Kaohsiung.

.

Kaohsiung, Gaoxiung, er med cirka 2,8 millioner indbyggere (2020) Taiwans tredjestørste by og den største by den sydlige del af landet.

Historie

Siden 1600-tallet er Kaohsiung vokset fra at være en lille handelsby og til at være det sydlige Taiwans økonomiske og politiske centrum. Kaohsiungs navn på de oprindelige indbyggeres sprog er Takau, som i dag ofte anvendes som et andet navn for Kaohsiung, selv om meget få taler det omrindelige austronesiske sprog.

Den første store indvandrerbølge beståen af han-kinesere fra det kinesiske fastland kom til Kaohsiung-området i 1630 under den store tørke i Fujian-provinsen. Under Qing-dynastiets herredømme fra 1684 voksede Kaohsiung støt og blev et handelscentrum i det sydlige Taiwan.

Under den japanske besættelse af Taiwan 1895-1945 gennemgik Kaohsiung en kraftig økonomisk udvikling. Havnen blev meget udvidet, og Kaohsiung blev en industriby. Havnen var udgangspunkt for meget af den japanske krigsførelse i det sydøstlige Asien og Stillehavet under 2. verdenskrig.

Økonomi

Havnen blev genopbygget gennem flere år efter 1945, da den havde været genstand for gentagne amerikanske bombninger. Havnen blev også gjort til udgangspunktet for den taiwanesiske flåde og for landets oversøiske fiskeflåde, som bl.a. fisker rundt om Filippinerne og ved Indonesien.

De vigtigste erhvervssektorer i byen består i fremstilling af en bred vifte af industrivarer, stålproduktion, transport, olieraffinering og skibsbygning. Hertil kommer et hastigt voksende turismeerhverv. Kaohsiung International Airport er Taiwans næststørste lufthavn målt i antal passagerer. Kaohsiung havn er Taiwans største og vigtigste.

I Kaohsiung findes Asiens største olieraffinaderi og en omfattende petrokemisk industri, som bl.a. leverer råmaterialer til landets letindustri. Endvidere findes et stort stålværk med tilhørende skibsværft, og byen er verdens vigtigste lokalitet for ophugning af skibe.

Andre vigtige brancher er aluminium, cement og papir. I havneområdet åbnedes i 1966 en af verdens første frizoner med gunstige investeringsvilkår. Kaohsiung betjenes af øens højhastighedstog, og et metrosystem blev åbnet i 2007.

Politik

Kaohsiung repræsenterer ofte en sydtaiwanesisk position i den konstante rivalisering mellem Nordtaiwan og Sydtaiwan om offentlige investeringer og støtte. Siden 1990’erne har byen været en vigtig base for det Demokratiske Progressive Parti, som er i opposition til det i især tidligere så mægtige Guomindang.

De fleste borgmestre i byen er i de seneste årtier kommet fra det Demokratiske Progressive Parti. Den nuværende borgmester, Chen Chi-mai er imidlertid opstilling som uafhængig kandidat, og han trækker således vælgere fra både det Demokratiske Progressive Parti og Guomindang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig