Forenede Arabiske Emirater - geografi

Emiraterne består af en flad og gold kystslette, der mod syd glider over i en tom sandørken. Mod øst, hvor Omans bjerge strækker sig ind i Emiraterne, adskiller brede grussletter højlandet fra Saudi-Arabiens ørken al-Rub al-Khali. I den indre del af Abu Dhabi ligger ud over al-Buraymi tillige oasen Liwa; begge har store daddelplantager. I den østlige del af Sharjah og Fujairah muliggør vand fra bjergene et beskedent landbrug. Størst betydning har dog landbruget i Ras al-Khaimah, hvor grundvand fra Omans bjerge muliggør kunstvanding fra brønde. Samlet set er der dog tale om en meget beskeden produktion, der kun bidrager med 2 procent af UAE's samlede BNP.

Klimaet i Emiraterne er typisk Golfklima, hedt og tørt. I sommermånederne veksler dagtemperaturerne fra 35 og helt op mod 50 °C. Ved kysterne understreges heden af en meget høj luftfugtighed, som gør alle former for udendørsaktiviteter særdeles ubehagelige. Livet leves indendørs, hvor stort set alle bygninger har aircondition; det gælder også den store bilpark. I vinterhalvåret ligger dagtemperaturerne almindeligvis på 20-30 °C, og her falder det meste af den sparsomme nedbør; ved kysten 75-125 mm på årsbasis, men i de østlige bjergegne op til 375 mm.

Abu Dhabi

• 73.060 km²
• 1,3 mio. indb. (2005)
• Olieproduktion 1994: 94,1 mio. t (2,9 procent af verdens produktion)
• Oliereserver: 11,9 mia. t (9,1 procent af verdens reserver)
• Det største og rigeste af Emiraterne.
• Abu Dhabi by fungerer som hovedstad for hele UAE.
• Al-Ayn i Buraymioasen huser Emiraternes universitet.

Ajman

• 260 km²
• 189.800 indb. (2005)
• Det mindste og mindst udviklede af Emiraterne.

Dubai

• 3900 km²
• 1,2 mio. indb. (2005)
• Olieproduktion 1994: 16,8 mio. t
• Oliereserver: 640 mio. t
• Det næststørste af Emiraterne.
• Ud over olieindtægterne satser Dubai på handel, turisme og industri.
• Store udenlandske investeringer i frizonen Jebel Ali.

Fujairah

• 1300 km²
• 118.600 indb. (2005)
• Indtil 1952 en del af Sharjah; ligger som det eneste af Emiraterne på østsiden af Omanhalvøen.
• Flere enklaver i området hører til Oman og Sharjah.

Ras al-Khaimah

• 1700 km²
• 197.600 indb. (2005)
• Ligger op til Omanbjergene og har kunstvandet landbrug.
• Det regnes for det smukkeste af Emiraterne og har stigende turisme.

Sharjah

• 2600 km²
• 725.000 indb. (2005)
• Olieproduktion 1994: 2,7 mio. t
• Oliereserver: 160 mio. t
• Ortodokst muslimsk samfund med tætte forbindelser til Saudi-Arabien.

Umm al-Qaiwain

• 780 km²
• 45.800 indb. (2005)
• Sammen med Ajman det mindst moderniserede emirat.
• Traditionelt fiskeri og landbrug er fortsat bærende erhverv.

Olieresurserne er meget ulige fordelt mellem de syv emirater. Tilsammen står Emiraterne for 3,3 procent af verdens olieproduktion (2003). Abu Dhabi har alene over 90 procent af Emiraternes oliereserver og hertil de største naturgasfelter. Med den nuværende olieproduktion er der reserver til over 100 år. Dubai, der er den næststørste producent, har relativt beskedne reserver, der kun forventes at række til 10-20 år. Af de øvrige har kun Sharjah nævneværdige reserver, men produktionen herfra er lille.

De første oliefund blev gjort ud for Abu Dhabis kyst i 1958, og siden 1964 har Emiraterne været olieeksportør. En stor del af produktionen foregår offshore, bl.a. omkring de omstridte småøer Abu Musa. Abu Dhabi National Oil Company står for en stor del af udvindingen i hele området, og Emiraterne er medlem af OPEC. Vedrørende oliegeologien, se Persiske Golf.

Der er aldrig foretaget egentlige folketællinger i Emiraterne. I 1968 skønnedes det, at området havde omkring 180.000 indb., i 1975 godt 550.000, i 1993 ca. 2,1 mio. og i 2005 godt 4,5 mio. Den store vækst kan tilskrives to forhold: en meget stor naturlig befolkningstilvækst med høj fertilitet og hastigt faldende dødelighed og den meget betydelige indvandring af gæstearbejdere fra navnlig Asien, som var nødvendig for de ambitiøse udviklingsmål, der blev sat, da olieindtægterne begyndte at strømme ind. I 1986, hvor indvandringen toppede, voksede befolkningen med 11 procent og i 1990 atter med over 10 procent. Det sidste tal havde baggrund i en stor kuwaitisk indvandring efter Iraks besættelse af Kuwait. Indvandringen har medført, at den indfødte befolkning blot udgør et mindretal på 20-25 procent af den samlede befolkning. De fleste gæstearbejdere kommer fra Indien og Pakistan, i mindre grad fra Sri Lanka, Filippinerne, Iran og arabiske lande. Mange højtuddannede fra USA, Japan og Europa varetager specialiserede job. Restriktive indvandringslove medfører, at ²/₃ af befolkningen er mænd.

Ved siden af at være et arabisk land er Emiraterne islamiske, og islamisk lov, sharia, gælder navnlig i civile spørgsmål parallelt med moderne lovgivning. I 1994 bestemte regeringen, at flere fortrinsvis kriminelle sager skulle prøves ved shariadomstole, antagelig i et forsøg på at forebygge fundamentalistisk kritik. Ca. 80 procent af den lokale befolkning er sunnimuslimer med påvirkning fra den wahhabittiske retning i Saudi-Arabien; resten er shiamuslimer. De mange gæstearbejdere betyder naturligvis, at andre religioner er repræsenteret, og de tolereres i det omfang, de ikke anfægter islam. Således findes der flere kristne kirker i landet.

De store olieindtægter har rigeligt kunnet betale for den gennemgribende udvikling, som landet har gennemgået, og de er blevet anvendt til at sikre befolkningen på en række områder fra forsvar og sikkerhed til uddannelse, sundhed, arbejde samt opbygning af en imponerende infrastruktur. Der er opbygget nye byer, et velfungerende motorvejsnet, lufthavne, flere store havneanlæg (Abu Dhabi, Dubai, Sharjah og senest Fujairah) og telekommunikation, og 22 anlæg afsalter havvand og sikrer en stabil ferskvandsforsyning. De er med til at gøre Emiraterne til det land i verden, som bruger mest energi pr. indbygger. En del af vandet bruges til kunstvanding, også til grønne anlæg; fx er indfaldsvejene til Abu Dhabi prydet af et sandt blomstervæld, skønt de ligger i et ørkenområde. Foruden etablering af frihandelszoner investeres desuden i it og i stigende grad turisme.

Emiraterne styres af et råd, som består af de syv herskere. De enkelte lande har i varierende grad oplyst enevælde som styreform, og der kendes ingen demokratiske tendenser eller opposition. Det politiske liv præges af rivalitet mellem de to store emirater Abu Dhabi og Dubai samt af de øvriges frygt for helt at blive opslugt af de store. Abu Dhabi, der er største bidragyder til det fælles budget, er fortaler for en stærk union, mens Dubai foretrækker en løsere struktur, uden tvivl af angst for, at Abu Dhabi vil få afgørende indflydelse i en tættere union. Uoverensstemmelserne har bl.a. betydet, at de syv emirer fortsat har hver deres forsvarsstyrker, og sigtet med de militære styrker er nok i lige så høj grad at holde hinanden i skak som at afværge trusler udefra. Dog er netop forsvar og national sikkerhed et vægtigt argument for at opretholde unionen, og de mindre emirater er således fanget i en konflikt mellem indre selvbestemmelse og ydre sikkerhed.

• Forenede Arabiske Emirater – sprog
• Forenede Arabiske Emirater