Syrien - geografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Syrien. Kvinder klipper får. Østlige Syrien.

Syrien. Kvinder klipper får. Østlige Syrien.

Syrien strækker sig fra en 100 km lang Middelhavskyst til steppe- og ørkenområder mod øst og sydøst. Store dele af de tørre områder er ubeboede eller meget tyndtbefolkede, mens 80% af befolkningen bor i den vestlige femtedel af landet, først og fremmest i og mellem de to storbyer Damaskus og Aleppo. Området er bakket med bjergkæder, der løber nord-syd, bl.a. Antilibanon på grænsen til Libanon (Hermonbjerget, 2814 m). Her findes størstedelen af landets sparsomme vandresurser, og landskabet veksler mellem agerjord, græsskråninger og skove. Mod øst bliver nedbøren mindre, og mod SØ ligger Den Syriske Ørken, som strækker sig ind i Jordan og Irak og fortsætter på Den Arabiske Halvø. Nord herfor løber Eufrat 300 km gennem det centrale steppeområde; floden muliggør opdyrkning af Eufratdalen. Øst for Aleppo er floden opdæmmet og danner den store Assadsø med vandkraftværk.

Golanhøjderne længst mod SV har siden 1967 været besat af Israel, som 1981 annekterede området. Fra Golan kan man militært beherske strategisk vigtige områder og vandresurser, og Golans fremtid er et af de vigtigste elementer i forhandlingerne om en fredsaftale i regionen.

Klimaet varierer meget i Syrien. Kystområdet nord for Libanon har Middelhavsklima med solrige somre og kølige, fugtige vintre. Østpå er der mere kontinentalt og tørt; på græsstepperne er somrene meget varme, ofte med temperaturer over 40 °C, mens nattefrost er hyppig om vinteren. Damaskus oplever jævnlig snefald, men sneen bliver dog ikke liggende længe.

Erhverv

I slutningen af 1900-t. gennemgik syrisk industri og servicevirksomhed en gradvis liberalisering, som i nogen grad synes at have virket efter hensigten. 1997-99 havde landet en økonomisk vækst på 3-4% om året, hvilket dog bl.a. hang sammen med stigende oliepriser. Men Syrien er fortsat et land med betydelige problemer, først og fremmest en udbredt fattigdom. To tredjedele af de syriske arbejdere tjener mindre end 500 kr. om måneden, og de fleste offentligt ansatte må have to job for at opretholde en tålelig levestandard. I dette perspektiv betyder liberaliseringer, der for den almindelige syrer opleves som reallønsnedgang, en fortsat kritisk situation for de fattige. En konsekvens er, at mange i kortere eller længere tid tager arbejde i udlandet eller emigrerer. Syrisk statistik er mangelfuld, ikke mindst på dette område, men det skønnes, at det drejer sig om 1 mio. mennesker. På kort sigt styrkes udenrigsøkonomien af de beløb, som migrantarbejderne sender hjem fra udlandet, men de grundlæggende strukturproblemer løses ikke.

Syriens olieproduktion er blot 2-3 gange større end Danmarks, og reserverne ligeså, og landet er nødsaget til at udvikle en bredspektret økonomi. Bl.a. satses der på kemikalier, tekstiler og landbrugsvarer som citrusfrugter og olivenolie; for de to sidstnævnte gælder, at afsætningen på EU-markedet især tidligere blev bremset af sydeuropæiske protektionistiske interesser.

Befolkning

Syrien. Beduiner laver og drikker kaffe i telt. Kaffe er en vigtig social ting for alle arabere.

Syrien har en meget ung befolkning, og befolkningsvæksten er stor, om end den var faldende i 1990'erne. Op mod 70% af indbyggerne bor i de store byer, men byvæksten synes at aftage i takt med langsomt forbedrede forhold i landbrugssamfundene, bl.a. udbygning af vand- og elektricitetsforsyning.

Etnisk og religiøst er befolkningen sammensat. Et flertal (74%) er arabiske sunnimuslimer, og de oprindelige mindretal udgøres af alawier, drusere, kristne og jøder. Dertil kommer et stort palæstinensisk mindretal, skønsmæssigt 430.000 mennesker, for de flestes vedkommende efterkommere af flygtninge fra Israels oprettelse i 1948.

Migrationer. Syrien er storleverandør af arbejdskraft til genopbygningsprocessen i Libanon, ikke mindst i Beirut. Det er især ufaglærte, som drager ud, men udsigterne til bedre løn og levevilkår har også fået mange faglærte og højere uddannede til at tage vestpå. Også landene ved Den Persiske Golf har modtaget mange syrere, måske 1/2 mio. En tredje udvandringsbølge er rettet mod Europa, USA og Rusland. Det er bl.a. unge, der søger uddannelse. Alle tre grupper inkluderer oppositionelle, som frygter repressalier i Syrien efter at have lagt sig ud med regimet.

Sundhed. Udviklingen har ikke kunnet følge med den voldsomme befolkningsvækst, men der er dog sket en moderat forbedring med bl.a. private klinikker som supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Syrien halter dog fortsat bagefter mange andre arabiske lande, og der er meget store forskelle mellem by og land.

Læs videre om sprog i Syrien eller læs om Syrien generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Syrien. Beduiner laver og drikker kaffe i telt. Kaffe er en vigtig social ting for alle arabere.

© Dette billede må du ...

Syrien. Vandhul i Hama. Hama er berømt for disse.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/11/2012
Ekspert
Ledstrup
Oprindelige forfattere
KiSinc
02/02/2009
MlmØst
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki