kinesisk historieskrivning

Kinas historieskrivning er lige så gammel som skriftsproget. Vigtige begivenheder blev optegnet af en shi, der oprindelig blot betød 'skriver', men senere kom til at betyde 'historiker'.

Kong Fuzi, der fremhævede de ældste skrifters rolle som en rettesnor, fik stor betydning for historieskrivningens voksende prestige. Hans elever udviklede en tradition for moralsk at tolke de gamle krøniker med øje for samtidens problemer. Med hofhistorikerne Sima Tan (død 108 f.v.t.) og hans søn Sima Qian udvikledes en skabelon for officiel historieskrivning.

Sima Qians storværk Shi ji (Historikerens Optegnelser) begynder med de ældste sagnkejsere og dækker de to tusinde år frem til Handynastiet. Sima Qians principielle insisteren på, at han kun ville samle faktuelle optegnelser og ikke selv foretage bedømmelser, modsiges af den gennemgående moralske diskurs i værket; denne dobbelthed har siden levet videre i kinesisk historiografi. Også princippet om at skildre både sejrherrer og tabere samt den stærke optagethed af enkeltstående historiske personers moralske dilemmaer indgår i arven efter Sima Qian.

Det blev derefter fast praksis at udpege historikere til at skildre det nærmest forudgående dynasti, og således opstod de officielle 25 "standardhistorier", som dækker hele kejsertiden. Der er tale om et kolossalt tekstkorpus, som med sin minutiøse dækning af politisk historie, institutioner og individer udgør hovedkilden til studiet af kinesisk historie. Der er i disse tekster et stærkt tabu mod forvanskning eller usandhed, men pinagtige emner er søgt omgået ved underspillelse eller fortielse. Den traditionelle kinesiske historieskrivning havde en ophøjet funktion som civilisationens moralske spejl, men den var samtidig begrænset af kravet om politisk godkendelse på højeste plan. Sammen med de dynastiske historieværker blomstrede en række genrer: slægtshistorie, biografi, lokalhistorie mv.

Konfucianismens sammenbrud som intellektuel referenceramme i begyndelsen af 1900-tallet rev også grundlaget væk under den traditionelle historieskrivning, og den marxistiske historieteori vandt indpas. Efter Den Kinesiske Folkerepubliks oprettelse i 1949 blev den historiske materialisme knæsat som den eneste gyldige historieteori.

I forbindelse med det kinesisk-sovjetiske brud omkring 1960 øgedes presset for at udvikle en selvstændig kinesisk position i marxistisk historiografi, og det udmøntedes i betoningen af "massernes" og "klassekampens" nøglerolle i udviklingen.

I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev historiske metaforer en vigtig bestanddel af det politiske sprog, samtidig med at faghistorikerne blev reduceret til reservedelsleverandører for en stedse mere forsimplet klassekampshistorie.

I 1980'erne og 1990'erne indfandt en vis grad af pluralisme sig i historiefaget, samtidig med at det blev afpolitiseret. I slutningen af 1980'erne rettede enkelte reformivrige historikere stærk kritik mod det gamle Kinas autoritære og lukkede karakter og dermed også en kritik af samtidens kommunistiske styre; national stolthed indgår som et vigtigt motiv i de politiske forventninger til 1990'ernes historieskrivning.