Egypten i oldtiden. Længdesnit gennem Ramses 3.s dødetempel i Medinet Habu i Luxor fra det 20. dynasti. Snittet anskueliggør hovedprincippet i egyptisk tempelarkitektur: At rummene bliver mindre, jo tættere på sanktuariet man kommer. Dette opnås, ved at loftet sænkes, og gulvniveauet hæves. Sanktuariet henligger i totalt mørke. Templet er en arkitektonisk manifestation af verden, som den så ud ved skabelsen.

Egypten i oldtiden - arkitektur, Egyptisk arkitektur opdeles i tre hovedgrupper: grave, templer og privatboliger. De to første kategorier var bygget med evigheden for øje, i vid udstrækning af sten, mens der til huse til dagligt brug anvendtes de mere forgængelige soltørrede mursten. Derfor er det forhåndenværende materiale ikke repræsentativt, idet der er bevaret langt flest sakrale bygninger.

Egypten var selvforsynende med utallige stenarter. Til byggeopgaver anvendtes hyppigst sandsten, kalksten, rød granit, kvartsit og calcit (alabast).

Grave

De ældste bevarede arkitektoniske elementer stammer fra grave. Ud af den jordhøj, der blev kastet på det begravede legeme, udvikledes en gravtype med overjordiske kamre, indesluttet i en rektangulær bygning, en mastaba (arab. 'bænk'). Under indflydelse af egypternes forestilling om et liv efter døden som en del af naturens kredsløb opstod tanken om en trappe op til himlen, og i det 3. dynasti ved begyndelsen af Gamle Rige blev en trinpyramide resultatet. Næste skridt var at udglatte trinene og lade overbygningen stå som en tilspidset form, en pyramide (gr. pyramis 'hvedekage'). I det 4.-5. dynasti blev pyramiderne bygget af store blokke af lokal sten, beklædt med blokke af kalksten over en sokkelkant af granit. I Mellemste Rige forsøgte man at bygge pyramider af skillevægge med murstensfyld. I det meroitiske kongerige i Sydsudan (600-100-t. f.Kr.) overtog regenterne pyramiden som gravmonument, mens formen inden for Egyptens grænser blev reduceret til en arkitektonisk detalje i privatpersoners gravanlæg. Der findes over 80 pyramider i Egypten og Sudan, som alle varierer mht. bygningens vinkler og indre rumfordeling. En logisk udvikling kan imidlertid spores i pyramidearkitekturen og i udformningen af de tilstødende bygninger, som dannede hele pyramidekomplekset.

Pyramidens formål var dels at beskytte den afdøde konges legeme, dels at gøre det muligt for ham at få del i den kosmiske cyklus i selskab med solguden. Kong Djosers trinpyramideanlæg i Saqqara fra det 3. dynasti er det første monumentale bygningsværk i sten. Foruden trinpyramiden rummer det bl.a. en gård, hvor kongen på magisk vis skulle bevise sin fysiske styrke og hvert 30. år forny sin periode som landets regent i al evighed. Visse af de underjordiske korridorer er udsmykket med fliser i blågrøn fajance og med nicher, som viser kongen i sit foryngelsesløb. Pyramidekomplekset er indesluttet af en rektangulær mur, hvori lodrette nicher bryder fladerne. Karakteristisk for bygningsværket er brugen af sten til gengivelse af arkitektoniske elementer, der oprindelig var af andet materiale: loftsbjælker af palmestammer, halvåbne døre og de første planteformede pilastre.

Pyramiderne ved Giza fra det 4. dynasti er uden vægudsmykning, og de omkringliggende bygninger er udtænkt anderledes. Kong Cheops' pyramide rummer en indre opadstigende korridor af monumentale proportioner, hvori rummet indsnævres opad, idet afstanden mellem de syv øverste skifter af kalkstensblokke gradvis mindskes. Fra sarkofagrummet, der er bygget af granit, udgår to snævre kanaler, som tillod kongens ba at bevæge sig frit mellem stjernerne. Ved overgangen mellem ørkenen og det dyrkede land ligger et daltempel, hvor begravelsesritualerne fandt sted. Kong Chephrens daltempel er det bedst bevarede, bygget med mure og enkle firkantede piller af massiv rød granit. Gulvet er af hvid kalksten, og i rummet stod oprindelig statuer af sort diorit. Daltemplet var forbundet med pyramiden og det foranliggende dødetempel ved en overdækket processionsvej. I det 5. dynasti var ikke blot solkulten veletableret, men også troen på Osiris som dødsrigets hersker. På væggene i pyramidernes indre rum nedfældedes nu uddrag af en samling litteratur, såkaldte pyramidetekster, som skulle hjælpe kongen på hans færd efter døden.

I Nye Rige begravedes kongerne i Kongernes Dal i klippegrave under en pyramideformet bjergtop. Af sikkerhedsmæssige årsager blev graven skilt fra dødetemplet. I begyndelsen af Nye Rige (det 18. dynasti) har gravene en vinkelformet akse, mens den senere (det 19. dynasti) ligerettes med parallelforskydning på midten for måske at bevare totalt mørke i det inderste rum. Et karakteristisk element er en dyb skakt nær indgangen, som er anbragt netop, hvor vandet fra heftige regnskyl ville samle sig. Dette arrangement understregede kongens passage fra denne verden til det hinsides, over det vand, der skilte de to verdener, og som rummede de frugtbare elementer, som kongen i lighed med Osiris skulle optage i sig. I det 18. dynasti er graven anlagt og udsmykket i nøje overensstemmelse med teksten i en papyrusrulle ved navn Det, der er i Underverdenen. Den gengiver i stregtegning beretningen om den vædderhovedede solguds rejse gennem underverdenens tolv timer. Papyrusrullen kopieredes i sarkofagrummets vægudsmykning enten "skåret ud" og indrammet i et firkantet rum eller "rullet ud" i et stykke i et ovalt rum. De firkantede piller, der understøttede loftet, blev smykket med billeder i stort format med fremstilling af kongen foran en guddom. Udsmykning og arkitektur hørte nøje sammen. I det 19. og 20. dynasti kom andre underverdensbøger ind i billedprogrammet, og loftet udsmykkedes ofte med kosmiske motiver.

Privatgravene

Privatgravene er igennem hele den faraoniske periode enten fritstående eller hugget ind i klippen med en skakt, der leder til underjordiske rum, som regel uden udsmykning, hvor den dødes mumie lå. Hertil var der ingen adgang efter begravelsen, hvorimod de øvre rum var åbne for slægtninge og præster, som var ansat til at fortsætte dødekulten. Væggene blev rigt dekoreret med et billedprogram, hvis grundprincipper forblev de samme, hvorimod detaljerne og fortolkningen ændrede sig i tidens løb. Fælles for alle er scener, der afbilder årstidernes skiften, idet de havde til formål at involvere gravejeren i naturens evige kredsløb. I Gamle Riges fritstående grave er alle rum inden i mastabaen beklædt med kalkstensplader. Fra og med Nye Rige er graven i princippet bygget op som et tempel med forgård, korridor og/eller hal samt med det allerhelligste med offerbord. I de fritstående grave i Saqqara er ligheden med templer særdeles slående; i klippegravene ved Theben er forgården ofte af pladshensyn reduceret til et minimum. Den ideelle orientering var en ind- og udgang mod øst med det indre rum mod vest, idet "at gå til vesten" betød at dø, og genfødslen fandt sted med den opgående sol.

Et vigtigt formål med graven var at etablere den afdødes identitet. Graven blev hermed et monument for afdødes person, og han var hovedpersonen i billedprogrammet. I Gamle Rige drejede dette sig hovedsagelig om gravejerens aktiviteter på Jorden og om hans begravelse og forplejning i det hinsides. I begyndelsen af Nye Rige er et kodesprog udviklet, som med symboler og ordspil i dagliglivets billeder refererer til den afdødes ønske om genfødelse. Begravelsen og ritualer foran mumien eller en statue gengives i detaljer, ligeså billeder af dødsrigets guder. Senere i Nye Rige og efter Akhnatons regeringstid, hvor livet efter døden fokuserede på kongens egen person, beskæftigede udsmykningen sig mest med fremtidige begivenheder i dødsriget, og det er underverdensbøger, der som i kongegravene især finder plads på væggene. Gravenes arkitektur er i vid udstrækning betinget af deres udsmykning, således at den disponible vægplads muliggør korrekt placering af emnerne.

Templer

Et egyptisk tempel er en afbildning af verden, som den så ud ved skabelsen, hvilket klart illustreres i templerne fra og med Nye Rige. I begyndelsen var urhavet, som gengives i den omkransende murs bølgende skifter af soltørrede mursten. Op af dette kaos dukkede urhøjen, symboliseret ved templets høje porttårne, pyloner. Vegetationen gengives i søjlernes planteformer, og den frugtbare Nil symboliseres ved planteudsmykning eller rækker af frugtbarhedsguder på den nederste del af muren. I denne verden bor guden, og ved at bringe de daglige ofre i templet holder kongen verdensordenen ved lige.

I de ældste bevarede templer var disse tanker endnu ikke udkrystalliseret i arkitekturens sprog. I Gamle Rige var solguden Re prominent i hovedstaden, og templer blev bygget til Res ære med åbne gårde, hvor guden i form af selve solskiven kunne skinne på sine altre. Vægudsmykningen omfattede ud over offerscener også billeder af landlige gøremål, der var foranlediget af de forskellige årstider. Som kultbillede tjente en lav obelisk. Denne tempelform afspejlede sig tusind år senere, da Akhnaton byggede templer til sin solskive. Også her dominerede åbne gårde med hundredvis af offerborde og en vægdekoration, der viste alle de med templet forbundne aktiviteter, dog her med kongen og hans familie i centrum.

Det traditionelle egyptiske tempel, både det fritstående og klippetemplet med mange variationer fra Nye Rige til romertiden, var gudens hus, hvor guden i sin statue dvælede i et lille, mørkt allerhelligste, hvortil kun kongen og præsterne i hans sted havde adgang. Det er karakteristisk, at jo længere man bevægede sig ind i templet, desto mindre blev rummene, samtidig med at gulvet hævedes, og loftet sænkedes. Bag pylonen lå en stor åben gård, som på særlige dage var tilgængelig for folk. I de ptolemæiske templer var denne gård omkranset af søjler, hvorefter der fulgte en bred hypostylhal med søjler i form af papyrusstængler, enkeltvis eller i bundter. En mindre søjlehal fandtes undertiden foran rummet til gudens hellige båd og det allerhelligste. I de ptolemæiske templer ser man nyskabelser, fx en mur i halv højde, der forbinder de yderste søjler i hypostylhallen og delvis skjuler det indre fra gården, samt et mammisi (konstrueret koptisk 'fødselssted'), et lille peristyltempel, som fejrede kongens guddommelige fødsel. Vægdekorationen i templets rum og gårde afspejler de begivenheder, der fandt sted her, fx gudens procession, kongens kroning og hans samvær med guderne. Til templet hørte endvidere skatkamre, forrådsrum, en brønd og en firkantet sø til udførelse af forskellige ritualer. Da de fleste templer er blevet forskønnet og udbygget af forskellige konger, kan deres grundplan nu forekomme kompliceret. Mindre kapeller blev opsat for at tjene som rasteplads for guden, når han drog i procession fra et tempel til et andet.

Templerne var ikke orienteret efter verdenshjørnerne, men derimod som regel i forhold til Nilen, således at man kunne bevæge sig fra landgangspladsen og ind i templet uden at skifte retning. Til den arkitektoniske helhed hørte både statuer og beplantning, og kongen lod sig afbilde stående eller siddende i kolossal målestok. Sådanne statuer anbragtes som regel symmetrisk foran pylonen, gerne sammen med et par obelisker. En allé af væddere eller sfinkser forbandt porttårnet med tempelmuren. Et parkareal var undertiden anlagt foran templet, og en have med porte af sten og med firkantede damme havde et både praktisk og rituelt formål.

Privatboliger

Paladsarkitekturen er hovedsagelig repræsenteret fra slutningen af det 18. dynasti, først og fremmest ved Akhnatons anlæg i el-Amarna. Bygninger af soltørrede mursten blev udsmykket med søjler og ramper af sten, og væggene forsynet med malerier, ofte med naturmotiver.

Privatfolks huse varierede meget efter ejerens sociale status og spændte fra trange arbejderkaserner til villaer med loggia, modtagelsesrum, soveværelser og badefaciliteter. Man byggede gerne i to etager på et begrænset areal. I gravarbejderbyen Deir al-Medina fandtes rækkehuse med forrådskælder og kornsiloer på taget. Søjler og døroverliggere kunne være af sten, og rummene kunne indvendigt være smykket med måtter eller vægmalerier.

Læs videre om billedkunst i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig