Andronikos 1. Komnenos, ca. 1118/1120-1185, byzantinsk kejser fra 1183 og fætter til Manuel 1., under hvis regering (1143-80) han for det meste levede i eksil. To år efter Manuels død overtog han ved et kup regentskabet for Manuels umyndige søn Alexios 2. I 1183 lod han sig hylde som kejser, dræbte barnekejseren og giftede sig med hans 13-årige enke. Andronikos regerede med stor hårdhed over for stormændene. I begyndelsen havde han folket med sig, men hans uheldige udenrigspolitik fremkaldte et oprør; det førte til hans fald, og han blev lynchet på Hippodromen i Konstantinopel.