krigen mod terror

11. september gav umiddelbart anledning til, at man begyndte at skelne mellem global og national terrorisme. Den globale terrorisme blev i forlængelse af al-Qaeda-organisationen forstået som netværk, der opererer på tværs af nationale skel og grænser, og som har en global dagsorden, der i almindelighed har bekæmpelsen af den vestlige kapitalisme, i særdeleshed USA, som mål. I modsætning hertil taltes om en national terrorisme, der har afgrænsede, veldefinerede politiske og/eller territoriale mål. Med krigen i Afghanistan, det amerikanske engagement på Filippinerne samt den intensive internationale jagt på al-Qaeda-medlemmer var det i første omgang den globale terrorisme, der var målet i krigen mod terror. Denne skelnen blev dog ikke opretholdt, hverken i USA, hvor man efter pres fra Israel tilføjede de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad på Det Hvide Hus' liste over globale terrororganisationer, eller i den liste, som EU udarbejdede. Dette førte paradoksalt nok til, at i takt med, at man internationalt nærmede sig en forståelse af begrebet terrorisme som bevidst voldsanvendelse mod civile med henblik på at få opfyldt eller formidlet et politisk, religiøst eller ideologisk mål, voksede uenigheden om, hvilke grupper og organisationer der konkret kan betegnes som terroristiske. Denne uklarhed blev ikke mindre af, at 11. september konkret indebar, at terrorisme, der lovgivningsmæssigt altid havde været et anliggende for politi og retsvæsen, nu i stigende grad tillige blev et militært anliggende. Terrorismebegrebets centrale placering såvel nationalt som internationalt efter 11. september kom derfor til at betyde to store udfordringer: Hvordan sikres en rimelig balance mellem sikkerhed og rettigheder, og hvilken balance skal der være mellem militære, politiske, diplomatiske og økonomiske midler i bekæmpelsen af den internationale terrorisme.

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 mod USA indledte USA under ledelse af præsident George W. Bush den såkaldte krig mod terror. Ud over at jage terrorister, navnlig fra al-Qaeda-netværket, indebar denne krig en ny amerikansk sikkerhedspolitik baseret på udbredelse af vestlige værdier forstået som individuelle frihedsrettigheder og demokrati. Disse værdier anses som universelle og begrunder en regimeskiftstrategi, hvor stater, især i Mellemøsten, der er ikke-demokratiske og som formodes at støtte terrorisme, bekæmpes med henblik på at etablere demokratiske regeringer. Dette sker med enten militære midler eller gennem sanktioner og diplomatisk, som tilfældet er med Iran, Syrien og Palæstina. Første land, der blev mål for USA's militære regimeskift-strategi var Afghanistan i 2001, og i 2003 indledtes en krig mod Irak. Strategien baserer sig på en teori om, at demokratier ikke går i krig med hinanden, og at global sikkerhed, og hermed terrorismebekæmpelse, bedst opnås gennem regimeskift med henblik på at udbrede demokrati. Var målet for krigen i Afghanistan en bekæmpelse af al-Qaeda, var den en succes, idet organisationen blev stærkt svækket med bombninger af dens træningslejre. Samtidig blev al-Qaedas ledelse enten dræbt, taget til fange eller sendt på flugt, som fx den øverste leder, Osama Bin Laden, der mentes at skjule sig i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan uden større operationelle muligheder; han var dog fremdeles ideologisk aktiv og udsendte en række taler fx via den arabiske nyheds-satellitkanal Al-Jazeera. Var målet derimod at bekæmpe terrorisme, er det ikke blevet nået, da antallet af terroraktioner eller forsøg på aktioner både uden for Vesten (Bali, Tunesien, Marokko, Egypten, Malaysia, Tyrkiet) og i Vesten er steget betydeligt efter krigene i Afghanistan og Irak.

I 2004 blev Europa for alvor ramt af terrorisme, da Madrids jernbanenet i marts 2004 blev ramt af bomber, hvorved 198 mennesker blev dræbt, og i juli 2005 blev Londons undergrundsbane og busnet ramt af terrorisme, hvor 52 mennesker mistede livet. Samtidig kan det konstateres, at antallet af såkaldte selvmordsaktioner er tre gange så højt efter 11. september som i perioden fra 1968, hvor Tamilske Tigre begyndte at bruge dette middel i terrorisme. Al-Qaeda som organisation blev således svækket med krigen i Afghanistan, mens al-Qaedas ideologi efter krigen synes at inspirere stadig flere til at gennemføre aktioner på egen hånd. Formidlingen finder i stigende grad sted via Internettet. Denne konstatering understreges også af, at den islamistiske terrorisme efter 11. september mere organiseres af små lokale grupper og netværk end af trænede Afghanistan-veteraner, som tilfældet var før 11. september.

Terrorismebekæmpelse i bred forstand er derfor blevet højt prioriteret emne for navnlig de vestlige landes sikkerhedspolitik, men også stater uden for Vesten gennemfører omfattende anti-terrorprogrammer. Selvom der er mest fokus på islamistisk baseret terrorisme, også kaldet jihadisme (af det arabiske ord jihad), udføres der mange steder fremdeles terrorisme begrundet i mange andre forhold, fx nationalistiske eller politiske, som den højreorienterede terrorisme i USA eller begrundet i miljøaktivisme, modstand mod abort osv. Terrorismen og krigen mod den har endvidere ført til nye opfattelser af retssikkerhed såvel nationalt som internationalt, hvor USA forbeholder sig retten til at fundere krige i moralske begreber frem for retlige og traktatfæstede, og hvor begrebet "ulovlige kombattanter" er den juridiske betegnelse for jihadister, der tilbageholdes fx i den amerikanske lejr ved Guantanamo Bay på Cuba, hvor deres retstilstand hverken falder under Genèvekonventionens bestemmelser for krigsfanger eller amerikansk civil straffelov. Terrorisme og krigen mod terror har således både i globale og i nationale perspektiver ført til gennemgribende ændringer i opfattelsen af sikkerhedspolitik i bred forstand. Se også bioterrorisme og nuklear terrorisme.

• terrorisme