En pyramide er inden for historisk bygningskunst et bygningsværk med kvadratisk grundflade og form som en geometrisk pyramide. Bygningsværkerne kan have glatte eller trinformede sider.
pyramide (bygningsværk)
Egyptiske pyramider
Pyramiderne i Egypten er hovedsagelig kongegrave fra den faraoniske periode (ca. 3000-332 f.v.t.); de indgik som oftest i et større kompleks med daltempel, hvorfra en processionsvej førte til pyramidetemplet ved foden af pyramiden. Kong Djosers trinpyramide fra ca. 2600 f.v.t. ved Saqqara er med sine seks platforme eller niveauer forløberen for de egentlige pyramider.
De kendteste er de tre pyramider ved Giza, rejst for henholdsvis kong Cheops, Chephren og Mykerinos ca. 2500-2450 f.v.t. Cheopspyramiden er med en højde på 146,5 m og en sidelængde på 230 m den største. Pyramiderne er hovedsageligt opført af store blokke kalksten fra lokale stenbrud, og mange har været med beklædt med en skal af finere hvide kalkstensblokke fra stenbruddet i Tura på østbredden af Nilen syd for det moderne Cairo.
Det diskuteres stadig, hvorledes det rent praktisk ved hjælp af ramper, slæder, reb, og løftestænger har været muligt at anbringe blokkene på toppen af den voksende pyramide. Traditionen med pyramider som kongegrave fortsatte i Egypten til ca. 1600 f.v.t.
Nubiske pyramider
Fra ca. 800 f.v.t. opførtes i den del af Nubien, der ligger i det nuværende Sudan, pyramider for lokale konger, bl.a. i byen Meroë, der var hovedstad i riget Kush, og i sandstensmassivet Gebel Barkal. Disse pyramider er både mindre og spidsere end de ældre egyptiske.
Mesoamerikanske pyramider
Pyramiderne i Mexico og Mellemamerika er platforme for templer; de kendteste er Solpyramiden og Månepyramiden i Teotihuacan samt hovedpyramiden el Castillo i Chichén Itzá.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.