På trods af sin begrænsede udstrækning, ca. 60 km bredt og 210 km langt, rummer Libanon store naturgeografiske forskelle. To bjergkæder, Libanon og Antilibanon, deler landet på langs, parallelt med kysten. Højest når bjergene inden for kysten mellem Beirut og Tripoli. Mod vest ligger en frugtbar kyststribe, bredest nord for Tripoli og syd for Saida. Øst for Libanonbjergene ligger Bekaadalen, som geologisk er en fortsættelse af den østafrikanske Rift Valley, et 15-20 km bredt landbrugsområde, der strækker sig op gennem det centrale Libanon i ca. 1000 m højde. Dalen afvandes af Orontes og Litani, der løber hhv. nord- og sydpå. Mod øst danner Antilibanon grænse til Syrien. Klimaet varierer meget. Bekaadalen har varme, tørre somre og milde vintre, mens kysten har Middelhavsklima med milde, regnfulde vintre. Om vinteren falder megen nedbør som sne i bjergene.
Libanon har begrænsede naturresurser, både mht. mineraler og agerbrug. På trods af indlysende problemer ved fældning af Libanonbjergenes skove fortsætter hugsten med omfattende erosion til følge. De berømte cedertræer findes efterhånden kun på afgrænsede lokaliteter. Den smalle kystslette er meget frugtbar og intensivt dyrket, mens der i den også intensivt dyrkede Bekaadal er problemer med faldende grundvandsspejl pga. overudnyttelse af vandet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.