liu Shaoqi overlevede ikke rødgardisternes forfølgelser. Deng Xiaoping overlevede, men måtte som ”nummer to personen, der vandrer den kapitalistiske vej” tilbringe syv år med manuelt arbejde på en traktorfabrik i Jiangxi-provinsen. Partiapparatet blev lammet af de mange udrensninger og i stedet for partikomitéer blev der oprettet revolutionskomitéer med deltagelse af hæren og de revolutionære masser.

I kinesisk historiografi angives Kulturrevolutionen til at vare 1966-1976, men allerede fra 1969 begyndte kampagnen langsomt at klinge ud. I 1971 døde Lin Biao, som var en af de kraftigste fortalere for Kulturrevolutionen under et flystyrt i Mongoliet, mens han var på flugt efter et angiveligt kupforsøg mod Mao. Dermed var vejen banet for en gradvis normalisering af forholdene, selv om Firebanden ønskede en fortsættelse af kritikkampagnen.

Efter Mao’s død i september 1976 blev Hua Guofeng valgt til hans efterfølger som formand for KKP og leder af militærkommissionen. I samarbejde med hæren og sikkerhedsstyrkerne arresterede han i oktober 1976 Firebanden med Maos hustru Jiang Qing i spidsen.

I 1980’erne indførte Deng Xiaoping en række reformer af partiorganisationen. Det blev for eksempel vedtaget, at partikadrer i offentlige stillinger i det centrale og lokale statsapparat kun kunne sidde i samme stilling i to perioder af fem år. Derefter skulle vedkommende forfremmes til en ny stilling eller overgå til en stilling på samme niveau inden for et andet område og med andre beføjelser.

KKP havde i 1949 4,5 millioner medlemmer og er vokset støt lige siden til 97 millioner medlemmer i 2022. I kølvandet på Det Store Spring Fremad var der i starten af 1960’erne en stagnation i medlemstallet, men generelt optages der mellem en og to millioner nye medlemmer om året – i visse perioder op til 2.5 millioner. Da der er over 20 millioner, der hvert år søger om optagelse i partiet, er optagelsesprocenten på ca. 10.

KKP har ændret sin medlemsprofil hen over årene. I 1949 var to tredjedele af partimedlemmerne arbejdere og bønder. Deres andel var i 2020 faldet til en tredjedel. I stedet er er der optaget repræsentanter for nye grupper og sociale lag. Det drejer sig om teknisk personale, administratorer og forskellige former for specialister. Således har KKP ændret profil fra et masseparti til et eliteparti.

KKP's øverste instans er partikongressen, der ifølge partiforfatningen mødes hvert femte år. Dog var der ni år mellem 7. partikongres i 1945 og 8. partikongres i 1956. Der var 13 år mellem 8. partikongres og 9. partikongres i 1969. Men siden Mao’s død har partiet efterfulgt reglen om at mødes hvert femte år. Der er normalt godt to tusinde delegerede valgt af lokale partiafdelinger.

Partikongressens opgave er at vælge en centralkomité samt høre og godkende generalsekretærens rapport og diskutere og godkende forslag til ændringer af partiforfatningen.

Den nyvalgte centralkomité mødes dagen efter kongressen afslutning for at vælge ny politbureau, politbureauets stående udvalg og generalsekretær. For indeværende består centralkomitéen af 205 medlemmer og 176 kandidatmedlemmer. Politbureauet består af 24 medlemmer og det stående udvalg af syv medlemmer. Efter forslag fra det stående udvalg vælger centralkomitéen ligeledes et sekretariat på fem personer, der står for det daglige partiarbejde i samarbejde og betjener det stående udvalg i samarbejde med generalsekretæren.

Endelig vælger partikongressen KKP's centrale disciplinær- og inspektionskomité samt den centrale militærkomission. Da de begge er valgt af partikongressen er de formelt rangeret på linje med centralkomitéen, men reelt overser og monitorerer centralkomitéen deres arbejde. Førstesekretæren for den centrale disciplinærkomié har siden 1997 været født medlem af politbureauets stående udvalg.

Formand for den centrale militærkommission har med en enkelt undtagelse altid været den formelle leder af partiet. Undtagelsen er Deng Xiaoping, der var leder af militærkommissionen fra 1981 til 1989, selv om han aldrig lod sig vælge til KKP's generalsekretær. Det kan tilføjes, at Jiang Zemin først gik af som formand for millitærkommissionen i 2004 – to år efter at han var trådt tilbage som leder af partiet.

KKP kontrollererer statsapparatet på alle niveauer. Det sker gennem nomenklaturaen, som sikret partiet retten til at besætte alle ledende stillinger. Et andet kontrolinstrument er particeller og partigrupper, der skal oprettes i alle organisationer og institutioner med mere end tre partimedlemmer. I et ministerium er det partigruppens partisekretær, der har den egentlige magt. Derfor er det som regel ministeren, der har denne post. Lederne af de vigtigste universiteter, forskningsakademier samt af de største statsejede virksomheder udpeges ligeledes i henhold til nomenklature-systemet.

Kinesiske virksomheder har alle en partiorganisation i form af en partikomité, particelle eller partigruppe alt afhængig af virksomhedens størrelse og betydning. Selv private virksomheder og joint ventures er beordret til at etablere en particelle. I statsejede virksomheder er der indført en regel, der stipulerer, at bestyrelsesformanden også skal fungere som partisekretær for virksomhedens partigruppe. Endvidere skal alle væsentlige beslutninger diskuteres i partigruppen, før de behandles i bestyrelsen og implementeres af ledelsen.

I 1980’erne plæderede Deng Xiaoping for en begrænsning af KKP's magt over statsapparatet og talte ved flere lejligheder om, at partiet blandede sig i for meget. Det var nødvendigt med en adskillelse af parti og stat, således at partiet koncentrerede sig om overordnede ideologiske og politiske spørgsmål og statens ansatte fokuserede på den daglige administration.

Under Xi Jinping’s ledelse er der ikke længere tale om adskillelse. Derimod overtager partiet i stigende grad statslige funktioner. F.eks. er bureauet, der administrerer hele embedsmandskorpset blevet overført fra Ministeriet for Personaleadministration og Social sikkerhed til partiets centrale organisationsafdeling og en række funktioner vedrørende mediestyring og kontrol er overført fra en statslig styrelse til den centrale propagandaafdeling.

Xi Jinping har styrket KKP's magt og kontrol over alle dele af det kinesiske samfund. Hans magtudøvelse bygger ikke som for Maos vedkommende på karisma og revolutionær autoritet. Xi Jinpings magt hviler på en bureaukratisering og ideologisering af partiorganisationen. Embedsmændene skal i hans optik være professionelle og dygtige til deres arbejde, men det er lige så vigtigt, at de har den rette ideologiske indstilling.

Generalsekretærposten er ifølge partiforfatningen ikke tidsbestemt. Det har præsidentposten imidlertid været indtil fornylig. Xi Jinping har dog fået ophævet tidsbegrænsningen, således at han kunne blive genvalgt som præsident til en ny fem-årig periode i foråret 2023. På den måde kan han fortsætte som både generalsekretær og præsident. På den måde sikrer han sin magt over både parti og stat.

På 20. partikongres i oktober 2022. blev der valgt et nyt stående udvalg, der alle er Xi Jinping's trofaste allierede. Dermed har han etableret en magtposition, der får mange iagttagere til at kalde ham den mest magtfulde kinesiske leder siden Mao.

• Kinas historie
• Mao Zedong
• Deng Xiaoping
• Xi Jinping