De skriftlige kilder til Fønikiens historie og kultur er mangelfulde og sjældent samtidige med begivenhederne. De vigtigste er Tyrus' annaler, som kendes fra de antikke forfattere Menander og Josefus og dækker perioden 900-700-tallet f.v.t. og 500-tallet f.v.t. Endvidere er der egyptiske og mesopotamiske kilder som Wen-Amon-fortællingen om en handelsrejse til Fønikien fra 1000-tallet f.v.t. og assyriske annaler, som beretter om Assyriens ekspansion i Fønikien efter cirka 740. Det Gamle Testamente er en vigtig kilde, der dog skal bruges med forsigtighed, idet det meste materiale om Fønikien er sent. Endelig er der adskillige indskrifter, som nævner en række konger.
Arkæologiske kilder er især betydningsfulde i forbindelse med udforskningen af de fønikiske kolonier, idet der endnu ikke er publiceret udgravningsrapporter i nævneværdig grad fra selve Fønikien. Det ser i stigende grad ud, som om der er en overensstemmelse mellem oplysninger fra antikke forfattere, der fx daterer Karthagos grundlæggelse til 814/813 f.v.t. og Uticas og Gades til omkring 1100 f.v.t., og de arkæologiske fund, hvor det er lykkedes at påvise fønikiske bosættelser i Karthago i hvert fald fra ca. 760 f.v.t.
Den fønikiske kultur opstod i forbindelse med overgangen fra bronzealder til jernalder omkring 1200 f.v.t., da store dele af Vestasiens byer blev ødelagt, mens de fønikiske som følge af deres beliggenhed var beskyttet mod ødelæggelse; væsentlige dele af bronzealderens kultur kunne derfor overleve her, og den derboende kanaanæiske befolkning kunne udvikle den specielle fønikiske videreførelse af en ældre kultur.
I den ældste tid efter jernalderens begyndelse var Byblos den førende by, senere blev det Sidon og til slut Tyrus, hvis magt bestod til Alexander den Stores erobring i 332 f.v.t. Efter ca. 730 f.v.t. var de fønikiske byer imidlertid ikke længere selvstændige, men var underlagt Assyrien, senere Babylonien og Persien, der tillod Fønikien en vis selvstændighed, idet de som kontinentalmagter havde brug for den fønikiske skibsfart.
Den fønikiske ekspansion skyldtes den funktion, områdets indbyggere havde som mellemhandlere; baggrunden for dette var Mesopotamiens behov for råstoffer. Disse, som ikke altid fandtes i tilstrækkelig grad i Fønikien selv, måtte de fønikiske handelsfolk finde på markeder mod vest, og for at sikre adgangen til dem grundlagdes kolonier. Disse råstoffer fandt fønikierne i en række områder, nærmest Cypern med sølv, guld, bly og først og fremmest kobber; fjernere Sardinien med sølv og kobber, jern og bly, og Spanien med sølv og tin, samt også her kobber, jern og bly. Endelig skal slaver nævnes som en vigtig vare.
Den ældste ekspansion fandt sted i Nordsyrien, hvor det antages, at Fønikien oprettede handelscentre i fx Aleppo, og hvor kulturel indflydelse er bevidnet med udbredelsen af fønikisk alfabetisk skrift og sprog i Syrien og det sydlige Lilleasien. Senere ekspanderede Tyrus mod syd og erhvervede Dor og Jaffa. I de mere uudviklede områder mod vest oprettedes kolonier. Det skete allerede i 800-tallet f.v.t. på Cypern, hvor Kition blev den vigtigste by, og i de følgende århundreder på Malta, det vestlige Sicilien, Sardinien, Ibiza, Spanien, Portugal og Nordafrika så langt mod vest som Huelva og Mogador. I Grækenland og Italien var der ikke tale om egentlige kolonier, men der er dog påvist spor af fønikisk aktivitet der, og med tiden, navnlig efter 500 f.v.t., kom det fønikiske imperium i skarp konkurrence med den græske ekspansion og senere med Rom. Med Alexander den Stores erobring af Tyrus var Fønikiens rolle udspillet.
Fønikiens betydning ligger i bevarelsen af senbronzealderens kultur og dens overførsel til Europa og Nordafrika, herunder måske først og fremmest alfabetet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.