Liang Qichao, 23.2.1873-19.1.1929, kinesisk publicist og samfundsdebattør, en af de mest indflydelsesrige fortalere for en modernisering af den sene kejsertids politiske og administrative system og for indførelse af uddannelsesreformer. Liang var elev af Kang Youwei og hans medarbejder i 1898-reformbevægelsen under kejser Guangxu. 1898-1912 var Liang i eksil i Japan, hvor han fortsatte med at agitere for institutionelle reformer efter vestligt mønster og etablering af en konstitutionel styreform, i stigende grad under indflydelse af socialdarwinistiske og nationalistiske tanker. Liangs arbejde havde betydning for de intellektuelle strømninger efter republikkens oprettelse i 1912, men hans personlige indflydelse forsvandt efterhånden.