Sima Qian, Szu-ma Ch'ien, ca. -145-ca. -85, kinesisk historieskriver, forfatter til Shi Ji, en historie over den i Kina kendte verden, fra den tidligste tid til hans egen tid. Shi Ji blev påbegyndt af Sima Qians far; ved hans død lovede Sima Qian at fuldføre værket. Imidlertid fornærmede han kejseren ved at forsvare en general, der blev kritiseret for at have tabt et slag. Sima Qian blev dømt til døden, men blev i stedet kastreret, så han kunne færdiggøre sit værk. Shi Ji består af 130 kapitler inddelt i fem sektioner: annaler over herskere af de forskellige dynastier, kronologiske tabeller, afhandlinger om bl.a. ritualer og kalenderen, en historie over herskerne af de forskellige stater, før Qin-staten forenede Kina, samt biografier over personer, i hvis liv Sima Qian ofte så sin egen skæbne afspejlet.