Kirkuk, by og oliefelt i det nordøstlige Irak beliggende i Irakisk Kurdistan 250 km nord for Baghdad. Kirkukfeltet producerer en svovlfattig råolie; det rummer skønsmæssigt 5-7 % af verdens kendte oliereserver. Fra Kirkuk er der rørledninger til Syrien, Libanon og Tyrkiet, men pga. FN's embargo mod Irak 1991-2003 producerede feltet da kun en brøkdel af kapaciteten. De omfattende olieanlæg kom relativt uskadte gennem Den Iransk-irakiske Krig, men led en del skade under Golfkrigen; de blev siden mål for sabotage under konflikten mellem irakisk militær og kurdiske styrker i Irakisk Kurdistan. Også efter Irakkrigen i 2003 har installationerne været sabotagemål, og produktionen ligger stadig langt under kapaciteten pga. sikkerhedssituationen i Irak.

Byen Kirkuk (850.800 indb. (2009)) ligger ved foden af Zagrosbjergene; den havde tidligere kurdisk og turkmensk befolkningsmajoritet, men befolkningstallet faldet fra 1970'erne, samtidig med at den arabiske befolkningsandel er steget som følge af Saddam Hussein-regimets arabiserings-bestræbelser. Byen lå umiddelbart syd for den flyforbudszone, som amerikanske og britiske styrker oprettede for at hindre Saddam Husseins angreb på den kurdiske befolkning. Efter Irakkrigen i 2003 vendte tusinder af kurdere tilbage til byen. Den blev i sommeren 2014 indtaget af kurdiske styrker som en modforanstaltning mod den islamistiske bevægelse ISIS' offensiv i regionen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig