spionage

Spionage og efterretningsvirksomhed er beslægtede, men dog forskellige af karakter. Efterretningsvirksomhed består i indsamling og bearbejdning af oplysninger fra såvel åbne som lukkede kilder. De åbne kilder kan være aviser, radio- og tv-udsendelser, indberetninger fra ambassader mv. De lukkede kilder er de informationer, som en nation eller virksomhed klassificerer som fortrolige eller hemmelige, og som derfor kun kan fremskaffes gennem spionage.

Dette kan dels ske vha. spioner, dels gennem aflytning af telefoner, opfangning af militære radiosignaler, brud på brevhemmeligheden, læsning af elektronisk post mv. Den sidste form for spionage er langt den mest udbredte i moderne tid, men de indhentede oplysninger må stadig bearbejdes af eksperter. Rå data er som regel ubrugelige for de beslutningstagere, som efterretningstjenesternes analytikere skal udarbejde materialet til.

Til spionage bruges foruden en lang række tekniske hjælpemidler agenter, der forsøger at få en eller flere af modstanderens egne borgere til at spionere for sig. Den professionelle agent optræder ofte ikke selv som spion, men hverver spioner, som han eller hun kontrollerer som deres føringsofficer.

Formålet med efterretningsvirksomhed i fredstid er at vurdere en modstander eller en potentiel modstander. Dette sker for at kunne analysere trusselsbilledet og ændringer i den daglige fredstidssituation korrekt i tilfælde af en konflikt. Det er det såkaldte normalbillede. I krigstid handler det især om at få oplysninger om modstanderens militære styrke og hans industriapparats evne til at forsyne en krigsmaskine.

Men i efterretningsvirksomhed indgår også vildledning og desinformation, der skal sløre de reelle hensigter og forvirre modparten. En vigtig del af den efterretningsmæssige indsats er desuden kontraspionagen, der har til formål at hindre eller hæmme andre i at rette spionage mod en selv.

I de demokratiske lande er den egentlige efterretningstjeneste og kontraspionagen som regel adskilt og under politisk kontrol.

Indhentning af efterretninger om en modstander har til alle tider været af stor betydning. Ca. 500 f.v.t. skrev den kinesiske strateg og hærfører Sun Zi om vigtigheden af at bruge agenter og dobbeltagenter for at besejre modstanderen.

Herskere og hærførere har da også gennem tiderne vidst, at det var vigtigt at vide mere om fjenden, end han vidste om en selv, og at det ligeledes var af betydning at forhindre fjenden i at få informationer om ens egne hensigter og styrkeforhold (kontraspionage). Spionage voksede for alvor frem i midten af 1800-tallet, da de store stående hære gjorde det nødvendigt for feltherrerne i marken at få så præcise oplysninger om modstanderen som muligt.

I Danmark er det Politiets Efterretningstjeneste, PET, der står for kontraspionagen, altså forsøg på at forhindre anslag mod statens sikkerhed, eller at fremmede spioner eller danske statsborgere, der er hvervet af fremmede efterretningsvæsener, får adgang til rigets hemmeligheder. Det er så Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, der står for indsamlingen og analysen af oplysninger om de nationer, der kunne udgøre en fare for Danmark, og som vurderer ændringer i normalbilledet. Ved forsvaret gennemføres der dog også kontraefterretningsvirksomhed.

Spionage og anden hjælp til fremmed efterretningsvæsen på dansk område, fx systematisk indsamling af ikke-hemmelige oplysninger, straffes efter Straffeloven §§ 107-109. Ikke kun militære, men også fx erhvervsmæssige hemmeligheder omfattes af reglerne. Diplomater, der spionerer, kan udvises, men pga. deres diplomatiske immunitet ikke straffes.

• erhvervsspionage