Et egyptisk tempel er en afbildning af verden, som den så ud ved skabelsen, hvilket klart illustreres i templerne fra og med Nye Rige. I begyndelsen var urhavet, som gengives i den omkransende murs bølgende skifter af soltørrede mursten. Op af dette kaos dukkede urhøjen, symboliseret ved templets høje porttårne, pyloner. Vegetationen gengives i søjlernes planteformer, og den frugtbare Nil symboliseres ved planteudsmykning eller rækker af frugtbarhedsguder på den nederste del af muren. I denne verden bor guden, og ved at bringe de daglige ofre i templet holder kongen verdensordenen ved lige.
I de ældste bevarede templer var disse tanker endnu ikke udkrystalliseret i arkitekturens sprog. I Gamle Rige var solguden Re prominent i hovedstaden, og templer blev bygget til Res ære med åbne gårde, hvor guden i form af selve solskiven kunne skinne på sine altre. Vægudsmykningen omfattede ud over offerscener også billeder af landlige gøremål, der var foranlediget af de forskellige årstider. Som kultbillede tjente en lav obelisk. Denne tempelform afspejlede sig tusind år senere, da Akhnaton byggede templer til sin solskive. Også her dominerede åbne gårde med hundredvis af offerborde og en vægdekoration, der viste alle de med templet forbundne aktiviteter, dog her med kongen og hans familie i centrum.
Det traditionelle egyptiske tempel, både det fritstående og klippetemplet med mange variationer fra Nye Rige til romertiden, var gudens hus, hvor guden i sin statue dvælede i et lille, mørkt allerhelligste, hvortil kun kongen og præsterne i hans sted havde adgang. Det er karakteristisk, at jo længere man bevægede sig ind i templet, desto mindre blev rummene, samtidig med at gulvet hævedes, og loftet sænkedes. Bag pylonen lå en stor åben gård, som på særlige dage var tilgængelig for folk. I de ptolemæiske templer var denne gård omkranset af søjler, hvorefter der fulgte en bred hypostylhal med søjler i form af papyrusstængler, enkeltvis eller i bundter. En mindre søjlehal fandtes undertiden foran rummet til gudens hellige båd og det allerhelligste. I de ptolemæiske templer ser man nyskabelser, fx en mur i halv højde, der forbinder de yderste søjler i hypostylhallen og delvis skjuler det indre fra gården, samt et mammisi (konstrueret koptisk 'fødselssted'), et lille peristyltempel, som fejrede kongens guddommelige fødsel. Vægdekorationen i templets rum og gårde afspejler de begivenheder, der fandt sted her, fx gudens procession, kongens kroning og hans samvær med guderne. Til templet hørte endvidere skatkamre, forrådsrum, en brønd og en firkantet sø til udførelse af forskellige ritualer. Da de fleste templer er blevet forskønnet og udbygget af forskellige konger, kan deres grundplan nu forekomme kompliceret. Mindre kapeller blev opsat for at tjene som rasteplads for guden, når han drog i procession fra et tempel til et andet.
Templerne var ikke orienteret efter verdenshjørnerne, men derimod som regel i forhold til Nilen, således at man kunne bevæge sig fra landgangspladsen og ind i templet uden at skifte retning. Til den arkitektoniske helhed hørte både statuer og beplantning, og kongen lod sig afbilde stående eller siddende i kolossal målestok. Sådanne statuer anbragtes som regel symmetrisk foran pylonen, gerne sammen med et par obelisker. En allé af væddere eller sfinkser forbandt porttårnet med tempelmuren. Et parkareal var undertiden anlagt foran templet, og en have med porte af sten og med firkantede damme havde et både praktisk og rituelt formål.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.