• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zhou Enlai

Oprindelig forfatter SClau Seneste forfatter Redaktionen

Zhou Enlai, Chou En-Lai, 1898-1976, kinesisk politiker. Zhou var blandt Kinas Kommunistiske Partis fremtrædende skikkelser fra partiets grundlæggelse i 1921, og han fungerede ofte som partiets repræsentant i forhandlinger udadtil. I 1930'erne var han blandt Mao Zedongs modstandere i de partiinterne stridigheder, men han overlevede altid politisk de ofte bitre fraktionsopgør og endte som Maos tro væbner. Som premierminister i Kina 1949-76 og tillige som udenrigsminister 1949-58 havde Zhou en politisk nøglerolle gennem hele den turbulente Mao-æra, men han overlevede alle dens udrensninger og kampagner, og han blev derigennem et symbol på stabilitet. Hans officielle eftermæle i Kina er den pletfri og humane premierminister, som afbødede Maos værste excesser og sikrede varetagelsen af Kinas langsigtede interesser. Dette billede er dog blevet udfordret i udlandet og blandt kinesiske dissidenter, hvor mange lægger vægt på Zhous eftergivenhed over for Mao.